Jul i New York – 14 oplevelser der bringer dig i julestemning
Hvem vil ikke gerne opleve jul i New York?
Efter at have set diverse store amerikanske julefilm, så har vi alle en formodning om at julen i New York er super hyggelig, romantisk og noget vi alle bør opleve.
Sådan havde vi det i hvert fald.
Vi elsker julen. Lysene, hyggen og dekorationerne. Og alt dette kan New York byde ind med i meget større dimensioner end lysene på Magasin eller kalenderen på D´Angleterre, som vi kan se hvert år fra Kgs. Nytorv i København.
Så derfor måtte vi simpelthen opleve jul i New York.
Efter at fået set byen i december et par gange, er det på tide at inspirere dig til en hyggelig juletur til New York.
Ingen tvivl om at du vil have følelsen af at være placeret midt i en romantisk julefilm, med håb, drømme og magi, når du ankommer til New York.
Alle lys og kreative dekorationer på næsten enhver bygning og ethvert gadehjørne er virkelig fortryllende.
Parkerne omdannes til hyggelige julelandsbyer, hoteller rundt om i byen bliver pyntet til yderstehed, populære shows åbner dørene til kendte juleeventyr og juletræerne rundt om i byen gør det hele meget mere magisk.
På vores liste kommer vi rundt til alle steder og seværdigheder i New York der emmer af jul. Lige fra de strålende dekorerede hjem i Brooklyn, til tænding af enormt juletræ og til et indendørs vintermarked fyldt med hygge.
Vi vil gøre vores til, at du får en hyggelig og magisk jul i New York.
Magiske steder der giver dig jul i New York
Rockefeller Centers juletræ
Vi bliver nødt til at starte vores liste med nok det vigtigste at se i julen i New York og som med garanti vil sætte dig i julestemning. Nemlig det store smukke verdensberømte juletræ ved Rockefeller Center.
Alle år er dette et stort knudepunkt i New York og alle skal have et billede af det største juletræ i byen.
Træet bliver rejst i midten af november og ved en offentlig ceremoni den 1. december, bliver de omkring 50.000 farverige lys tændt. Dette er en enorm begivenhed for julen i New York.
På den aflange plads, der fører fra juletræet til 5th Avenue, er der skabt en stor fortryllende juledekoration. Langs vandfontænerne er der pyntet med lysende engle med trompeter og smukke mindre grantræer dækket af lys og gyldne julekugler.
Der er så mange perfekte billedmotiver her…
Saks Fifth Avenue lysshow
Når du går ned langs ovenstående vandfontæne kommer du til det imponerede lysshow som Saks Fifth Avenue butikken sætter op hvert år til jul. Det er dog forskelligt fra år til år.
Hele den 10 etager høje facade af den ikoniske butik bliver benyttet til et spektakulært lys- og musikshow.
Fra slut november til start januar kan du nyde showet, som varer et par minutter og finder sted hvert 10. minut.
Du misser det helt sikkert ikke.
Empire State Building eller Top of the Rock
Du skal næsten gøre én af disse!
Vi har været oppe i dem begge, men omkring juletid vil vi anbefale at tage op i Top of the Rock, som er udsigtspunktet fra Rockefeller Center.
Hvorfor?
Fordi derfra kan du se den imponerende Empire State building, der i december måned klæder sine øverste etager med fine grønne og røde farver.
Bestil billet til Top of the Rock her, så har du den på plads til din rejse. (reklamelink)
Tip: Vær evt. opmærksom på hvornår solen går ned og tag op til toppen en halv time før, så vil du have en New York skyline i dagslys, en (måske) smuk solnedgang og efter mørkets frembrud med alle dens glinsende lys.
Central Park
Du tænker nok hvorfor vi nævner en park, som en af de steder der kan give dig lidt jul i New York, men ikke desto mindre, så er den faktisk meget høj på vores liste og som du bør se.
Jo, december er kold, så forvent bare træer og kolde frostramte græsstrå, men Central Park bør du bevæge dig ind i på alle årstider.
I december kan New Yorks store åndehul give dig lidt julestemning med at tage dig med på en fin dekoreret julekaret igennem parken. Forstil dig at sidde med dem du holder allermest af under et lunt tæppe – ligesom i de klassiske julefilm.
Du kan også finde en skøjtebane, men det kommer vi til længere nede.
Derudover, så vil vi anbefale dig at tage et hyggeligt pitstop i Tavern on the Green, som helt sikkert vil sætte dig i julestemning.
Som en lysende hule byder dette skønne (og også lidt dyre) sted dig indenfor til varme lune drikkevarer og en fantastisk atmosfære.
Tip: Det vil være en god idé at booke bord på forhånd, da stedet er meget besøgt.
Dyker Heights in Brooklyn
Hvis du ikke allerede er kommet i julestemning af ovennævnte steder, så er der en gade der bringer så meget jul i New York at du bestemt ikke må undgå den.
Dyker Heights er blevet en af de helt store attraktioner i New York i julen.
Med overdådige julelysdekorationer med rensdyr, slæder, oppustelige snemænd og julemænd i naturlig størrelse, kan man ikke komme i andet end julehumør her.
Nogle af husene spiller endda klassiske julesange fra højttalere, for at sætte prikket over i´et.
Området for den spektakulære juleudsmykning finder du fra 83rd til 86th street og 11th til 13th Avenue (også kaldes Dyker Heights Boulevard.)
Og husk det er private hjem, så ikke noget med at lade børn og barnlige sjæle slå sig løs i haverne.
Du kan sagtens selv tage en tur ud til kvarteret der ligger i det sydlige Brooklyn. Tag med D-linjen mod Coney Island, det tager omkring fem kvarter og så er der omkring 15 minutters gang derfra.
Men vi ved også at det er de sene aftentimer hvor du får det bedste ud af lysene og det ikke er os alle der har lyst til at rende rundt og lede efter flotte julelys i Brooklyn på denne tid… i mørke.
Så det er gjort nemt. Med denne tur bliver du kørt direkte ud og direkte tilbage til Manhatten igen OG du kan slappe af mens du nemt kommer i julestemning. (reklamelink)
New York Stock Exchange
Vi er lidt nørdede her, men vi (dog mest Kenneth) elsker alt i den finansielle verden og New York Stock Exchange er jo den største helligdom i børsen og aktiernes verden, så derfor har vi været forbi her… faktisk flere gange.
Ikke indenfor dog! Wow! Det kunne ellers være vildt at opleve! (Det må jeg se om jeg kan få arrangeret til næste gang) 😉
Selvom du ikke er vildt børs-interesseret, så kan stedet her alligevel give lidt julemagi til dig. Med dens smukke juledekoreret indgang, flotte store juletræ og flotte lys ved aftenstid over hele facaden – der viser Amerikas store stolthed – deres flag!
Og når du alligevel er der, så husk at få et billede med den lille frygtløse pige. Hun er blevet et ikon for byen!
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser og udfordringer, samt konkurrencer og mange andre spændende rejserelateret ting.
Tag på Julemarkeder – for lidt mere jul i New York
Det er ikke alle der synes det er hyggeligt at tage på julemarkeder, men vi gør!
Det er hyggeligt, der er god stemning og der er vældig meget at se på.
I New York er der nogle hyggelige julemarkeder, hvor du kan shoppe enten til dig selv eller til familien derhjemme.
Union Square Holiday Market – er det største og bedste julemarked i New York. Det åbner sidst i november frem til jul og har langt over 100 boder, der sælger en række kunsthåndværk, julepynt, smykker og meget mere.
Bryant Park Winter Village – her kan du kan tilbringe timer, beundre træet, nyde en drink, stå på skøjter og shoppe.
I de mange forskellige boder sælges alle slags varer, såsom vintertøj, julepynt, smykker, lokale fødevarer og meget mere.
Et hyggeligt og lunt pitstop her kunne være pop-up iglo-caféen, hvor du i 90 minutter f.eks. kan nyde en kop varm kakao med skumfiduser. Det er da hyggeligt!
Grand Central Terminal Holiday Fair – er et mindre marked, men fordelen er at det er indenfor, så du behøver ikke gå og fryse imens du juleshopper.
Columbus Circle Holiday Market – er også et af de mindre julemarkeder, men som du ikke behøver at gå efter, medmindre du er i Central Park, så er det måske hyggeligt lige at kigge forbi.
Butikskiggeri
Hele midtown Manhattan (især mellem 42nd og 57th streets fra Broadway til 5th Avenue) skinner og funkler hele december måned.
Du kan starte en rute fra Macy’s, som ofte er et af de mest julede af alle vinduer, og gå op mod Central Park. Temaet hos Macy´s er ofte forbundet med det troende “Believe”, som hænger stort på deres facade.
Derudover på din vej finder du også stormagasiners facader lysende pakket ind, flotte juledekorationer i vinduerne, pyntede træer og når det bliver en tand for koldt, så er det jo fantastisk at man kan træde indenfor og få en gratis smagsprøve.
I juletiden uddeler chokolade butikken, Lindt, på Fifth Avenue gratis chokolade ud. Dog må du kun tage én – om dagen.
Kæmpedekorationer på 6th Avenue
Når du nu er ude og komme i julestemning blandt New Yorks funklende facader og bygninger, så glem ikke at komme over på 6th Avenue.
Pladsen foran Radio City Music Hall er forvandlet til en gigantisk juledekoration. De store røde julekugler er blevet et ikon for jul i New York og med de blændende lys omkring sig, gør det pladsen til en af de mest fotograferede steder i julen.
Tag ud og stå på skøjter
Det er super hyggeligt og det er sjovt.
Rundt omkring i New York er det muligt at leje et par skøjter og nyde en halv eller hel times sjov på isen.
Tag f.eks. en tur på en af de mest berømte skøjtebaner i verden, lige ved siden af det ikoniske Rockefeller juletræ eller tag en romantisk tur på skøjter rundt på Wollman Rink i Central Park.
Her kan du finde de forskellige skøjtebaner i New York:
Rockefeller Center skøjtebane
Wollman Rink eller Lasker Rink i Central Park
Bryant Park i Bank of America Winter Village
Brookfield Place
Riverbank State Park skøjtebane
Oplev julekoret i St. Patricks Katedralen
Hvert år afholdes den populære julekoncert i St. Patrick’s katedralen – en favorit for New Yorkerne og en uforglemmelig oplevelse for alle.
Koncerten finder sted hvert år juleaften den 24. december og den 25. december, så hvis du er i byen på netop dette tidspunkt er det en god idé at købe billetter på forhånd, den er svær at komme ind til uden.
Hvis du er i byen i løbet af december kan du være heldig at høre noget af koncerten ved et besøg i kirken. Kan sige at det lød fantastisk!
Juleshows i New York
Byen er fyldt med ikoniske Broadway-shows! Shows som helt sikkert er værd at tage med, når du skal opleve jul i New York.
Tag ind og oplev den klassiske Nøddeknækkeren i Lincoln Center.
En imponerende ballet med over 90 dansere og et kæmpe juletræ, der vokser til 12 m i salen – noget af et syn!
Eller hvad med de ustyrlige Radio City Rockettes der udfører lækker dans i denne juleklassiker.
Dette er et show som også børn ville synes er sjovt. Der sker altid noget i det 90 minutter lange show. Levende dyr, soldater i et slowmotion fald og en kæmpe dobbeltdækker New Yorker-bus dækket af dansende Rockettes er nogle af de klassiske scener, der er med hvert år.
Kom ind bag scenen i den legendariske Radio City Music Hall og mød de smukke Rockettes. (reklamelink)
Find kendte figurer på Times Square
Dette er måske lidt mere for børnene, men ikke desto mindre, så er en tur på Times Square nok obligatorisk på alle rejser til New York – jul eller ej.
I december finder du dog de kære disney figurer vandre rundt på Times Square i juletøj. Det er dog også muligt at finde Spiderman, Darth Wader og andre på pladsen, de er bare ikke nær så julet.
Vejret i december i New York
New Yorks december vejr er frysende koldt – lidt ligesom herhjemme. Dog er det ikke normalt for dem at få sne i December – det falder først senere.
Der er jo dog ikke så meget der er normalt mere, så forbered dig på meget frysende vintervejr nær frysepunktet – hvis ikke under.
Medbring en lækker fleece eller god termo og en varm jakke. Sko er lidt svære… for det optimale ville være bare at tage nogle gode varme støvler med, men det skal selvfølgelig være nogle du kan holde ud at gå langt i. For du kommer til at gå meget i New York.
Læs evt. også Vores nytår i New York på Times Square – et kæmpe flop!
Julehyggelige hoteller i New York
For at gøre din jul i New York ekstra hyggelig, så har vi samlet nogle af New Yorks bedste juleudsmykkede hoteller, der har gjort en ekstra indsats for at give deres gæster en eventyrlig jul.
3 hoteller der forvandler sig til et fortryllende juleeventyr
(*reklamelinks)
The Plaza
Vi bliver jo nødt til at nævne dette luksuriøse hotel som det første på vores liste, da vi alle sammen har set det i den årlige julefilm Alene Hjemme 2: Glemt i New York. Alt er pyntet som du ser i filmen, indgangspartiet er hyggeligt, den store lobby står i skinnende julestemning med det store juletræ og hele atmosfæren er et rent eventyr. Og med udsigt over Central Park ligger det lige i smørhullet til de store juleattraktioner i byen. Derudover tilbyder de også et møde med selveste julemanden.
(prisen ligger omkring 8-12.000 pr. nat i dobbeltvær.)
Se om hotellet er ledigt på dine datoer*
Lotte New York Palace
Når du træder indenfor på dette smukke hotel, bliver du smidt direkte ind i et romantisk juleeventyr. På gran guilanderne der er snoet ned af gelænderne lyser de mange julelys lobbyen op og med de flotte røde kugler og sløjfer fuldender de julestemningen på det legendariske Lotte New York Palace. Med en beliggenhed kun få gader fra Radio Music City Hall, Rockefeller juletræet og de glitrende juledekorationer på byens berømte stormagasiner, er du godt boende her.
(prisen ligger omkring 5-9.000 pr. nat i dobbeltvær.)
Se om hotellet er ledigt på dine datoer*
The Peninsula New York
Hotellets juleudsmykning er et helt eventyr i sig selv. Med mange meter granguirlander, julekugler, lys, små træer, smukke julestjerner og to rensdyrsstatuer, føler du endnu engang du træder ind i et juleeventyr. I den julepyntede lobby kan du på fredage og lørdage i hele december opleve et julekor synge de klassiske julesalmer. For de gæster der ønsker at bringe julestemningen helt i top, kan der tilkøbes en Nights Before Christmas-pakke, der inkluderer et juletræ på værelset, honningkagehus, slikjagt og meget mere.
(prisen ligger omkring 12-16.000 pr. nat i dobbeltvær.)
Se om hotellet er ledigt på dine datoer*
Lidt mere humane priser…
…men husk du godt må kigge indenfor på overstående hoteller.
THE FLAT NYC: Som de prisbevidste rejsende vi er, så kommer vi formodentligt aldrig til at bo på ovenstående hoteller selv, medmindre vi vinder i Lotto. Så derfor skal der lige et budget hotel ind, som vi selv havde overvejet at bo på, på vores sidste rejse til New York. Det er ikke særlig julet, det ser ikke ud af meget og der er muligvis heller ingen vinduer, men det er pænt, rent, billigt og det ligger perfekt i midten af downtown Manhatten – og så får det rigtig gode anmeldelser. Bare husk at book med eget bad 😉
Se om der er ledigt på dine datoer*
SKYLINE HOTEL: Det her har vi selv boet på. Og ud over at julen rykker ind her i næsten lige så stor stil som med de store dyre hoteller, så ligger hotellet i Hells Kitchen kvarteret, som kun er en 15-20 minutter gåtur fra Times Square. Så en perfekt beliggenhed til en jul i New York.
Se om det er ledigt på dine datoer
Holder du jul i New York ?
Som du også har set i de mange klassiske julefilm, så holder amerikanerne ikke jul som os danskere og andre skandinaviere.
Den 24. december er alt åbent, dagen er ligesom den 23. herhjemme og mange går ud og spiser en god julemiddag på restauranterne – så husk at bestille bord, så du kan nyde din julemiddag på den, for vores vedkommende, rigtige dato 😉
Den 25. december derimod er gaderne lidt mere tomme. Det er deres familietid, hvor der åbnes gaver i nattøj om morgenen og dagen bruges i familiens skød.
Dog er New York stadig lidt aktiv juledag, men mange seværdigheder og restauranter er lukket.
Her er lidt aktiviteter at opleve for os turister, mens New Yorkerne nyder deres jul i hjemlige omgivelser:
En tur i Empire State og/eller Top of the Rock er en mulighed, da begge er åbne.
Du kan også tage op i One World Observation deck eller opleve 9/11-mindesmærket. Museet er også åbent på amerikanernes juledag.
Mens du er nede i det financielle distrikt, kan du tage en gåtur over Brooklyn Bridge og få en udsigt over den spektakulære New York skyline.
Hvis du er i New York med børn eller teenagere, så kunne et besøg i Madame Tussauds voksmuseum være spændende eller hvad med et kig ind i den store M&M-butik?
Om aftenen kan en tur til den lysende Vinter Lanterne festival måske være en idé, den kan findes i nærheden af Staten Island ved Snug Harbor Cultural Center.
LÆS OGSÅ: New York til Florida – Fra nytårsflop til Bahamas krydstogt
Vi håber virkeligt at du kan bruge denne guide til en hyggelig og stemningsfuld jul i New York.
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bare synes at denne artikel var nyttig, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Vidste du at...?
Når du køber noget igennem vores links, støtter du os med en lille kommission.
Det har ingen betydning for din pris overhovedet… så vil du støtte os?
(F.eks hvis du bruger nedenstående reklamelinks)
Del gerne denne post på din:
Find mere om fantastiske USA her:
New York til Florida – fra nytårsflop til Bahamas krydstogt
USA er et skønt rejseland og vi elsker at opleve hvor forskelligt der kan være fra den ene stat til den anden. For der kan
Vores nytår i New York på Times Square – et kæmpe flop!
Ligesom at opleve jul i New York, så fascinerer det os danskere også at kunne holde nytår i New York – og det skal jo
Hvor skal man bo i Los Angeles
Den selverklærede underholdnings-hovedstad i verden. Den hektiske, fascinerende og enorme Los Angeles. Byen Los Angeles er spredt ud over 1.302 kvadratkilometer og det kan derfor