Rejsebudget for Kroatien – 2 pers, 20 dage, 17.000!

Vi har her samlet vores rejsebudget for vores kør selv rejse i Kroatien, for at vise hvad det er muligt at rejse til Kroatien for og for at give en indikation om hvad du evt. skal spare sammen inden rejsen.

Alt hvad der er købt og booket til rejsen, har vi selv selv sørget for – lige fra overnatninger og biludlejning til udflugter.

De fleste udflugter var dog forskellige nationalparker og fæstninger, som vi købte indgang til, da vi var der.

Vores rejse i Kroatien tog os rundt i 20 dage – så omkring 3 uger – og vi roadtrippede fra hovedstaden, Zagreb ned igennem Kroatien, hele vejen ned til Dubrovnik.

(Denne post kan indeholde reklamelinks <– hvad er det?)

Rejsebudget Kroatien

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Når vi rejser rundt som langtidsrejsende, så er det vigtigt for os at pengene rækker langt, men samtidig at vi ikke synes vi mangler noget.

Vi rejser f.eks. ikke som backpackere som booker forskellige hostels eller sover på sofaen hos fremmede – dette ville vi nok gøre hvis vi var 20 år yngre, for det lyder interessant og det må helt sikkert give nogle fantastiske venskaber på tværs af kulturene.

Derimod for at spare, så booker vi gerne hoteller/homes med køleskab eller endda et lille tekøkken, hvis det er muligt, så vi selv kan lave lidt mad – eller bare med et køleskab, kan vi komme rigtig langt.

Vores rejsebudget for Kroatien her inkluderer alt lige fra busbilletter fra nærliggende lande og lejligheder, til alle de små udgifter, som vaskeri og parkering.

Vores Kroatien rejsebudget

Vi rejser 2 personer i delt dobbeltværelse på denne rejse – så alle priser nedenfor er for 2 personer.
Og alle priserne er i danske kroner.

Bus fra Serbien til Zagreb + bus fra Dubrovnik til Bosnien: 926,-

Overnatninger: 5.948,-

Billeje + benzin: 1.977,- + 783,-

Toldveje: 268,-

Andet transport: 508,-

Restaurant og cafebesøg: 2.513,-

Attraktioner: 1.092,-

Supermarked: 1.195,-

Diverse (parkering, bycykler og souvenirs mm.): 292,-

PCR tests for at komme ind i Bosnien: 1.327,-

Samlede udgifter: 16.829,- for 2 personer

Nationalparken Plitvicesøerne

NOTER TIL REJSEBUDGETTET

Bus til/fra Kroatien

Vi er naturligvis klar over at vores transport er billigere end hvis du kommer flyvende fra Danmark.

Vi er langtidsrejsende og kan derfor kombinere flere lande på vores rejser. Det havde vi også gjort her.

Men en flybillet fra København er ikke meget dyrere.

Du kan tage samme rute – ud til Zagreb og hjem fra Dubrovnik fra omkring 1500 kr pr. person (søgt på Momondo for maj 2022) – og du kan også vælge om du vil direkte eller med en kort mellemlanding.

Du kan også tage et charterfly til Dubrovnik, Split eller Zadar og tage et roadtrip derfra.

Der er rigtig mange muligheder for at få nogle gode oplevelser i Kroatien. 

Dubrovnik udsigt

Overnatninger:

På denne rejse rundt i Kroatien boede vi udelukkede privat.

Det kunne enten være værelser med kun et køleskab / med et lille te-køkken eller det kunne være hele lejligheder.

Nogle steder havde vi rigtig god kontakt til vores vært og andre steder modtog vi blot en kode til en nøgleboks og lukkede os selv ind.

Vi rejste i 2021 og rejseaktiviteten var ikke helt i top endnu, så vi havde mulighed for at booke vores overnatninger, mens vi var på farten.

Alle overnatninger bookede vi blot på Booking.com-app´en på vejen. (dog undtagen vores overnatning i Dubrovnik, den bookede vi på AirBnB)

Og så fik vi også en nat gratis i Lozovac nær Krka nationalpark. Vores vært, Nena var en sød ældre dame, der tidligere har arbejdet i Danmark og hun var bare glad for at der kom gang i overnatningerne igen.

Overnatninger i Kroatien

(Hotellink med * er reklamelink)

2 nætter i Zagreb: Apartment Downtown
3 nætter i Pula: Apartments Peti*
2 nætter ved Plitvice søerne: Natura Plitvice Lakes*
2+1 nætter i Lozovac nær Krka NP: Apartments Nena* (vi fik en nat gratis her)
4 nætter i Split: Split Seaside Darling*
1 nat i Ston: Apartman Kalinic*
5 nætter i Dubrovnik: Apartment Lora (airbnb)

Hvis du er nysgerrig på hvordan et roadtrip i Kroatien kan sættes sammen, så kan du her finde ud af hvad vi oplevede ved at læse om vores kør selv eventyr i Kroatien her.

Bolig i Kroatien

Billeje og benzin

Angående billeje, så lejer vi stort set altid igennem Discover Cars (reklamelink)

De er rigtig gode til at vise billigste bil til den mest fornuftigste pris. De viser både internationale og lokale biludlejningsselskaber.
Og ja, vi har lejet biler ved udlejningsfirmaer vi aldrig har hørt om før, men vi har aldrig haft problemer med noget.

Vær fornuftig når du afhenter bilen og sørg for at tage billeder og videoer af bilen udefra og indvendigt. Tjek at alle bilens funktioner virker inden du triller ud fra parkeringspladsen.

Sørg altid for at have god rejseforsikring og dækning hjemmefra, så du med sikkerhed kan sige ’nej tak’ til ekstra forsikringer.
Ofte bliver man prakket unødvendige forsikringer på sig, som udlejningsfirmaerne tjener gode penge på, men som du faktisk ikke har brug for, fordi du muligvis er dækket.

Rejsebudget Kroatien

I Kroatien blev det en lille fin bil fra AVIA, der kunne tage os igennem Kroatien uden problemer.

Nu skulle vi ikke ud i vild bjergkørsel eller flodkørsel, så en lille bil var fin til os.

Benzin er ikke specielt dyrt i Kroatien, vi brugte ca. 790 kr. på omkring 1200 kilometer, så det er absolut ikke det, der skal holde dig tilbage for at leje bil og komme ud på eventyr.

De store hovedveje i Kroatien er super fine, men de er også betalingsveje. 

På vores rejse betalte vi 268,- i afgift for at køre på vejene. 

Overhold altid hastighedsbegrænsningerne, der er ingen grund til at friste skæbnen og få en dum fartbøde.

(reklamelink) Book din billeje i Kroatien her:

Find Your Rental Car

Andet transport:

Denne post er relativ simpel – faktisk er det udelukkende taxi og uber-ture. De fleste nok endda i Dubrovnik, for ikke at gå op af de 400+ trapper hver gang vi var i “old town” – og så havde vi en tur fra lufthavnen.

Så lidt over 500 kr i taxi/uber-ture.

En taxi-tur på den strækning kostede omkring 50-60 kr pr. gang.

Restaurant/cafe besøg og supermarkeder

Som tidligere skrevet så, finder vi andre måder at spare på og det er nok her vores restaurantbesøg kommer ind.

Selvfølgelig er det vigtigt for os at komme ud og smage det lokale køkken, men når man er langtidsrejsende og gerne vil have pengene til at række lidt længere, så er det rigtig fint at have et værelse med køleskab, hvor vi kan have en mælk stående til en portion havregryn, som vi godt kan tage 2-3 gange om ugen som aftensmad.

Rejsebudget Kroatien

Derudover så køber vi også større flasker vand og sodavand til at have stående i køleskabet og som vi kan fylde i mindre flasker, til når vi skal på udflugter og har køredage.

Mad i Kroatien
God mad i Kroatien

Attraktioner

Omvendt, så noget af det vi ikke sparer så meget på, er oplevelser.

Måske spenderer vi ikke vores lommepenge på de ekstreme oplevelser, med mindre vi synes det lige præcis er det land, vi skal opleve det i, som da Christina f.eks. dykkede med hvidhajer i Australien.

Men i Kroatien tog vi de mest gængse, indgang til nationalparkerne, indgang til fæstninger og en bådtur til Lokrum.

Priserne vi gav i maj 2021 for 2 personer:
(Beløbet er hvad der er trukket fra vores danske kreditkort)

Indgang til Plitvice Søerne 162,-
Indgang til Krka Nationalpark 162,-
Indgang til Diocletians Palads i Split 162,-
Klis fæstningen 160,-
Ston væggen 140,-
Fort Lovrijac  102,-
Båd t/r til Lokrum 204,-
Totalt for 2 personer: 1.092,-

Hvis du er til bådture, riverrafting, zip-lining eller evt. en Game og Thrones-tur, så er der rigtig mange muligheder for nogle andre gode oplevelser i Kroatien, som kan findes nedenfor

(Reklamelink)

Diverse

Den sidste post er en blanding af parkering, leje af bycykler i Split, toiletbesøg og souvenirs.

Vores parkeringspost er fra da vi opholdte os i Pula og kørte ind til byen. Denne post løber op i små 100,-

I Split boede vi omkring 4 km udenfor den gamle by. Ca. 500 meter fra vores indkvartering var det muligt at leje bycykler – dette gjorde vi og lod bilen stå. Denne post kravler op på 80,- 

Denne post har i andre rejsebudgetter også inkluderet vaskeri.

På vores mange rejser har vi lært at rejse meget begrænset, så vi rejser gerne med en stor rygsæk hver (der fungerer som kabine-taske) og så rejser vi med en lille trolley hver, som vores check-in bagage. Dette betyder at vi behøver at finde et vaskeri i løbet af rejsen, da vi rejser med meget lidt tøj.

Dette behøvede vi ikke på rejsen igennem Balkan, da vi hovedsageligt boede privat, hvor vi kunne booke lejligheder med vaskemaskine. Det var så fint – og så sparede vi også de penge i rejsebudgettet.

Og til sidst er det vigtigt lige at købe lidt med hjem, til dem vi har derhjemme, i form af små souvenirs.

Som du kan se er det muligt at få en fantastisk oplevelsesrig rejse til Kroatien uden at sprænge  rejsebudgettet.

Vi håber, at vores rejsebudget for Kroatien, kan hjælpe dig med at spare op til en god rejse til Kroatien.
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bare synes at denne artikel var nyttig, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find mere om spændende Kroatien her:

kør selv kroatien

Et kør selv eventyr i Kroatien

Der er rigtig mange gode grunde til, at tage en kør selv ferie i Kroatien. Landet byder i sommerhalvåret på flest solskinstimer i Europa og

2 reaktioner

  1. Vi når kun en af national parkerne. Vi står mellem Plitvice Søerne og Krka Nationalpark, vi har to børn med på 15 og 17. Hvilken af de to parker vil I anbefale?

    Mvh Grith

    1. Hej Grith
      Allerførst – tusind tak for at du læser med herinde 🙂
      Til spørgsmålet, så vil vi helt sikkert anbefale Plitvice.
      Det er ikke tilladt at bade i nogle af parkerne, så det er kun for naturens skyld man tager dertil – og der var Plitvice flottest.
      Rigtig god tur til jer
      Rejsehilsner fra Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *