Året der gik 2022 – 22 tanker og tilbageblik fra RejseKompasset

Sidste år fik vi sammensat en Året der gik for 2021, så tænkte derfor at det kunne være hyggeligt at fortsætte og lave en opsummering af 2022 også.

Desværre er der knap så mange rejserelaterede overskrifter på dette år, da vi først havde mulighed for at stikke af på længere rejser til efteråret.

Der skulle lige være kontrol på mig og min nyetablerede stofskiftesygdom, samt Kenneth skulle lige falde til på hans nye job. Han startede i oktober sidste år og der skulle lige bygges et nyt loyalitets- og tillidsforhold op.

Imens nåede vi at have nogle få små oplevelser i løbet af året, inden vi kunne rejse ud på de store eventyr igen.

Nedenfor kan du læse med hvordan vores liv har snurret sig om 22 tanker og begivenheder der er sket i året der gik 2022.

Carillo palme strand nær Samara

22 ting som 2022 har budt på af tanker, oplevelser og udfordringer 

FORÅR 2022

1. Sygdom skulle under kontrol

I slutningen af 2021 fik jeg (Christina) konstateret lavt stofskifte. Med dette kom en masse følger som hudforandringer, kæmpe hårtab og meget andet jeg skulle deale med.

Det var en periode med tristhed og en masse bekymringer.

Alt ser godt ud på overfladen, men nedenunder kan der være kaos. Det var der i hvert fald hos mig.

Nu er jeg nogenlunde stabil og skal blot have taget blodprøve hver 3. måned.

Blodprøve

2. Arbejdet skulle se loyalitet inden rejseliv

Heldigvis havde Kenneth ved sin nye ansættelse informeret om vores rejsevaner, deres eneste krav var at han ville blive hjemme et stykke tid, så de kunne se samarbejdet an.

Det ”stykke tid”, blev næsten et år!

3. Certificeret NAV business konsulent

Mens vi har været hjemme, er Kenneth gået 100% ind til det nye job og han elsker det!
Elsker at få nye udfordringer hver dag og elsker at det er nemt at have med på rejser.

Han har derfor brugt tiden mens vi har været hjemme til at blive certificeret MS Business Central konsulent. Så der der blev læst og studeret en hel del og han stod i foråret med sin certificering.

Job tillid i 2022

4. Vores længe ønskede DJI mini 2

Uhh, vi havde længe tænkt på at erhverve os en drone.

Da vi startede vores Youtube kanal, så vi andre bruge drone indhold i deres videoer, og det så jo fantastisk godt ud. Lækre scener over bjerge, skovarealer og strande.

Derfor kom den på Christinas fødselsdags-ønskeliste i april – for sjov, for vi giver slet ikke så dyre gaver i vores familie.

Men den kom! Og den har allerede været ude på en del drone-oplevelser.

Den allerførste oplevelse var dog en smuk farverig en, som du kan se her:

SOMMER 2022

5. Mindstesønnen dimenteret fra Gymnasiet

Efter 3 års udholdenhed dimenterede Kenneths søn fra Borupgaard Gymnasium i sommers.
Det var en stor dag for ham og dagen blev i den grad fejret med kammerater og den obligatoriske vognkørsel.

6. Vores sommerferie – en udfordring

Vi rev en uge ud af kalenderen i starten af juli og gjorde den til en udfordring.

Hvor kunne vi komme hen for under 10.000 kr for 2 personer inkl alt – også lommepenge!

Vores plan var at vente på en god afbudsrejse.

Da vi kom tættere og tættere på kom der muligheder, men så blev vi alligevel lidt kræsne, for vi er virkelig ikke charter-folk og skulle vi bare skyde 10.000 kr. af, for at komme afsted til noget vi ville fortryde…

Vi smed håndklædet i ringen.

I stedet smed vi ældstedatteren på bagsædet og tog et lille roadtrip i det nordlige Tyskland.
Læs evt. om vores 24 timer i Berlin eller vores besøg på det vidunderskønne Schwerin Slot.

Vi elsker Berlin
Schwerin slot i Nordtyskland

7. Ambassadører for 4Ocean!

Dette betyder virkelig meget for os. Vi elsker havet og vi elsker vi kan være med til at passe på det. Derfor søgte vi om at blive ambassadører for 4Ocean.

Vi støtter dem selv og går også med deres armbånd som bliver lavet af det plastik de hiver op af havet.

Vær med til at støtte det kæmpe arbejde de gør, ved at købe smykker og meget andet på 4Oceans hjemmeside.

Husk at brug koden REJSEKOMPASSET20 for at få 20% på dit første køb.

Sammen gør vi havet renere!

4ocean

8. YouTube sat på pause!

I juli nåede vi 1000 abonnementer på Youtube og med vores allerede nået 4000 seer-timer, så havde vi mulighed for at ansøge om at tjene penge.

Vi kom igennem nåleøjet og vi blev godkendt.

Dog havde vi ikke rigtig nogle nye rejsevideoer at lægge på og vi skulle til at beslutte om vi skulle blive ved med at lave engelske videoer på YouTube eller bygge videre på bloggen her, som også går rigtig godt…

I oktober, fordi seer timerne faldt, tog YouTube deres godkendelse tilbage og så var beslutningen nem.

Måske starter vi YouTube op igen… men lige nu koncentrerer vi os om at skrive 🙂

Året der gik 2022 på Youtube

9. Gik total i Harry Potter mode

Min datter, vores ældstedatter, er kæmpe Harry Potter fan og vi gav hende en tur til Harry Potter Studios i London i julegave 2021.

I august blev denne gave indfriet og vi tog en tur til London, som kun stod i Harry Potters tegn.

Kenneth og jeg er også Harry Potter fans og fandt vores rejse vældig spændende og interessant.

Du kan læse meget mere om vores tur her:

Harry Potters hjem i London
harry potter bus med rejsekompasset

10. Lille nyt familiemedlem

Ligesom i vores ‘Året der gik 2021‘, så er der i dette år også kommet et lille nyt menneskebarn ind i vores familie i august og gjort mig til faster.

Dog har vi stadig til gode at se lille smukke Aurora. Min lillebror og hans kone har også nomadeblod i årene og har været bosat i Stockholm og er nu bosat på en spansk ø.

Vi håber at vores veje krydses i 2023.  

Familiemedlem i året der gik 2022

11. Kiggede på kolonihus

Faktisk brugte vi også sensommeren på at kigge på kolonihus… men ikke fordi vi skulle stoppe med at rejse og begynde og hygge os med hækkeklipning, planteplejning sammen med at have en lejlighed.

Nej nej, vi skulle kun have kolonihuset som en slags ”billig lille base”, hvor vi kunne pynte den indvending med alle de smukke ting vi kommer hjem med fra vores rejser. Og så naturligvis være en arbejdsbase for når vi er hjemme fra rejser.

Men vi måtte bakke lidt væk fra det igen, da vi mange steder blev oplyst at det ikke er tilladt at opholde sig der i vinterhalvåret og der ville jo også være hjemmeperioder for os der, så vi snakkede om fordele og ulemper….

Og lige nu er det vidst lige lagt lidt på is…

EFTERÅR 2022

12. Dødsfald i familien

Vi ved alle sammen at det er den vej det går – det er jo livets gang, men det er altså lige sørgeligt hver gang.

I september mistede Kenneth sin storebror i en alt for ung alder til et hjertestop. Det ramte familien hårdt.

Han blev sendt smukt afsted.

Dødsfald i 2022

13. Corona fik ram på os

Det var ikke coronaen der fik ram på Kenneth storebror, men den fik i den grad ramt mange i forbindelse med hans begravelse.

3 uger før vi skulle afsted på rejse, lå både Kenneth og jeg godt syge. Vi er begge vaccineret og havde blot symptomer som en god influenza… men det var i hvert fald også hårdt nok.

Men heldigvis er verden åbnet godt op og det er de færreste lande der kræver tests.

Vi lå kun i en uges tid hver, så var det tilbage på job og afsted med os 3 uger senere – heldigvis.

Vaccination

14. ENDELIG – rejse rejse rejse!

Lægen havde givet grønt lys til mig og Kenneths chef var med, så vi kom endelig afsted på en længere rejse.

Starten af oktober lød startskuddet og vi blev remote workers igen på en 2 måneders rejse. Først Costa Rica og derefter Mexico.

Vi havde ventet længe på dette øjeblik.

Rejseliv året der gik 2022

15. Elsker roadtrips

Vi har virkelig ”en ting” for roadtrips. Det gør os ingenting at køre langt og få en masse oplevelser på vejen.
Ligesom vores lille hurtige roadtrip i det nordlige Tyskland i sommers.

Vores 2 måneders rejse tog os ud på to oplevelsesrige roadtrips – ét rundt i Costa Rica og ét rundt på hele Yucatan halvøen i Mexico.

På disse to roadtrips kørte vi over 3500 km tilsammen.

roadtrip i 2022

16. Oplevede 4 dages regn Corcovado

Vi rejste bevidst til Costa Rica i regnsæsonen, fordi der er et event der sker i sep og okt, som vi rejste for at se… mere om det lige om lidt.

På vores 3 ugers rundrejse oplevede vi nogle heftige torden- og regnskyl. Nogle i flere timer.

Men vi havde ikke lige set at vi skulle tilbringe 4 døgn i Costa Ricas mest afsidesliggende hjørne af civilisationen i konstant monsunregn.

Det var en prøvelse, men bestemt også en kæmpe oplevelse.

Læs endelig om vores regnvåde-oplevelser i Corcovado: Et vådt jungleeventyr i Corcovado Nationalpark i Costa Rica

Regnvejr i Corcovado Nationalpark

17. Ingen arribada, men vi så hvaler!

Dette var hvad vi rejste til Costa Rica for i regnsæsonen.

Arribada!
Det er en kæmpe immigration af havskildpadder der kommer op på stranden og lægger æg. Men det er ikke bare 10-20 stykker. Det er tusindvis, der kommer op til samme strand. Møver sig op og under hinanden.

På tre-seks dage invaderer de stranden hver aften imellem kl 20 og 4 om morgenen. På de dage har der engang været talt over 150.000 skildpadder, der kommer op og lægger over 10 millioner små æg.

Det må virkelig være et særligt syn.

Desværre havde regnen været for voldsom og floderne i nærheden gjorde at vi ikke kunne komme dertil.

I stedet tog vi på hvalsafari, for det er også sæson for pukkelhvaler i de måneder og det var en fantastisk oplevelse at se disse kæmpe hvaler.

Desværre, var der ikke nogen der var i hoppe-humør.   

året der gik 2022 - hvaler
Hval - året der gik 2022

18. Træt af Mexicos turistfælder

Vi har altid elsket Mexico. Vi har været der mange gange og det har altid været et land vi har tyet til, men lige nu tror jeg vi har brug for en pause.

Ihverfald fra Yucatan halvøen.

Vi synes den har udviklet sig til én stor turistfælde. Dyre priser, dyre seværdigheder og tager penge for urimelige ting.

Skildpadde paradis i Akumal Mexico

19. Bedste oplevelse i Mexico

Men et er turistfælderne på Yucatan, noget andet er kulturbegivenheden ‘De Dødes Dag’, som vi valgte at opleve langt væk fra turistfælderne.

Vi havde nøje planlagt på forhånd vores 6 dage i byen Oaxaca, for vi skulle have denne begivenhed helt ind under huden.

Festivaler på kirkegårde, altre overalt i byen og gå all-in med ansigtsmaling. Vi skulle have alle indtryk, alle paraderne og alle oplevelserne med. Og det fik vi helt bestemt.

Der skal nok komme en hel guide om ‘De Dødes Dag’, Oaxaca og om hele vores oplevelse.

De dødes dag - året der gik 2022
året der gik 2022 - de dødes dag
parader i Oaxaca

20. 12 ruiner på 24 dage

Det er ikke nogen hemmelighed at vi elsker historie – og specielt historie i de lande vi rejser ud for at opleve.

I Mexico er det Mayaerne og Aztekerne der primært har fanget vores interesse. Vi tror simpelthen aldrig at vi bliver træt af at opleve og beundre deres fascinerende bygningsværker.

På 24 døgn fordybede vi os i 12 maya og azteker ruiner. De havde virkelig noget specielt over sig – alle sammen.

Tror vi må skrive en grundig post om ruinerne i Mexico, de kan virkelig noget!

GENERELT FOR 2022

21. Lille passiv indkomst fra bloggen

Vi elsker at skrive og dele ud om vores oplevelser om hvad der skal ses og opleves ude i den store verden. Alle de timer vi bruger på at skrive, lige undersøge lidt, holde hjemmeside ved lige, skrive nyhedsbrev, tage billeder mm er ren og skær fritid.

Men vores mål er at hjælpe dig.
Hjælpe dig til at finde frem til hvor du skal bo, hvad der skal opleves, hvor du ikke skal køre selv og fortælle om gode og dårlige oplevelser, så du kan være klædt på til din egen rejse.

Når vi bruger så mange timer, er det selvfølgelig dejligt at kunne tjene lidt penge undervejs. Så derfor har vi lavet reklameaftaler med nogle af de bookingportaler og butikker, som vi selv benytter som rejsende.
Du kan læse mere om hvad disse reklameaftaler er her: Støt bloggen

Helt enkelt, så modtager vi en lille kommission, hvis du gør et køb på et af vores reklamelinks. Og det skal lige siges at det ikke er noget vi kan flyve på business class for.

For året der gik 2022 har vi regnet ud, at vi løbende har modtaget lidt over 3.000 kr. samlet.
Ikke 3.000 kr. pr. måned, eller pr. uge – det er for hele året.

Men vi bukker og nejer og siger ydmygt tak til alle der støtter vores blog.

Tjener penge - året der gik 2022

22. Booket næste rejse?

Dette er en tanke der plager mit hoved i selv samme minut jeg skriver denne post.

Vi skal afsted igen – slut februar/start marts, det er planlagt.

Kenneth har informeret jobbet at vi igen tager ud igen, men vores store spørgsmål er… hvortil?
Vi vil gerne alle steder, men vi skal selvfølge til lande hvor internettet er forholdsvis godt til at kunne holde lidt teams-kald og arbejde remote.

Vi kigger meget på Malaysia, Thailand, Vietnam og den vej over, men synes flybilletterne er urimelige dyre. Det skal mit spare-hjerte lige sluge.

Hvis du er på vores nyhedsbrev, vil du være en af de første der får af vide hvor turen går hen (når vi selv ved det)
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her – vi sender ud omkring 2-4 gange på en måned – så ingen spam herfra.

Og med disse tanker og tilbageblik for året der gik 2022 ønsker vi familie, venner og alle RejseKompassets læsere og følgere rigtig Godt Nytår – og pas på jer selv derude.

Læs også om vores tanker og tilbageblik på:

Del gerne denne post på din:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *