En kort periode som digitale nomader

Vi er netop her i sommeren 2021 vendt retur til Danmark efter 8 måneders rejse – eller det var måske ikke konstant rejse, men vi var i hvert fald digitale nomader i 8 måneder.

Det hele startede omkring nytårsaften 19/20 hvor vi annoncerede for familie og venner at 2020 ville blive året hvor vi ville slippe normen; det berømte 9-5-hamsterhjul og tage ud og rejse… på fuld tid.

Det blev selvfølgelig modtaget med forskellige ansigtsudtryk og mange forskellige spørgsmål.

Hvordan kan man det?
Hvor får I penge fra?
Hvornår kommer I hjem igen?
Hvor skal I bo?

…og alle sådanne spørgsmål.

Og for at besvare nogle af dem, så blev det et stort “det vil tiden vise”.

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Forberedelserne til det digitale nomadeliv

2020 startede – og det samme gjorde vores opsparing og vores rejseplanlægning.

Sydøstasien skulle være første kontinent der skulle opleves.

Vi havde planlagt at rejse ud i efteråret og de første måneder i 2020 blev brugt på at undersøge visum, hvor lang tid man må opholde sig i hver land, bestilling af valuta, mm.

Digitale nomader

Derudover var Kenneth ikke helt klar på at vi begge skulle være freelancere, så han havde til opgave at overbevise jobbet om at det var en god ide at arbejde remote.

Da Kenneth stadig ville skulle have sit job, kunne vi ikke melde os helt ud af samfundet og dermed gik jagten også ind på den billigste rejseforsikring.

Jagten på en billig rejseforsikring

Vidste du, at hvis du rejser mere end 60 dage (uafbrudt) så koster en rejseforsikring 25 tusinde kroner!

Det synes mit sparehjerte var alt for dyrt – godt nok ville jeg være fuldtidsrejsende eller digital nomade, som det vel så fint hedder, men det måtte kunne gøres billigere!

Så jeg fik snakket med diverse rejseforsikringer – og andre forsikringsselskaber.

Og vi fandt naturligvis en løsning…

Det skal dog lige siges at (som du nok har læst på vores ”om”-side) – så har vi har 4 vigtige mennesker i vores liv, som også var en stor faktor omkring vores beslutning til rejseforsikringen.

Vi kender allesammen Gouda rejseforsikring og Europæiske rejseforsikring – og de var også de første jeg tog kontakt til.

Men disse kunne kun tilbyde 60 dage uafbrudt rejse, derefter var vi ikke dækket.

Jeg ville have mulighed for at være ude i mere end 2 måneder.

Og jeg fandt muligheden – ved Gjensidige Forsikring, (som faktisk ejer Gouda) der kunne de tilbyde os 90 dage uafbrudt rejse.

Fedt!  3 måneders rejseperiode af gangen – det kan vi arbejde med og til en tiendedel af prisen.

Yes! Det blev løsningen, billig rejseforsikring og hjem til vores børn hver 3. måned.

Digitale nomader

Drømmen om at blive digitale nomader blev slukket

Jeg brugte de første måneder foran computeren for at sammensætte vores første par måneder i Myanmar, det nordlige Thailand, Laos, Cambodia og Vietnam.

2 måneder inde i vores planlægning, kom der lige et militærkup i Myanmar, som gjorde at vi skulle omrokere lidt i rejseplanlægningen og planlægge anderledes.

Imens jeg var i gang med at planlægge vores Asien-rundrejse udenom Myanmar, kom coronaen stille snigende og BANG! 3 måneder inde i planlægningen blev det hele nytteløst.

Coronaen ramte verden for fuld skrue og lukkede alle lande ned.

Måneder gik og vi blev mere og mere bekymret for om 2020 ikke blev året alligevel.

Heldigvis ramte coranaen os kun på vores drømme. Vi havde stadig den meget billige lejlighed vi havde sat os i (for at spare op) og Kenneth havde stadig sit job.

Vi fulgte med i landene der åbnede og lukkede og vi kontaktede de forskellige ambassader for at få en indikation om hvordan det så ud for de enkelte lande derude.

Men det så desværre sort ud – Asien, Sydøstasien og Oceanien forblev lukket – og det ser stadig sort ud for nogle af dem (dec 2021)!

En anden udvej…

Vi måtte ændre vores planer og vi kiggede i stedet på hvordan situationen så ud i den vestlige verden… og Mellemamerika fik vores opmærksomhed.

Der var stadig nogle få restriktioner, men stort set alle lande var åbne (undtagen Belize)

Det var positivt.

Så jeg begyndte på ny at planlægge vores nomadeliv i landene i Mellemamerika.

Vi havde været i Mexico et par gange forinden, men havde kun oplevet Yucatan og op til San Cristobal de Las Casas i bjergene.

Mexico, Guatemala, måske Honduras og Nicaragua kom på radaren og jeg fik brugt de næste par måneder på at undersøge mulighederne den vej.

Arbejde remote
Arbejde i udlandet

Drømmen blev til virkelighed…

Corona pandemien havde efterhånden floreret i et halvt års tid, men det skulle ikke stoppe os nu. Vi havde sat os for at vi skulle ud og opleve verden og vi fandt en mulighed – så sådan blev det.

Et par måneder senere end oprindeligt planlagt, opsagde vi vores lejlighed. Kontrakten som remote medarbejder med Kenneths job blev underskrevet og vi begyndte at sætte vores ting til salg.

Det hele gik godt og drømmen om at blive digitale nomader var tættere på end nogensinde.

Flere og flere fly kom i luften og det forsikrede os om at det nok skulle gå fremad herfra og vi fik booket vores billetter ud i verden.

Digitale nomader – sikke et fedt liv!

Vi stak af fra Danmark i december 2020 og kursen mod Mellemamerika var sat.

I første omgang oplevede vi Mexico og Guatemala.

Coronaen var stadig huserende det var tydeligt at mærke, specielt da vi oplevede nytårsaften i millionbyen Mexico City i ”rød zone” – der var i total lock-down – ingen fest i gaderne, ingen fyrværkeri, ingenting – det var en total spøgelsesby at gå rundt i. Derudover blev også vores returrejse til Danmark ændret, da vi af flyselskabet blev kaldt hjem tidligere end forventet, så vi måtte haste igennem Guatemala og fik ikke trådt ind i hverken Nicaraqua eller Honduras.

Heldigvis var det kun for et par uger vi var hjemme og det var jo fantastisk at komme hjem og fortælle om vores nye liv og hvordan vi fik det digitale nomadeliv og oplevelserne til at gå op i en højere enhed.

Digitale nomaderNæste omgang tog vi til de to sydlige lande i Mellemamerika; Costa Rica og Panama.

Endnu engang var vi blæst bagover over hvordan livet som digitale nomader bare passer perfekt til os. Det at vi kunne sætte rammen om vores dag, arbejde ved poolen og gå en tur til stranden i solnedgangen. Det var et eventyr.

Inden vores eventyrlige nomadeliv fik en ende, fik vi en sidste tur mod Balkan-landende, hvor vi fik besøgt Serbien, Kroatien, Bosnien, Montenegro og Grækenland.

Utrolige lande, med utrolig historie. Vi er jo selv gamle nok til at huske hvordan nyhedsoplæseren på TV fortalte om krig og ødelæggelse i nogle af disse lande. Vi er ydmygt beæret over at have oplevet disse lande og deres syn på verden i dag.

Nomadelivet sat på pause for en stund

Desværre fik Kenneth ny chef i den tid vi rejste rundt og der var ikke samme muligheder derefter. Så kontrakten der løb ud, blev ikke fornyet og Kenneth blev kaldt tilbage på kontoret.

Desværre har vi ikke fået opbygget en så stor indkomst endnu, så han bare kunne sige op, så vi måtte indse at vi måtte hjem til Danmark og finde ud af hvad næste move bliver.

Men os som digitale nomader er IKKE et afsluttet kapitel – hold nu op en frihed og sikke et lækkert liv at have oplevet for en stund. 

Du kan kigge forbi Om os-siden og se hvordan vores liv har formet sig i dag – den bliver opdateret efter vores liv 🙂
Du er også velkommen til at følge vores Instagram eller kigge forbi Facebook, hvor vi lægger billeder, idéer og andre ting på.

Del gerne denne post på din:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *