Stille forsvandt det skønne skildpadde paradis i Akumal, Mexico

Første gang jeg (Christina) besøgte Akumal var tilbage i 2015, hvor jeg var på min første rundrejse i Mexico. En kollega, som havde været i Mexico flere gange, fik mig overtalt til at tage en tur til det smukke land med de mange spændende ruiner og cenoter.

Vi sammensatte ruten sammen og planlagde rejsen rundt med de driftsikre ADO busser.

Ruten tog os rundt på det meste af Yucatan halvøen. Men de sidste dage opholdte vi os i Tulum og tog derfra ud på forskellige oplevelser.

Og det var herfra vi fandt vej til det fantastiske skildpadde paradis i Akumal.

Ved ankomst til stranden så vi hvilket smukt sted det var. Der var godt nok mange på stranden og i vandet, så vi kunne se at det var et populært sted.

Akumal bugten Mexico

Men det var et roligt sted, solen stod højt og alle nød den flotte strand. 
Der var en enkelt “indhegning” i havet, hvor de mange mennesker havde spredt sig rundt i.

En venlig ”skildpadde-guide” kom os forsigtigt i møde og spurgte om vi ville ud og se skildpadder.

Det kunne vi naturligvis ikke sige nej til. Kan ikke huske beløbet vi betalte, men omkring 3-400 pesos pr. person er i min ærindring.

Det hele foregik i vores tempo. Vi svømmede ud fra stranden til det lille rev, hvor vi tilbragte op til en time til halvanden sammen med guiden og fandt små blæksprutter, flotte fisk og smukke skildpadder.

Tiden var ikke vigtig dengang og vi var de eneste der svømmede ud med guiden.

Akumal bugten var et paradis!

blæksprutter i Akumal
Svøm med skildpadder i Akumal Mexico
Skildpadde Akumal Mexico

Den gode oplevelse, blev til en turistfælde!

Da jeg i 2017 vendte tilbage til Mexico, denne gang med Kenneth, som havde sin første flyvetur over Atlanten. Endnu engang havde jeg sammensat en rute med de gode ADO busser.

Du kan læse om vores oplevelser med ADO busserne: Med ADO bus i Mexico – nemt og bekvemt

Han skulle ud på en lige så fantastisk rejse som jeg havde et par år forinden, dog med lidt andre oplevelser.

Men Akumal bugten var på vores rute, for det var simpelthen så stor en oplevelse for mig tilbage i 2015 at jeg tænkte at Kenneth skulle have denne samme skønne oplevelse.

Skildpadder i Akumal

Men vi blev slemt skuffet!

Da vi ankom til stranden blev vi ”overfaldet” af en flok guider der ville have os med på en skildpaddetur.

Det var en helt anden oplevelse end første gang. Men vi slog koldt vand i blodet og slog til, for jeg ville have at Kenneth skulle ud og se skildpadder.

Også selvom turen var blevet et par hundrede pesos dyrere.

Men efter at vi blev ”shanghai´et” fik vi af vide at det ikke var muligt at svømme i Akumal bugten længere. 

Vi blev i stedet kørt til den anden side af bugten, hvor guiden lovede at der ville være lige så flot og at der også ville være skildpadder.

Skuffet i Akumal

Yeah, right! Sikke en fælde vi blev lokket i.

Vores guide havde så travlt med at snorkle rundt og lede efter en skildpadde til os (som ikke var der) at vi ikke kunne følge med.

Og da han ikke kunne finde nogen skildpadde, havde han travlt med at komme op af vandet og tilbage til Akumal bugten – sikkert for at kunne snyde andre turister, til denne skuffelse.

Vi så ingenting på den snorkeltur – som i virkelig ingenting!

Jeg var så ked og skuffet over at stedet havde ændret sig så meget og at Kenneths første oplevelse skulle være denne turistfælde.

Da vi kom tilbage på Akumal stranden kunne vi se at der var sat skilte op, at det var blevet forbudt at svømme med skildpadderne og at man kun måtte bade i det lille ”indhegnede” område indenfor bøjerne.

Tror vi stadig var lidt i chok over oplevelsen at vi bare satte os op og fik en burger ved restauranten der lå lige ved stranden.

Så ingen skildpadder til os denne gang.

Snydt ved Akumal
Ikke svømme med skildpadder i Akumal 2017

#1 Turistfælde i Mexico: svømme med skildpadder i Akumal bugten

Wauw!

Vi skriver lige nu november 2022 og vi har netop igen været en tur forbi Akumal bugten – bare for at se hvad den nu er blevet til.

Og vi må sige at vi stadig sidder i chok over hvad Mexico har gjort ved dette smukke paradis!

Vi ankommer denne gang i vores lejebil, så parkering er nu også en faktor.

LÆS EVT. OGSÅ: Et skønt roadtrip på Yucatan i Mexico

Allerede da vi drejer fra hovedgaden ned mod stranden, står der lokale og vinker os ind på diverse parkeringspladser eller vil sælge skildpadde-ture.

Mistro er virkelig blevet en del af os. Beklager, men vi har ingen tro på at mexikanerne vil os det bedste, de tænker kun på penge.

Så vi kører videre af vejen, men finder en parkering længere fremme. Her er vi dog i tvivl om der skal betales noget, for ingen stod og viftede med arme eller skilte.

Han kom dog stille hen til os, da vi var kommet ud af bilen og bad om 50 pesos. Det var så for hele dagen.

Akumal bugten

Betaling for at komme på stranden!

Vi kunne ikke umiddelbart lige se hvor vi gik ind til stranden sidst, så vi følger en gruppe der bestemt ligner at de skal en tur til stranden.

Da de træder op mod en bygning, bliver vi alligevel i tvivl… den havde vi ikke set før. Og samtidig har vi nu også fået en ranglet mexikaner efter os, der prøver at komme i kontakt med os, både på spansk, gebrokken engelsk og tror også at vi hørte et ”undskyld” på tysk.

Vi vender os for at sige at vi ikke ønsker at købe noget, men han peger hen på en mindre bygning og siger at vi skal betale…

To store spørgsmålstegn står nok tydeligt i vores pander, for han prøver at sige det igen på sit bedste mexi-engelske.

Igen med mistroisk mine, spørger vi ham om vi skal betale for at gå på stranden. Og ja, det skal vi åbenbart.

120 pesos pr person, for at besøge Akumal stranden!

Det har vi aldrig gjort før.

Og i øvrigt så har stranden nu også ændret navn til Tsuuk Akumal Natural-noget, som også har fået sin egen hjemmeside: her. Men som du også kan læse, så har de ingenting at gøre med skildpadde-turene.

Det er blot en bygning der tilbyder dig et taskeskab, toiletter og brusere.

Indgang til Akumal stranden

Fakta omkring Akumal stranden

Akumal strand er en offentlig strand, så egentlig behøver du ikke at betale for at komme til stranden. Men desværre er jorden bag ved stranden mulig at købe og rigtig meget af den jord er opkøbt af private virksomheder, hoteller og resorts.

Der er meget få små passager tilbage, der giver adgang til stranden. Og ejerne af jorden omkring disse passager har sørget for at blokere dem eller gjort dem umulige at finde. Så medmindre du er lokal, er det næsten umuligt at komme ind på stranden gennem en af de offentlige små stier.

Og derfor bliver du sandsynligvis ”nødt til” at betale for at komme på Akumal stranden.

Akumal strand med restaurant

Ankomst til stranden

Jo, det var bestemt en fin hvid bygning at gå igennem, men vi er stadig lidt chokeret over hvor grådige mexikanerne er blevet.

Stranden lignede sig selv og så alligevel ikke helt…

Lækkert hvidt sandstrand og det smukke turkisblå hav… der nu var plastret til med alle mulige forskelligfarvede bøjer, der lavede forskellige indhegninger.

Der var altså ikke kun én indhegning længere, det lignede næsten en lufthavn med forskellige landingsbaner.

Vores blodsukker var helt i bund, så vi besluttede os for at sætte os op og få en burger og en sodavand, som vi også gjorde for 5 år siden, på den første restaurant på stranden. Og lige sidde og få et overblik.

LÆS OGSÅ: Vores ultimaltive rejseguide til Yucatan halvøen

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.

Skildpadde paradis i Akumal Mexico

Svøm med skildpadder ved Akumal

Det er nu igen muligt at svømme med skildpaddder ved Akumal, men det virker til at være mere ”organiseret”.

Vi blev f.eks ikke ”overfaldet” af turguider denne gang der ville have os med ud til skildpadderne, men om det var fordi de var godt optaget af grupperne der kom, vides ikke…

Vi så nemlig grupper af 10-20 personer af gangen gå i neonorange veste hen af stranden, sætte sig i en båd som sejlede dem 100 meter ud fra stranden, hvor de plumpede i vandet og lå i en stor gruppe på samme sted.

Derefter returnerede de til stranden.

Hvis du ønsker at komme ud til skildpadderne, kan du evt. kigge på nedenstående tur fra GetYourGuide. Der vil du blive hentet på dit hotel på hele Riviera Maya-strækningen fra Cancun til Tulum. 

Skildpadde
Skildpadde i Akumal

Vi prøvede selv at finde skildpadder

Vi kunne ikke lige overskue at være en del af dette skildpadde-ræs og vi havde ikke booket nogen tur på forhånd, så efter en god (men virkelig dyr) burger, gik vi ned af stranden for at finde et sted at slå os ned.

Godt nok var det foran et resort, men ”indhegningerne” i havet var væk, så vi slog vores håndklæder ud og fandt vores snorkelgear frem.

Det kunne jo ikke passe at der kun er skildpadder omkring de indhegnede bøjer.

De er vilde dyr og de svømmer forhåbentlig hvor de vil.

Vi brugte en times tid eller to på stranden, for at lede efter skildpadder, men vi fandt ingen. Der var ellers en masse lækkert søgræs til dem, der hvor vi svømmede.

Istedet så vi en smule fisk og en fin halvstor rokke.

Lækker strand i Akumal
Rokke i Akumal Mexico

Mistroiske tanker

Vi kan simpelthen ikke gøre for det.

Grupperne kom op og sagde de havde set skildpadder, men vi så ikke én eneste kun 100 meter væk fra dem.

Det leder vores tanker hen på, at de måske fodrer dem. Gør noget lækkert på søgræsset lige der. Eller noget tredje.

Det kan jo ikke passe andet.

Dem som betaler for at se skildpadder, ser skildpadder og dem som kun betaler for at komme på stranden, ser ingen skildpadder.

Det er helt sikkert mexikaner-logik.

Har du været mere heldig på Akumal stranden?

Har du en anden oplevelse af Akumal stranden, så skriv endelig i kommentarfeltet nedenfor så andre kan læse om dine oplevelser.

Smukke Akumal

Vi ønsker ikke at skræmme dig væk fra skildpadderne i Akumal, men dette er blot vores oplevelser af hvad der engang var et paradis i Mexico.
Hvis du har spørgsmål til Akumal, Mexico eller bare synes at denne artikel var nyttig, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig. 

Del gerne denne post på din:

Find mere om skønne Mexico her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *