Oplev Taj Mahal i Indien – forberedelser og tips til et eventyrligt besøg

Er du igang med at planlægge en rejse til Indien, så er vi sikre på, at du på din liste over seværdigheder i Indien, også har det smukke Taj Mahal stående. Og det burde du også!

Beliggende i Agra lige ved Yamuna-floden er det smukke Taj Mahal blevet et ikonisk symbol for Indien.

Det er et af de mest romantiske og ekstravagante monumenter på jorden og er velfortjent blevet et af verdens syv nye vidundere.

Med god forberedelse nød vi vores tid i komplekset og omgivelserne ved Taj Mahal, hvilket vi naturligvis også synes du skal gøre.

Vi har her skrevet om vores oplevelse ved det smukke mausoleum og giver hermed også lidt tips og lidt forberedelser du kan gøre dig ved dit besøg ved Taj Mahal i Indien.

Taj Mahal i Indien - vores rejse til Indien

Taj Mahal i Indien er 100 % turistet og det er med god grund.

Det er et UNESCOs verdensarvssted og et af de mest imponerende bygningsværker i verden. Den flotte glaserede marmor, de smukke udskæringer og hele æstetikken imponerer helt ind i sjælen.

Vi havde læst flere steder inden vores besøg at Taj Mahal var for turistet og det ikke var værd at besøge. Faktisk mødte vi et par i Varanasi, som havde sprunget Taj Mahal over pga. samme læsning.

Men det må du ikke gøre!

Et besøg til Taj Mahal efterlader et varigt indtryk!

Og selvom der både er oplevelser og udfordringer forbundet med besøget som vi ikke kunne forberede os på, så er det en at de oplevelser på vores 6 ugers rundrejse i Indien der står skarpest.

Lad os tage dig med til det fantastiske Taj Mahal i Indien.

Taj Mahal i flotte farver

En kort historie om det imponerende Taj Mahal i Indien

De fleste ved at det smukke Taj Mahal faktisk er et mausoleum som en stormogul fik bygget, for at kunne lægge sin elskede hustru til hvile i.

Men der er faktisk lidt mere drama forbundet med bygningen og dens skaber.

I 1631 døde stormogulens ynglingshustru, Mumtaz Mahal i barselssengen, efter at givet liv til deres fjortende barn.

Stormogul Shah Jahan elskede sin hustru højere end noget andet og hun fortjente det smukkeste gravhvile der kunne bygges og i 1632 begyndte opførelsen af Taj Mahal.

Hele komplekset tog over 20 år at færdiggøre og var en gigantisk udgift for stormogulen, som ikke så nogle begrænsninger på udgifterne.

Det gjorde hans søn derimod, som synes hans far havde ødslet borgernes penge på en ligegyldighed. Kort efter at Taj Mahal var afsluttet og hans hustru blev stedt til hvile, blev Shah fængslet af sin egen søn, som overtog mogulriget.

Efter at have været holdt som fange i otte år, døde Shah Jahan i Agra Fort, hvorfra han havde udsigt til Taj Mahal.

Han blev begravet ved siden af sin elskede hustru inde i Taj Mahal, hvor man i dag kan se begge sarkofager i fineste marmor.

Der er et lille museum på stedet, der fortæller om historien, men ellers er skiltning omkring komplekset meget mangelfuld – så kom forberedt med en smule grundlæggende viden om historien.

Flotte dekorerede Taj Mahal
Smukke udskæringer i marmor

Hvor ligger Taj Mahal i Indien?

Det imponerende Taj Mahal ligger i byen Agra i den nordlige del af Indien, som ligger ca. 220 km syd for Delhi.

Den nærmeste internationale lufthavn er Indira Gandhi International Airport (DEL) i Delhi og det er også den by de fleste besøgende kommer fra.

Mange besøger Taj Mahal på en dagstur fra Delhi eller som en del af en rejserute i Den Gyldne Trekant (Fra Delhi til Agra til Jaipur og tilbage til Delhi).

LÆS OGSÅ: Stor guide til Indiens hovedstad, Delhi – sikkerhed, hoteller og seværdigheder i Delhi

Hvordan besøger man Taj Mahal i Indien?

Hvert år besøger 7-8 millioner mennesker Taj Mahal, men det helt skøre er faktisk at kun under 1 million er fra udlandet.

Så de fleste der besøger Taj Mahal er indiere, der rejser rundt i eget land.

De fleste turister der kommer til Indien besøger Taj Mahal på en guidet rejserute rundt i landet eller på en guidet dagsudflugt fra Delhi.

Der er en masse ture tilgængelige på GetYourGuide (reklamelink) men vi fandt dem lidt ”effie”, da mange af dem kun er guideservices.

Jo, der var måske en togbillet fra Delhi inkluderet, men indgangsbilletter til Taj Mahal ser ikke ud til at være inkluderet i mange af turene.

Så derfor…

Som de oplevelsesrejsende vi er, tog vi selv toget fra Delhi til Agra, indlogerede os i byen forholdsvis tæt på Taj Mahal og bookede vores indgangsbilletter online.  

Rejsekompasset ved Taj Mahal i Indien

Det vigtigste du skal vide, når du besøger Taj Mahal, Indien

Pris: Vi betalte 2560 INR for 2 personer (ca. 210 DKK i 2023) 
Vi betalte både for indgangen og for at komme ind i selve mausoleet. Vi fik udleveret vand og overtræksfutter til mausoleet ved indgangen.

Der er altid lukket om fredagen.

Alle andre dage åbner komplekset 30 min før solopgang og lukker igen 30 min før solnedgang.

Og for din egen skyld – medbring kun det mest nødvendige – ingen rygsække eller andre store tasker.

Vores anbefalinger til at du får et mindeværdigt besøg

Som nævnt tidligere så står vores besøg ved Taj Mahal som en af de mest eventyrlige fra vores 6 ugers rundrejse i Indien.

Vi giver her lidt anbefalinger til hvordan vi selv fik udforsket området og det smukke mausoleum.

Først og fremmest, så havde vi læst os til at der kan være vældig lang kø ved indgangen. Så vi tog vores forbehold og bestilte vores billetter online på https://www.asiagracircle.in/ en måned før vores besøg.

(Hvis du booker online så vær obs på at du skal skrive dit pasnummer, men der er ikke plads til det sidste nummer. Vi lod som ingenting og alt var fint.)

Blot husk at have dit pas med.

Kom tidligt, det var magisk.
Kl. 5.40 stod vi klar ved gaten ind til området. Der var allerede en del kø, men vi kom da ind som top 500, tror vi 😉

Hvis ikke du har oplevet Taj Mahal, så bliver du helt sikkert overvældet når du ser æstetikken over stedet. Det gjorde vi i hvert fald og sammen med de mange hundrede andre mennesker, stod vi også og fotograferede Taj Mahal, som gjaldt det vores liv.

Men jeg havde faktisk læst at vi skulle gå helt ned til højre for mausoleet, så det gjorde vi ret hurtigt. Og dernede havde vi stedet helt for os selv i lang tid.

Solen var ikke stået helt op, men lyste Taj Mahal op på en fortryllende måde.
Da solen kom lidt højere, gik vi over på venstre side af Taj Mahal og vi fik en flot solopgang over det smukke bygningsværk

Imponerende Taj Mahal i Indien
Solopgang over Taj Mahal Indien

5 ting du skal forberede dig på, når du besøger Taj Mahal i Indien

Selvfølgelig kan vi ikke helt forberede dig på hvad du vil opleve, men her er i hvert fald 5 punkter du skal forberede dig på.

Ved indgangen…

…skal du og dine medrejsende regne med at blive adskilt, specielt hvis I er af forskellige køn.
Vi kan selvfølgelig kun fortælle ud fra egne erfaringer, men sådan skete det for os:

Kenneth og jeg blev henvist til forskellige borde for at få gennemtjekket det minimale vi nu havde medbragt. Kenneth havde kun vores store kamera og jeg havde min lille håndtaske på 15×10 cm, men den blev kigget godt igennem. Inklusiv små kortholdere og andre lynlås-ting blev åbnet og undersøgt. 

Derefter skulle vi visiteres og da mænd og kvinder visiteres adskilt i Indien, skulle jeg som kvinde hen i køen for kvinder og ind bag et gardin for at blive visiteret.

Vær opmærksom på at der er rigtig mange ting som du ikke må medbringe til Taj Mahal. F.eks er mad og rygning helt forbudt. Du må heller ikke have cigaretter i tasken. 
Derudover er hovedtelefoner, powerbanks og andre elektroniske ting forbudt. 

Telefoner må godt medbringes, men de skal være stille.

Du kan læse mere her om hvad du må have med ind og hvad du ikke må. 

Dress code

Der er som sådan ikke nogen dress code for at komme ind til Taj Mahal, men i betragtning af at du vil befinde dig i Indien, vil vi ikke anbefale dig at tage små balle-korte shorts og en spaghettistrop på.

Derudover så fungerer bygningsværket til venstre fra Taj Mahal som en moske.

Så derfor vi vil anbefale dig at du har dine skuldre og alt over dine knæ dækket, som et tegn på respekt – specielt som kvinde.

Rejsekompasset i Indien -Taj Mahal i morgensol

Selfies

Med de mange indere som besøger Taj Mahal, så skal du forberede dig på selfies. Vi kender ikke helt baggrunden for at indere vil have selfies med hvide mennesker, men det kan være ret energi-drænende.

Ikke nok med at man oplever et nyt land og får nye indtryk hver dag, så vil inderne også meget gerne have billeder af dig og med dig.

Nogle gange blev små børn næsten smidt i vores arme og større børn blev skubbet ind foran os, så forældrene kunne tage et hurtigt billede.

Også mange unge og voksne ønskede at få billeder med os.

Nogle spurgte pænt og andre listede efter os for at tage billede i smug.

Guides inde i Taj Mahal

Hvis en vagt eller anden person kommer til dig og begynder at fortælle om Taj Mahal og historien omkring området, så gør de det ikke fordi de synes at du skal høre det.

De lister rundt og håber på at agere som guide, så de kan tjene nogle penge. 

Læste om et par som troede at den venlige mand bare ville dele hans viden, men da han var færdig ville han have penge og da de kun kunne give en lille seddel, var han blevet højrystet og sur.

Dette er blot en note til dig – de fleste indere ser dig kun som omvandrende dollarsedler.

Souvenirs

Der er ikke noget at købe indenfor murene. Men så snart du træder udenfor komplekset står der alverdens sælgere med drikkevarer, is, rystekugler og andre souvenirs helt op i hovedet på dig.

Smukke bygningsværker i verden

Hvor skal man bo nær Taj Mahal

Som skrevet tidligere, så indlogerede vi os i byen, sådan forholdsvis tæt på Taj Mahal, så vi den morgen vi skulle se det, blot skulle hoppe i en tuk tuk og på 5 minutter var vi der.

Hvis du tager samme rundrejse i den gyldne trekant og mangler et godt sted at slå dig ned kommer her et par forslag.

Vi boede selv på Max guest House – det var billigt og der var god wifi til vores digital nomade stil.
Max var en rigtig fin vært som hjalp med flere forskellige ting, som f.eks. vores videre kørsel til Ranthambore Nationalpark og Holi fejring. Men vi fik hvad vi betalte for – et enkelt værelse uden vindue og vi havde en masse myg på værelset i marts måned.

De nedstående forslag har fået gode reviews og ligger også rigtig fint i forhold til Taj Mahal – på de to første forslag kan du endda booke et værelse med udsigt til Taj Mahal.

(reklamelinks)

Taj Hotel, Agra

Med kun 1 km til Taj Mahal er dette 5* hotel måske det bedste bud på et godt ophold i Agra. Infinity pool og værelser med udsigt til Taj Mahal.

Radisson Hotel Agra

Dette 5* hotel med lækre store værelser ligger omkring 2 km fra Taj Mahal, men du har mulighed for at booke værelse med udsigt dertil.

The Hideout Agra

Med kun 1,5 kilometer til Taj Mahal ligger dette lille homestay rigtig godt i forhold til Taj Mahal. Fine værelser med eget bad er dette et fint sted.

Oplev Taj Mahal fra en anden vinkel

Vi havde fundet en rejseblogger som havde taget en solnedgangstur på Yamuna floden, som flyder forbi Taj Mahal og som vi meget gerne ville have været på.

Desværre kunne vi ikke finde hvor denne bådmand skulle holde til, måske fordi der var lidt lavvande da vi var der – så istedet fandt vi en anden løsning.

Hvis du opholder dig i Agra, kan vi anbefale dig at betale en tuk tuk til at køre over på den anden side af floden og Taj Mahal.

Husk dog at aftale med din tuk tuk-chauffør at han/hun skal vente, så du kan komme tilbage til byen, da den anden side ligger lidt afsidig.

Men fra den anden side af floden fik vi et rigtig fint view over på Taj Mahal med solens sidste stråler.

Se Taj Mahal i Indien fra anden vinkel
Taj Mahal i solnedgangen

Tag med os på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder af gangen til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Vi håber at denne post om Taj Mahal i Indien kan hjælpe dig med at få et fantastisk besøg ved det imponerende monument.
Hvis du har spørgsmål omkring Taj Mahal, Indien generelt eller bare synes at denne post var nyttig og brugbar, så skriv os gerne en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find mere om interessante Indien her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *