Forlænget weekend i Rom – se de største seværdigheder i Italiens hovedstad

Rom – en by, du skal opleve mindst én gang i livet.

Som man siger, fører alle veje til Rom og det gjorde vores bestemt også på vores rundrejse rundt i Italien, hvor vi endte med en forlænget weekend i Rom.

En by fyldt med tusinder af års historie, ulig noget andet sted i verden.

Rom er en by, der skal nydes i et roligt tempo. Der skal være tid til at udforske, tid til at undersøge og tid til at fordybe dig i den historie som Rom rummer. Og så skal der naturligvis også være tid til at nyde den gode mad og de lækre galatoer.

Her er lag på lag af historie, der bare venter på at blive udforsket. Fra ikoniske seværdigheder til skjulte perler i de små brostensbelagte gader.

Vi forsøgte at få det meste ud af vores forlængede weekend i Rom, men det er en by man aldrig bliver helt færdig med.

Her deler vi vores oplevelser og erfaringer inkl. lidt tips, så du nemt kan planlægge din egen tur og få set de største seværdigheder i Italiens hovedstad. 

Sådan kommer du til Rom

At komme til Rom er heldigvis ret enkelt for os danskere. Fra København er der flere direkte afgange dagligt. F.eks. flyver både SAS, Norwegian og Ryanair non-stop til Fiumicino, som er Roms største lufthavn.

Desværre er der ingen direkte ruter fra Billund i øjeblikket, så der vil du skulle regne med en mellemlanding.

Rom har to lufthavne:

Fiumicino (Leonardo da Vinci Airport) – den store internationale lufthavn.
Den ligger ca. 30 km fra centrum. Herfra går der det direkte tog Leonardo Express, som kører til Termini station på ca. 30-35 minutter og koster ca. 14 € pr voksen (ca. 105 DKR)
Toget er hurtigt og bekvemt, men der kører også shuttlebusser, som er billigere, men tager lidt længere tid (ca. 45-60 min afhængigt af trafikken). Taxi er også en mulighed med fast takst ind til centrum.

Ciampino – en mindre lufthavn primært brugt af lavprisselskaber som Ryanair.
Den ligger ca. 15 km fra byen og herfra er busser den nemmeste transportform. De kører direkte til Termini på ca. 40-45 minutter.

Hvis du ikke ønsker at bevæge dig ud i nogen togtrafik eller hvis du ankommer lidt sent, så kan vi anbefale at tage et kig på hvad der vil koste hvis der blot holdte en chauffør og kun ventede på dig -> Welcome Pickups (reklamelink)

Vi ankom selv til Rom med tog fra Firenze og stod af på Termini station. Derfra tog vi en taxi op til vores hotel nær Peterskirken.

Efter vores forlængede weekend i Rom, tog vi en taxi til Ciampino lufthavn (kan desværre ikke huske prisen.) 

afrejse med tog fra firenze til rom
Tog fra Firenze til Rom

Forbered, hvad du skal se i din weekend i Rom

For at få mest muligt ud af dit ophold i Rom, anbefaler vi, at du forbereder dig en smule hjemmefra.

Tjek åbningstider og åbningsdage på de seværdigheder, for de kulturelle ting du ønsker at opleve, inden du ankommer til byen.

Det er bare super ærgerligt at forvente at noget har åbent en dag, for at gå forgæves og finde ud af at de havde åbent igår og du skal hjem imorgen.

Læs også: 15 ikoniske Rom seværdigheder du bør se og 3 mindre kendte

Lige så vigtigt er det at vælge et hotel med en god beliggenhed, så du kan opleve byen til fods. At bo centralt gør en kæmpe forskel, ikke kun fordi du sparer tid på transport, men også fordi du kan mærke Roms stemning lige så snart du træder uden for døren.

Læs også: Hvor skal man bo i Rom – Tips til bydele og hoteller

Vi tilbragte 4 nætter/3 dage i Rom. Vi ankom til vores hotel meget sent fredag aften og tog et fly ud af Rom tirsdag morgen. Inden vi landede i Rom, havde vi besøgt Pisa og Firenze. 

Du kan læse mere om vores italienske tog-eventyr her.

Smukke Colosseum - forlænget weekend i Rom

Vores skønne forlængede weekend i Rom – dag for dag

Dag 1: Fra Vatikanet til Pantheon og Piazza Venezia

Vi boede i bydelen Prati, et roligt og autentisk område lidt nord for Castel Sant’Angelo. 

Her er gaderne brede, der er små caféer på hjørnerne og det er en god base, hvis du gerne vil være tæt på Vatikanet uden at bo midt i det mest hektiske centrum. 

Derfor var det oplagt at starte vores første dag netop her og lade os glide ind i Rom fra denne ende af byen.

vi boede nær castel sant angelo

Castel Sant’Angelo og Peterskirken

Vores første stop var Castel Sant’Angelo.

Den runde massive bygning i sin rå tempelridderstil står fint ved Tiberen. Den blev oprindeligt bygget som mausoleum for kejser Hadrian. Siden har den fungeret som fæstning, fængsel og faktisk også pavernes tilflugtssted.

Vi så den bare udefra, men når du står foran den, kan du næsten mærke historiens vingesus i murene.

Fra borgen gik vi ad den imponerende bro, Ponte Sant’Angelo, hvor engleskulpturerne står på hver side og videre ned til Peterspladsen.

Selvom vi havde været på pladsen før, så kunne vi stadig blive overvældet af den enorme størrelse og de store søjlegange, der omfavner pladsen.

At opleve mægtigheden ved Peterspladsen og Peterskirken er spetakulært. En af renæssancens største bygningsværker og dermed også en af verdens største kirker – hvis ikke DEN største!
Lige dér! I alt dens storhed!

Du må for alt i verden ikke snyde dig selv for et kig indenfor i Peterskirken. Alt derinde er bare storslåede. En koloenorm kirke, hvor der plads til flere ceremonier indeni.

Det er gratis at komme ind i kirken. Der kan dog forekomme en ret lang kø, men det er det hele ventetiden værd og køen opstår kun pga. sikkerhed. Faktisk går det sådan nogenlunde hurtigt.
Men du skal lige igennem en sikkerhedsscreening der er til højre for kirken, før du kan få adgang til kirken.

Tips til Peterskirken: Husk at tildække skuldre og knæ, inden du går ind i kirken, ellers kan du blive afvist.

Nyd en weekend i Rom

Vatikanmuseerne og Det Sixtinske Kapel

Vores plan var også at komme ind og se Det Sixtinske Kapel, men da vi opdagede hvor lang køen var, besluttede vi os for at springe det over.

Køen var simpelthen for lang. Vi havde hjemmefra prioriteret at få billetter til Colosseum. Så vi besluttede at spare pengene denne gang og i stedet gå ud og udforske Rom.

Så Det Sixtinske Kapel står bestemt på listen til næste gang vi tager en tur til Rom.

Men hvis du har læst om vores oplevelse ved Colosseum og om køen der var der, så anbefaler vi helt bestemt at du booker til Det Sixtinske Kapel hjemmefra, hvis dit ønske er at komme ind og se det.

Find billetter til Det Sixtinske Kapel (reklamelink) lige her og spring køen over -> 100% anbefaling

Note: Vatikanet er lukket om søndagen. Bare lige til din planlægning.

Foran Peterskirken i Rom

Piazza Navona og Pantheon

Vi fortsatte til fods gennem de små gader og kom til Piazza Navona, som nok er en af de smukkeste pladser i Rom.

Historisk set var det en sportsarena med mange forskellige begivenheder – faktisk også nogen lidt underlige nogle af slagsen.

I dag summer torvet af liv med gadecaféer, små restauranter, gadeartister og masser af mennesker. Midt på torvet står Berninis springvand med de fire floder og en egyptisk obelisk, der nok altid lige tiltrækker lidt ekstra opmærksomhed.

Tip: Bag pladsen ligger et museum med ruinerne af den gamle arena under gadeniveau. Selvom historien var super spændende, så syntes vi alligevel at entreprisen var lidt for høj i forhold til oplevelsen.

Museet var ret lille og var derfor hurtigt klaret.

Piazza Navona i Rom

300 meter fra Piazza Navona  træder vi ud på Piazza della Rotonda og står foran Pantheon, en af de mest imponerende og velbevarede bygninger fra antikken

Den store kuppel med det åbne “øje” i midten er intet mindre end imponerende.

Pantheon er omgivet af hyggelige caféer. Vi greb selvfølgelig muligheden for en hyggelig kaffepause, hvor vi kunne sidde og bare kigge på mennesker.

Pantheon i Rom

Piazza Venezia og Altare della Patria

På vej mod Colosseum bliver man overrumplet af det enorme Altare Della Patria på Piazza Venezia. 

Et kæmpestort monument dedikeret til Vittorio Emanuele II, der døde i 1878.
Første konge over et samlet Italien siden det 6. århundrede.

Der er også et lille mindesmærke for den ukendte soldat. Fint at se, men det er også hurtigt klaret.

Ved at passere Piazza Venezia kunne vi gå videre ad Via dei Fori Imperiali, hvor vi kunne begynde at se det historiske Colosseum i det fjerne. 

Vi glædede os meget til at komme indenfor for at udforske mere. Dette måtte vi dog lige vente et par dage med. Vi vender tilbage på dag 3.

Pause tæt ved Colosseum

Før eller siden melder sulten sig, når man sådan bruger sin weekend på at trave rundt i Rom.

Hvis du gerne vil spare lidt (for Rom er en dyr by) så kan det betale sig at undgå de oplagte turistrestauranter lige ved seværdighederne.
Her er priserne nemlig skruet godt i vejret.

Og alligevel fandt vi en lille “perle”. Kun et stenkast fra Colosseum, fandt vi den lille café ‘Bistrot 2014’, som vi varmt kan anbefale.
Det var meget rimelige priser, lokalt køkken og venlig service.
Udvalget er ikke stort, men kvaliteten super.

Vi følte virkelig, vi have fundet en lille “hidden gem” – der var så hyggeligt!

.

Få vores e-bog "25 tips til at få råd til at rejse mere"

Ønsker du at få flere eventyr i dit liv?
Så modtag vores e-bog og opdag, hvordan små ændringer i hverdagen og på rejsen kan føre til flere spændende oplevelser.

.

Dag 2: Piazzaer, trapper og springvand

Efter en rolig morgen gjorde vi os klar til endnu en dag fyldt med oplevelser i den evige stad. 

Planen for i dag var at besøge flere af de mest ikoniske steder i Rom, som Piazza del Popolo, Den Spanske Trappe og Trevi-fontænen.
Tre steder, som de fleste forbinder med Rom og som også giver store indtryk.

Piazza del Popolo

Vi begyndte dagen med en gåtur langs Tiberen op til Piazza del Popolo, på dansk kaldet “folkets torv”. Det er en stor, åben brostensbelagt plads med springvand, statuer og smukke bygninger.

Torvet har dog en grusom historie at fortælle. I århundreder var pladsen nemlig midtpunktet for, hvor offentlige henrettelser og afstraffelser fandt sted. Når man står der i dag, er det svært at forestille sig, for nu er torvet fyldt med liv, mennesker der mødes og børn der leger omkring det store springvand.

Midt på pladsen rejser Roms ældste obelisk sig på 24 meter. Og på hver sin side af indgangen til pladsen står de to berømte “tvillingekirker”, Santa Maria in Montesanto til venstre og Santa Maria dei Miracoli til højre. 

De ligner hinanden, men er faktisk ikke helt identiske…

Den Spanske Trappe

Fra Piazza del Popolo gik turen videre mod Den Spanske Trappe, som nok er en af de mest fotograferede steder i hele Rom. 

Vi ankom omkring kl. 10 og der var allerede proppet med mennesker.
Hvis du vil opleve trappen uden de mange mennesker, så er vores tip, at du skal tidlig op.
Lige som så mange andre seværdigheder i Rom og i resten af verden

Men altså selv med den store folkemængde er det et imponerende syn. 

De brede trin, der elegant fører op til kirken på toppen, er et sted, hvor folk samles, hviler fødderne og bare nyder stemningen. Vi gjorde det samme. Vi satte os og bare betragtede menneskemylderet

Note: Det er ikke længere tilladt at sætte sig på trappen. Bystyret har besluttet at det er et kunstværk – og man sidder ikke på kunstværker.

Trevi-fontænen

Næste stop var den verdensberømte Trevi-fontæne og vi vidste allerede, at der ville være mange mennesker der. 

Næsten 1.000 mennesker besøger springvandet HVER TIME, så det er en stor flok mennesker at komme igennem.

Husk at hold øje med pung, taske og kamera når du bevæger dig gennem den tætte folkemængde. For det behøver du, der er nemlig et ordsprog der siger “at hvis du kaster en mønt i Trevi fortænen, så er du sikker på, at du og Rom ses igen”. 

Så du må helt ned til kanten, stå med ryggen til og kaste mønten over venstre skulder.

Efter at have “besejret” folkemængden, er der helt sikkert brug for lidt nedkøling og super heldigt, for lige på denne plads kan du finde et par iscafeer hvor en kugle lækker italiensk sorbét-is kan købes.

Nyd isen ved det smukke springvand, som er det største barokke springvand i byen og er et af de mest berømte i verden. 

Det er virkelig imponerende med sin storhed, både med eller uden mennesker.

Trevi fontænen i Rom
rejsekompasset ved trevi fontænen i rom

En weekend i Roms gader

Efter Trevi-fontænen brugte vi tid på at slentre gennem Roms gader. Det er noget af det bedste ved byen, bare at lade sig føre rundt, se gadekunstnere, kigge på små markeder eller slå sig ned på en café med et glas vin.

Vi kom endnu engang forbi Piazza della Rotonda og satte os ved springvandet foran det mægtige Pantheon. 

Med resterne af en frokostsandwich i hånden og udsigt til det antikke tempel følte vi os lidt som en del af byens liv sammen med både lokale og turister, der gjorde præcis det samme.

På vej tilbage mod vores hotel passerede vi højesteretsbygningen og Piazza Cavour.

En fredelig plads omgivet af grønne områder, hvor lokalbefolkningen slår sig ned i eftermiddagssolen. Børn der legede på græsset, hunde løb frit og familier mødtes og hyggesnakkede.

Det føltes som en lille oase, langt væk fra Roms travle seværdigheder og vi må sige at det var en rar kontrast til dagens menneskemylder.

Dagen sluttede vi af på en god restaurant, hvor vi nød italiensk mad og talte om alle de indtryk, vi havde fået. Og at vi glædede os til næste dag, hvor vi skulle opleve et af rejsens absolutte højdepunkter.

Piazza-Cavour

Dag 3: Colosseum, Forum Romanum og Palatinerhøjen

På tredje dagen af vores forlængede weekend i Rom ventede et af rejsens absolutte højdepunkter, nemlig Colosseum.

Vi havde set bygningen udefra mange gange på tidligere besøg, men denne gang havde vi besluttet, at nu skulle vi endelig indenfor og opleve historiens vingesus helt tæt på.

kenneth foran colosseum

En kort historie om vores indgangs-billetter.

Det var faktisk lige før, at vi ikke kom ind i Colosseum.

Et par dage før vores afrejse til Italien, søgte vi på nettet efter billetter. Alle dage var fuldt booket – der var ingenting at få.

Jeg var ved at få et mindre panikanfald, for denne gang havde vi virkelig sat næsen op efter at opleve Colosseum indefra.

Vi har været i Rom mange gange og vi har enten tænkt, det gør vi næste gang efter at have set køen, ligesom vi gjorde med det Sixtinske Kapel på dag 1, eller også har vi ikke haft tid.

Men nu ville vi ind!

Og det kom vi – takket være GetYourGuide (reklamelink)

Vores første og anden dag i Rom var alt fuldt booket, men de havde et par tidsrum ledige på vores sidste dag.
Med rystende hænder fik vi hurtigt booket billetterne og det var en kæmpe lettelse at vide, at vi havde sikret os adgang.

Tip til dig: Book dine billetter på forhånd, gerne 2-3 uger eller måske endda en måned i forvejen – specielt i højsæsonen.

Du kan læse om hele vores oplevelse med at få booket billetter til Colosseum her -> Sådan fik vi booket billetter til Colosseum i sidste øjeblik

Køb billetter til colosseum i rom i god tid
Kø til billetter colosseum i rom

Endelig tid til Colosseum i vores weekend i Rom

Vi havde booket vores indgang til Colosseum til klokken 10 og klokken 10:05 stod vi indenfor. Det var fantastisk at kunne springe den lange kø over. 

For køen til billetter var virkelig lang, men heldigvis skulle vi i en anden linje med ingen mennesker. Vi fik blot scannet vores billetter og på ingen tid, var vi indenfor.

Vi kan ikke anbefale disse billetter nok!

Når du går op af trappen og du kan fornemme arenaen er det et helt fantastisk syn der rammer dig, når du får udsigt over hele området. En total wow-oplevelse.

Vi stod stille et øjeblik og sugede det hele til os. De mægtige stenmure, tribunerne og selve arenaen, hvor så mange dramatiske begivenheder havde udspillet sig for næsten 2.000 år siden.

Ikke nok med at du er fascineret over selve bygningsværket. Du vil også blive dybt bevæget over hvad dette sted har været vidne til.

Det var her, romerne blev underholdt af brutale gladiatorkampe og se mennesker blevet dræbt af vilde dyr, tortureret og henrettet.

Colosseum siges endda også at have opført et søslag, hvor gangene og arenaen var oversvømmet og to store skibe var i kamp. 

Historien føles pludselig meget nærværende, når man står midt i bygningen.

Vores fantasi blev bestemt vækket til live i denne historiske bygning.

Vi brugte næsten 2 timer derinde. Historien overvældede og inspirerede os og vi skulle bestemt have det hele med.

Billetter til colosseum i rom

Du kan finde billetter til Colosseum og nogle andre spændende attraktioner i Rom her:
(reklamelink)

Udsigten-fra-Colosseum-i-rom

Den fantastiske historie du kan finde i Rom

Vores Colosseum-billet inkluderede også adgang til Palatinerhøjen og Forum Romanum, som har samme indgang og ligger lige ved siden af Colosseum.

Palatinerhøjen er en af Roms syv høje og ifølge legenden stedet, hvor Rom blev grundlagt.

I dag kan du gå rundt mellem ruinerne af gamle kejserpaladser og nyde udsigten ned over Forum.

Her var stemningen helt anderledes end i Colosseum.
Det var roligt, grønt og fredeligt. En kæmpe kontrast til byens larm og menneskemylder.

Vi nød at gå i vores eget tempo og forestille os, hvordan dette område engang var magtens centrum i Romerriget.

forum romanum seværdigheder i rom italien

Forum Romanum – hjertet af antikkens Rom

Turen ned fra Palatinerhøjen fører direkte ind i Forum Romanum.

Forum Romanum er det latinske navn for Det Romerske Forum og er bestemt også et besøg værd.

I næsten 1.000 år var det centrum for det politiske, religiøse og sociale liv i Rom.

I dag er området fyldt med ruiner af templer, buer og søjler, men du kan hurtigt forestille dig, hvordan dette sted var centrum for bylivet i det antikke Rom.

Også resterne af Cæsars mausoleum er at finde i Forum Romanum. Tanken om, at man står ved en af verdenshistoriens mest berømte ledere er alligevel lidt specielt. 

Rom om aftenen

Rom er en smuk by i dagslys, men efter solnedgang, bliver den næsten endnu mere magisk.

Millioner af lys tændes på tværs af byen og giver gader, piazzaer og monumenter en helt ny stemning. Alle de steder, vi har beskrevet og besøgt i løbet af dagen, kan du opleve igen i et andet lys, bogstaveligt talt.

Så efter din middag kan det virkelig anbefales at tage en aftentur gennem byen.

Nyd Colosseum oplyst i natten, gå forbi Trevi-fontænen uden den samme trængsel som om dagen, eller bare slentre gennem gaderne og mærk stemningen.

Sankt-Angelo-om-aftenen

Hvor skal man bo i Rom?

Der er rigtig mange gode overnatningsmuligheder i Rom, både guesthouses, private lejligheder og hoteller.

Vi har skrevet en mere deltaljeret guide med bydele og anbefalinger til hoteller her.
Den kan du finde her -> Hvor skal man bo i Rom – tips til bydele og hoteller

Vi boede på Hotel Sant ’Angelo, lidt nord for Castel Sant’Angelo/Engelsborg. (reklamelink)
Udover at have problemer med toilettet og vi næsten brændte vores værelse ned med elkedlen, var det et fint hotel til vores behov og passende for en weekend i Rom. Intet fancy.

Prisen var rimelig, sengen var god og morgenmaden var skøn. Det, at hotellet lå tæt på Castel Sant ‘Angelo og Peterskirken var en ekstra bonus for os.

Booking.com er vores go-to booking portal når vi søger efter overnatnings steder. De tilbyder nemlig ikke kun hoteller, men det er også muligt at finde guesthouses og private lejligheder – og så det super nemt at søge og sortere hvor man vil bo.

RejseKompasset Ikon Tag selv et kig her og find gode deals: Booking.com (reklamelink)

Hvor-skal-man-bo-i-Rom-1

Anbefalede hoteller i Rom

Hvis du leder efter inspiration til hvor du skal bo, så har vi her tre gode bud på hoteller i de områder, vi har bevæget os i under vores weekend i Rom.

Opholdene er 3-4* hoteller med fantastiske udsigter og beliggenhed:
(Hoteller er reklamelinks)

  • Hotel Atlante Star (Prati, tæt på Vatikanet)
    Et klassisk hotel med tagterrasse og udsigt til Peterskirken. Perfekt, hvis du vil bo tæt på Vatikanet og stadig have kort vej ind til resten af byen.
  • Albergo del Senato (Pantheon / Piazza della Rotonda)
    Et charmerende hotel lige ved Pantheon. Her bor du midt i hjertet af Rom, omgivet af caféer, piazzaer og stemning. Beliggenheden kan næsten ikke blive bedre.
  • Hotel Forum (nær Colosseum og Forum Romanum)
    Traditionelt hotel med udsigt over Forum Romanum. Ideelt, hvis du vil have seværdighederne lige uden for døren.
Borghese-haverne-sevaerdighed-i-Rom

Tips til en forlænget weekend i Rom

En forlænget weekend i Rom giver dig rig mulighed for at opleve byens største seværdigheder, men du kan ikke nå at gå i dybden på det hele.

Vær realistisk og vælg de steder, der betyder mest for dig. Vi havde tre hele dage og følte, at vi fik set meget, men vi efterlod også noget til næste gang.

RejseKompasset Ikon Køb billetter på forhånd. Colosseum, Vatikanmuseerne og Det Sixtinske Kapel er nogle af de mest besøgte attraktioner i verden og billetterne kan hurtigt blive udsolgt.
Vi oplevede selv panikken i at måske skulle misse Colosseum. Så bestil gerne 2-4 uger før, især i højsæsonen.

RejseKompasset Ikon Husk gode sko. Rom er en by, der skal opleves til fods. De små brostensbelagte gader er hyggelige, men også hårde for fødderne. Et par behagelige sko gør bare en kæmpe forskel.

RejseKompasset Ikon Tænk i budget. Alle Roms mest berømte pladser som Piazza Navona eller ved Den Spanske Trappe og Trevi-fontænen kan opleves uden entrebillet. Og hvis du så drysser det med et par entreer, så får du nemt set rigtig meget af Roms historiske seværdigheder.

Alt i alt handler en weekend i Rom om at finde balancen mellem at se de store seværdigheder og samtidig give sig selv tid til at nyde byens stemning. 

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Rom-sevaerdigheder-udsigt-fra-peterskirken

Vi håber at denne post vil hjælpe dig med at få en vidunderlig weekend i Rom og få set en masse af de skønne seværdigheder.
Hvis du har spørgsmål til Rom eller blot synes at denne post var nyttig, så skriv os gerne en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Find mere om skønne Italien her: