Med aktiv vulkan i sigte bestiger vi Acatenango, Guatemala

Mens vi nyder vores dage i San Pedro La Laguna ved Atitlan søen i Guatemala, finder vi ud af at det er muligt at bestige Guatemalas andenhøjeste vulkan med udsigt til den aktive vulkan, Fuego.

Tanken virker fuldstændig tosset, men også vildt spændende.

Vi er overhovedet ikke de typer der vandrer 50 km i vildmarken eller bestiger alverdens bjerge og vulkaner. Langt fra faktisk.

Vi er mere hygge-vandrere der lige kan overkomme en bakketop for at se en god udsigt eller slentre-typerne på storbyernes hyggelige gader med et glas kold hvidvin ventende rundt om næste hjørne.

Ikke bjergbestigere… eller vulkanbestigere….

Men ikke desto mindre, så i al vores kæmpen, både med højde, drøjde… og astma, så nåede vi vores base camp på Acatenango med en hel ubeskrivelig udsigt.

Guatemala Acatenango vulkan

Antigua, sygdom og vulkaner

Vi forlader den smukke Atitlan sø og rejser mod Antigua.

Antigua er en charmerende lav koloniby, beliggende i en grøn dal omringet af en god håndfuld vulkaner, hvoraf to af dem er aktive vulkaner… hele tiden!

LÆS OGSÅ: Fantastiske oplevelser i Antigua, Guatemala

Det er besluttet og vi ønsker at opleve noget ekstraordinært!

Vulkanudbrud er hvad vi søger og Antigua er nok et af de bedste steder at opleve en aktiv vulkan tæt på. I hvert fald, hvor vi er lige nu.

Men det skal ikke være nemt.

Ved ankomst til Antigua bliver jeg lagt ned med det vildeste maveonde og vi bliver nødt til at udskyde vores vulkanoplevelse til den næste uge.

Vi er også stadig bekymret for om vi er gode nok. Som sagt, vi er ikke bestigere af nogen slags og jeg har også stadig min astma… og nu også en umedgørlig mave at deale med.

Jeg er nok den mest ynkelige af os, det tør jeg godt indrømme…

Efter en uges tid er maven bedre og der bliver bestilt og betalt for en tur op til Guatemalas tag.

Antigua og aktive vulkaner

Om Acatenango og en aktiv vulkan

Acatenango er vulkanen vi skal bestige og som deler højderyg med Fuego vulkanen, der kun ligger 3 km væk.

Acatenango skyder 3.976 meter over havets overflade og er en sovende kæmpe, der havde sit sidste udbrud i 1972.

Fuego derimod er blot 3.763 meter højt, men er en af Mellemamerikas mest aktive vulkaner og som går i små udbrud hvert 10-30 minut.

De fleste uden nogen betydning.
Dog kan vulkanen også vise sine enorme kræfter, som den gjorde i juni 2018, hvor den gik i det mest voldsomme udbrud, der længe var set.

12.000 mennesker evakueret og over 300 mistede livet.

Vi krydser fingre for at ingen store udbrud finder sted, mens vi tager turen til toppen og tager endda også lige en overnatning deroppe.

Christina og aktiv vulkan, Fuego

Første step – forberedelserne

Min uro i maven finder sig stille og rolig til rette igen, da vi dagen før vores hike sidder hos OX Expedition, hvorfra vi har købt vores tur.

Vores guide, Alonso (eller Chino, som er hans øgenavn) står indlevende og fortæller om ruten, hvad der skal ske, hvad der er at se på ruten og hvad vi kan forvente på det lange hike, der er sat til omkring 6-7 timer.

Vi får en grundig gennemgang og han fortæller at han selv har været på toppen over 100 gange.

Sammen med os sidder syv andre, som også har valgt at opleve Fuego vulkanen helt tæt på.

To brødre fra Indien, et vennepar fra Spanien, et kærestepar fra Tyskland og en enkelt kvinde fra USA.

Vi var en god blanding og for at få gruppen rystet sammen, fortalte vi alle hver især hvem vi var, hvor vi kom fra og vores oplevelser med vandring, hiking og andre seje ting.

Jeps, endnu engang blev jeg bekræftet i, at jeg var den største sofa-kartoffel man kunne finde på disse breddegrader. Selv min egen mand, fortalte stolt om maratons og andre seje ting han har bedrevet.

Jeg har allerhøjst vandret ti kilometer rundt om Furesøen, for så at finde nærmeste iskiosk og belønne mig selv med den største isvaffel.

Kenneth og vulkaner

Efter mødet måtte vi lige en lige en tur forbi det lokale marked, for at finde et par bukser som jeg kunne vandre i. 

Vi var ikke forberedt på koldt vejr i Guatemala, så vi måtte være kreative – der er nemlig koldt på toppen af vulkanerne.

LÆS OGSÅ: En uforglemmelig rejse til Guatemala

Pakke pakke – afsted afsted

Med sommerfugle i maven og de mærkeligsiddende kopi-adidas bukser jeg købte på markedet i går, begiver vi os ud på Antiguas brostensbelagte gader klokken 6.30 for at mødes med vores gruppe hos OX.

Hos OX låner vi alt.

Rygsæk, sovepose, underlag og faktisk også huer, vanter og jakke.

Vi har klædt os selv på i lag, hellere kunne tage tøjet af end at begynde at fryse lemmer af.

Derudover skal vi også have vores andel af teltet, aftensmad og vores frokost i tasken. Den blev virkelig proppet til randen!

Alle måltider er inkluderet i turen og da alle tasker er pakket og sikkert lagt op på taget af vores minibus, tager vi hen for at få noget morgenmad.  

Klar til at bestige Acatenango
Morgenmad inden bestige vulkan

Acatenango er 3976 meter højt, men da Antigua ligger i 1500 meters højde og vi lige kører ca. 800 meter op for at komme til startstedet, så er vi allerede over halvvejs.

Vi havde valgt at betale en fra OX Expedition til at bære min rygsæk, det kostede 200 Quezales hver vej. Men det var alle pengene værd.

I 2.390 meter over havets overflade starter vi vores hike.

Og 20 minutter senere, er jeg ved at dø!

De første 30 minutter begiver vi os opad i løs grus. Hver gang vi trådte et skridt frem, røg vi et halvt tilbage.

Jeg kæmpede og resten af gruppen havde allerede lagt afstand til os.

Vandre på vulkaner

4 stadier op til vulkanen

For at nå toppen, kom vi igennem fire forskellige zoner på vulkanen.

Vi startede ved landbruget. Kom forbi marker og kvæg og med solen hængende over os. Dernæst kom vi ind i skyerne og ind i tågeskoven. Der blev mere dunkelt og vi kunne fornemme fugtigheden.

Stien gik i stejle hårnålesving med rødder, mos og fugtig skov omkring os.

Jeg kæmpede hårdt her og måtte også lige have mig en tudetur.

Vandre på Acatenango
Hårdt at komme op til aktiv vulkan

Luften var tung og jeg kunne mærke mine lunger var kommet på overarbejde. Undervejs begyndte jeg at danne slim og spyt i mængder jeg aldrig har prøvet før.

Jeg havde naturligvis min astma medicin med og den blev også taget. Flere gange.

Ikke kun min lunger havde det hårdt, mine ben rystede og hele min krop var bare max udfordret.

Gruppen havde nogle pauser på vejen, så vi nåede lige at hilse på vores med-bestigere engang i mellem, men de kom hurtigt langt foran os igen.

Men fra alle mine mange pauser, havde vi den smukkeste udsigt.  

Udsigt til aktiv vulkan

Frokost med udsigt

Da vi kom ud af den stejle tågeskov og op over skyerne, fandt vi endnu engang vores gruppe. Denne gang meget afslappende.

De havde allerede spist deres frokost sandwich og lå nu bare og nød solen og udsigten.

Uvidende om hvor lang tid vi egentlig var bagud eller hvor lang tid vi havde til at slappe af i, slog vi os ned og fandt vores frokost frem.

Maven var stadig ikke i 100% topform efter min uges maveonde, så jeg begrænsede hvad jeg spiste og tog ellers bare en slapper i solen.

I omkring 3.400 meters højde sad vi og så ud over de mange vulkaner der er at finde på disse breddegrader. Og i et splitsekund glemte jeg alt om brændende lunger, rystende ben og ondt i kroppen.

Det her var for vildt!

Udsigt til vulkaner

Rundt om Acatenango mod aktiv vulkan

Fra vores frokost-sted var der kun 200 meter op til vores basecamp.

Eller… det vil sige at stigningen kun var 200 meter, vi havde stadig ca. 2 timers hike tilbage.

Denne del var dog en smule lettere. Vi havde stadig begrænset iltindtag, men fordi der ikke var de store anstrengelser op af bakke, så var kroppen, benene og ikke mindst lungerne okay.

Vi vandrede nu i den øvre alpine skovgrænse og træerne tyndende ud. Dette gav nu mulighed for nogle helt vidunderlige udsigter.

I stedet for at begive os stejlt opad, begav vi os i stedet rundt om Acatenango. Vi vandrede simpelthen på siden af en kæmpe semi-aktiv vulkan i Guatemala.

Det er stadig ikke helt til at forstå.

Og ja, vi var stadig bagud, men havde ikke de store besværligheder mere og vi nød turen lidt mere her.

Vandre til aktiv vulkan

Vi nåede toppen…

Mens vi vandrede de sidste timer på Acatenango kunne vi begynde at høre rumlen og buldren. Og da vi kom helt om og kunne se vulkanen, Fuego, kunne vi også se røgskyer der steg op.

Vi vandrede den sidste halve time med udsigt til Fuego og mødtes med vores gruppe, der sad og ventede på os på et plateau med direkte udsigt til bulder og brag og en rygende vulkan.

Det var episk!

Vores telte var næsten sat op, der manglede blot de dele der var i vores tasker. Dernæst fik vi tildelt første telt med den bedste udsigt, vi sent vil glemme.

Tre telte, med hver tre personer, så vi delte telt med en af de indiske brødre. Det var fint.

Telte med udsigt til aktiv vulkan Fuego
Fra telt til aktiv vulkan

Mange fra gruppen tilkøbte ekstraturen, hvor de går ned på højderyggen der forbinder de to vulkaner, for at gå et stykke op af Fuego.

Kenneth og jeg tog os en slapper efter at have været igennem 7 timers strabadser og lod andre om at få den oplevelse.

Vores ankomst til basecamp var stadig i dagslys, så vi kunne ikke se meget lava fra Fuego vulkanen endnu, men vi krydsede fingre for det blev bedre efter mørkets frembrud.  

Og det blev det helt bestemt!

Fuego vulkan
Fuego
Aktiv vulkan Fuego

Bedste udsigt til aktiv vulkan i Guatemala

Med en fantastisk udsigt, så vi solen gå ned bag bjerge, vulkaner og dalene omkring os.

Mørket faldt på og vi kunne i det fjerne se vores med-bestigere vandre rundt på højderyggen som små myrer med pandelamper, mens vi selv stod med forventningsfulde øjne og måbende mund rettet mod vulkanen, kun 3 km væk fra os, der spyede ild og røg ud hvert øjeblik det kunne være.

Nogle gange med 10 minutters mellemrum, andre gange kunne der gå omkring 30 minutter.

Det blev mørkere og det blev koldere, men oplevelsen blev kun større.

Vinden tog til og vi havde sat os ind i teltet med vores soveposer omkring os. Herfra kunne vi se det vi kom her for.

Da gruppen kom tilbage, blev der serveret en slags pastaret og en kop rødvin som vi også nød inde i teltet. Det var simpelthen for koldt til at være social rundt om bålet.

Aftensmad med vulkan udsigt

Klokken var omkring 21, da gruppen begyndte at gøre klar til at gå til køjs.

Hvem behøver et spejl, når man kan børste tænder med en aktiv vulkan der vælger at sprutte ildrød lava ud over sig i samme minut.

Har sagt det før, men siger det igen – den fedeste udsigt til dato!

Med bulder og brag hele natten, var det ikke meget jeg fik lukket et øje. Kenneth derimod, sov på under 10 sekunder og sov som en sten hele natten.

Helt op til toppen

Kenneths vækkeur ringede klokken 3.50, samtidig med at Alonso (vores guide) stille vækkede ham udefra.

Plateauet med vores telte lå i omkring 3.550 meters højde, så vi var ikke helt på toppen af Acatenango, men det kunne man, hvis man havde lyst.

Og det havde Kenneth åbenbart – og jo, jeg forstår ham godt, jeg ville også, men rigtig mange fibre i min krop nægtede.

Det sidste stykke til toppen er inkluderet i selve turen, så det er ikke er merudgift.

Godt med tøj på og med pandelampe i panden, begik Kenneth, sammen med fire andre fra gruppen, ud i mørket for at bestige den sidste del op mod Acatenangos krater.

(Kenneth fortæller…)
Træerne forsvandt hurtigt og vi begav os stejlt opad i løst lavagrus. Det tog mig omkring en time, hvis ikke mere.

I bulder mørke og med en frysende kuling nåede jeg toppen. Det var total månelandskab.

For at komme lidt i læ for den kolde vind, måtte vi ned i krateret, men derfra kunne vi ikke se Fuego.

Så i stedet måtte vi lidt ned af siden, for at finde et godt sted med læ. Vi satte os under nogle store klippefremspring og kunne se direkte ned på Fuego.

Solen stod stille op over Guatemala og fra toppen af Acatenango, var den fortryllende.

Solopgang med aktiv vulkan
Solopgang fra Acetenango

En fantastisk oplevelse!  

Vi tilbragte omkring en time på toppen af Acatenango, som bød på en fantastik solopgang og en masse udbrud fra vulkanen, Fuego.

Men det var bidende koldt, så en time var fint. Nedstigningen var stejl, men da først solen brød igennem var den skøn og varmede langsomt de frosne kinder og fingre. Derefter gik turen ned til Christina og en frisklavet kop kaffe.

Ved 8-tiden sad vi alle sammen ude i solen på plateauet og spiste morgenmad sammen.

Der var skønt her.

Morgenmad med udsigt - acatenango

Teltene blev pakket sammen, taskerne blev pakket og turen ned af vulkanen begyndte så småt.

Det havde været en helt fantastisk oplevelse. Anstrengelserne var glemt, for belønningen var fænomenal.
Og at skulle væk herfra igen, var en smule melankolsk.

At komme ned af vulkanen var naturligvis meget nemmere, selvom vi også her sakkede bagud.
Hvordan kunne det egentlig lade sig gøre?? Hmm…

I hvert fald kom vi ned og mødtes med resten af gruppen ved vores minivan.
Den var et kærkomment syn… minivanen, så vidste vi, at vi skulle køres resten af vejen tilbage til Antigua.

Om aftenen, efter et langt bad og scrub-down af vulkanstøv, tog vi os en god middag med udsigt til en oplevelse vi aldrig glemmer!  

Middag i Antigua

Du kan se hele turen på video her: Vi bestiger Acatenango i Guatemala

(Abonner gerne på vores videoer på Youtube, der skal nok komme mange flere 🙂

Fakta og tips til Acatenango hike

Hvis du ligesom os er fascineret af den aktive vulkan, Fuego og ønsker at bestige Acatenango for at få en uforglemmelig oplevelse i Guatemala, så håber vi at du har fået noget ud at denne post og får en fantastisk oplevelse.
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bare synes at denne læsning var nyttig, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Vidste du at...

Når du køber noget igennem vores links, støtter du os med en lille kommision.
Det har ingen betydning for din pris overhovedet… så vil du støtte os?

(F.eks hvis du bruger nedenstående reklamelinks)

Find mere om fantastiske Guatemala her:

Rejse til Guatemala

En uforglemmelig rejse til Guatemala

En rejse til Guatemala med frodige grønne jungler, små indbydende maya-samfund, fredfyldte oaser og vulkansk aktivitet, skyder alle dine fordomme om Guatemala til hjørne. Det

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.