Med tog i Indien – hvordan vi blev scammet og hvordan du undgår det

Dette er en lille rejsefortælling om hvordan vi allerede den første dag blev scammet, da vi ville med tog i Indien.

Det havde hjemmefra været en kæmpe udfordring at arrangere transport i Indien – specielt rundt i Den Gyldne Trekant.

Så vi forlod Danmark kun med bookede hoteller og så håbede vi på at kunne tage på togstationen eller købe togbilletter et sted.

Da vi havde besluttet kun at tage én nat i Delhi ved ankomst til Indien, skulle vi forsøge at komme videre mod Agra, den næste dag.

Vi landede om formiddagen i Delhi, så vi havde heldigvis ankomstdagen til at finde ud af noget transport.

Togstation i Delhi

Helt naturligt spurgte vi i hotelreceptionen på vores hotel i Delhi om de kunne hjælpe os med at komme videre med et tog til Agra.

I mit forgæves forsøg på at booke togbilletter på Indian Railways (IRCTC) hjemmeside hjemmefra – havde jeg fået en god fornemmelse om hvilken type klasse og hvilke type sæder vi ville have booket.

Vi kunne se at manageren tog rejsekonsulent-kasketten på. Fik os hen til hans lille skrivebord i hjørnet med to stole overfor, hvor han gjorde sig klar med papir og kuglepen og fik udspurgt os om vores rejse.

Vi kunne godt se han blev lidt ærgerlig over at vi allerede havde vores hoteller på plads. Han ville med garanti gerne have haft det hele med.

Men han startede med at skrible vores rute ned. Vi var stadig kun interesseret i nogle togbilletter til Agra.

Da han fik skrevet hele vores rute ned i Den Gyldne Trekant, kunne vi alligevel ikke dy os for at høre til hvad transporten ville koste rundt til stederne.

Rejseplan fra hotel manager

Som du kan se på hans fine stykke rejseplan (overstående) så ville hele rejsen rundt i Den Gyldne Trekant koste os 27.000 Rupees – omkring 2.240 DKK.

Må indrømme vi tænkte over det i et par timer. Det ville være fint at have alle transporter på plads, men nej, vi sprang ikke på – vores fornuft sagde det var for meget.

Men vi blev enige om at købe togbilletterne af ham – de var lidt dyrere end det jeg havde set på Indian Railway-siden, men det var ok.

Han fik booket pladserne til os.

Vi betalte i alt 3.200 Rupees for billetterne – ca. 265 DKK.

Da han næste morgen printede billetterne ud til os, sagde han at han ikke kunne få pladser på vores ønskede klasse, men han havde booket noget lige så godt.

Vi traskede derefter over til togstationen, fandt vores perron og gik ombord på vores tog (som absolut ikke var fra det togselskab, som jeg havde sagt det skulle være.)

Venter på vores tog i Indien
Med tog i Indien

Vi fandt vores pladser – eller det vil sige én af dem. Han havde nemlig booket to vidt forskellige pladser til os.

I en 2. klasses sovekupé med 2 simple køjer og med indere overalt – spisende, snorkende og snakkende.

Pladsen vi fandt var omgivet af fire mænd og jeg bad Kenneth om ikke at finde sin plads, men i stedet tage plads sammen med mig – på min madras.

Det tog jeg pænt havde bedt vores hotelmand om at booke, havde jeg set ville tage 2,5 – højst 3 timer fra Delhi til Agra.

Men han havde været så ”venlig” at booke os på et lokalt pendlertog, der stoppede ved hver station og også ude i midten af ingenting. Denne rejse tog over 3 timer længere!

Godt vi ikke tog resten af hans rejseplan!

Og selvom vi havde nogle bekymrende dage, hvor vi ikke lige havde fået styr på vores transport rundt i Den Gyldne Trekant, så kan vi fortælle at vi gav i alt 18.900 Rupees – ca. 1570 DKK for vores transport rundt i Den Gyldne Trekant. Dette var selvfølgelig også med kommission til dem, som bookede transporten til os.

Altså 8.000 Rupees – 660 DKK billigere!

Så var vi ligesom i Indien.

Togstop i midten af ingenting

Sådan kan du booke tog i Indien og undgå scams

For at du ikke kommer ud for samme scam i Indien, så deler vi her hvad vi har lært på rejsen.

For vi lærer selvfølgelig om muligheder, når vi rejser rundt på egen hånd – muligheder der bare er mega irriterende at vi ikke kendte til, før vi rejste afsted.

Da vi stod på perronen i Delhi og skulle med vores tog mod Agra mødte vi et andet par. De havde fået købt deres billetter på det ”populære” Indian Railway (IRCTC), med samlede pladser og ønskede klasse.

Vi spurgte hvordan det var lykkedes og de fortalte at man kun kan købe billetter på hjemmesiden med et indisk telefonnummer. Altså når man køber et SIM-kort i lufthavnen – så kan det bruges.

Vi var ikke så kloge – øv! Vi havde ellers et indisk SIM-kort.

Men den anden mulighed, som vi virkelig ville ønske vi kunne have benyttet er 12Go.asia (reklamelink)

Vi mødte nogle tyskere i Varanasi (uden for den Gyldne Trekant) som havde købt togbilletter på 12GO.asia, som fortalte om hvor nemt det havde været at booke derigennem.

De havde fået købt fine siddepladser, igen sammen, inden de rejste hjemmefra.

Vi har været inde at kigge og det ser ud til at være en rigtig fin hjemmeside, som vi ikke kan vente med at få afprøvet. Den har mange transportmuligheder i mange lande og så ser den billig ud.

Vi rejser med tog i Indien

Lidt om klasser og sæder til din togrejse i Indien

Jeg (Christina) researcher en hel del inden vi rejser ud på vores eventyr rundt om i verden.

Da vi havde besluttet os for at vi minimum vil rejse med tog fra Delhi til Agra og igen fra Jaipur til Delhi, så gik min eftersøgning i gang på at finde ud af hvordan vi kunne booke togbilletter.

Jeg fandt en canadisk rejseblogger, som har skrevet om de forskellige transporter og dermed også om at rejse med tog i Indien.

Et udklip fra hendes side lyder: (oversat fra engelsk)

“Navigering mellem de forskellige togklasser og  bookingklasserne kan forvirre i starten. Jeg anbefaler 1AC (første klasse) eller 2AC (to-lags anden klasse) eller EC (executive chair) eller CC (chair class). Det lyder måske sjovt og romantisk at gå i tredje klasse, soveplads eller almindelig klasse, men næsten alle jeg kender, der har gjort det, sagde at det var opslidende, overfyldt og slet ikke sjovt.

For nattog (tog med køjer) er 2AC (to-lags anden klasse) ofte den bedste mulighed, hvis du rejser alene. Der er fire køjer i kupeen, som har et gardin, så ingen låst dør og yderligere to køjer med gardiner langs gangen. For en sikkerheds skyld er dette den bedste løsning.

Der er mange klasser og kvaliteter af tog i Indien. 

Rajdhani-togene er de bedste (det er Rajdhanis, der kører natten over mellem Delhi og Varanasi, og Delhi og Mumbai for eksempel).

Næstbedste er Shatabdi-togene. Jeg har taget Dehradun Shatabdi fra Delhi til Haridwar snesevis og det er næsten altid til tiden.

Booking af enten EC eller CC er fint på Shatabdi.
Gatimaan Express-toget – også kaldet Taj Mahal Express – der kører mellem Delhi og Agra er også et meget hurtigt og behageligt tog.

Indien lancerede Vande Bharat Express-tog i 2019 og nu er der 18 ruter over hele landet. Disse tog er de nyeste tog i Indien.

INSIDER-TIP: Prøv at bestille et tog, der starter med nummeret “2” eller “02” eller “12” eller “22”. Det er de bedste toge.”

Kilde: BreatheDreamGo.com

Med tog i Indien - Agra togstation

Vores rejse med tog i Indien

Rejsen med tog fra Delhi til Agra i Indien blev helt automatisk en meget autentisk oplevelse for os.

Selvom vi var irriteret over at vi var blevet snydt, så tog vi alligevel oplevelsen til os.

Indermændene på køjen overfor os havde deres egen medbragte mad med i små emballager som de sad møjsommeligt og pakkede ud. Og vi kunne blot sidde på den anden side og studere og ærge os over at vi kun havde snacks med.

Vi er begge meget introverte mennesker, så vi holdte os for os selv, spillede lidt kort og svarede bare hvis vi blev spurgt om noget.
Men hvis vi ville, så kunne vi helt sikkert have fået nogle fantastiske historier fra disse mænd.

Livet handler om at omfavne de oplevelser der kommer dig i møde (- altså når man har raset ud over at man er blevet snydt) 🙂

Vi håber at denne post om hvordan vi blev scammet, da vi ville køre med tog i Indien kan hjælpe dig med at få styr på dine togbilletter.
Hvis du har spørgsmål omkring togrejsen, Indien generelt eller bare synes at denne post var nyttig og brugbar, så skriv os gerne en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find mere om interessante Indien her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *