Miniguide til Uvita i Costa Rica – vandfald, hvaler, strande og rejsetips

Skønne, simple Uvita. Det er vores tanker om denne lille perle.

Uvita i Costa Rica er ikke sådan en by, der nødvendigvis vælter dig bagover ved første øjekast. Slet ikke.
Og kører du ad hovedvejen gennem byen, så kan du umiddelbart godt nå at tænke, om det bare var det…

Her er ingen store høje bygninger, ingen charterlignede strandpromenade, intet sådan rigtigt centrum og heller ikke et hav af restauranter, du kan vælge imellem.

Men det synes vi bare gør Uvita til noget helt unikt og derfor er Uvita faktisk blevet et af de steder i Costa Rica, vi har været forbi på alle vores rejser.

Faktisk var vores allerførste overnatning i Costa Rica på vores første rejse i 2021 i Uvita (hvis vi tæller den fra ved lufthavnen ved ankomst).

Måske er det derfor, at byen har en lidt speciel plads i vores hjerter.

RejseKompasset Ikon I denne guide deler vi vores egne oplevelser og bedste tips til Uvita – inklusive oplevelser og seværdigheder, hvor længe du bør blive og hvad du skal vide, før du vælger, hvor i byen du vil bo.

uvitas skønne strande
Fantastiske strande ved Uvita

Hvor ligger Uvita i Costa Rica - og hvordan kommer du dertil?

Uvita ligger på Costa Ricas sydlige Stillehavskyst i området Costa Ballena, som strækker sig omkring byerne Dominical, Uvita og Ojochal.

Dominical ligger cirka 20 minutters kørsel mod nord, mens Ojochal ligger omkring 15 minutter mod syd.

Fra San Jose skal du regne med cirka 3,5-4 timer, afhængigt af trafikken.
Den mest direkte rute går ad Route 27 og derefter sydpå ad hovedvej 34 langs Stillehavskysten.

Vejen er asfalteret hele vejen, så du behøver ikke en 4×4 for at komme frem til byen.

Kommer du fra Manuel Antonio, tager turen omkring 1-1,5 time.

Vi har flere gange brugt Uvita som et naturligt stop på et roadtrip mellem Manuel Antonio og Osa-halvøen eller retur. Som også kan anbefales.

Det var faktisk sådan, vi selv opdagede byen. På vores første rejse havde vi kun planlagt en enkelt overnatning i Uvita, inden vi skulle videre mod Corcovado Nationalpark.
Men vi endte med at forlænge opholdet i Uvita – og vi nåede derfor ikke til Corcovado på vores første rejse – men det har vi heldigvis taget revanche for siden.

Tip: Costa Rica er 100% et kør-selv land, så vi anbefaler at leje bil. Tag evt. et. kig på Discover Cars – hvor vi altid lejer vores biler fra. (reklamelink)

lille kort over uvita og området
Lille kort over Uvita

Uvita er ikke helt den strandby, du måske forestiller dig

Selvom Uvita i Costa Rica ligger lige ud til Stillehavskysten, føles byen ikke som en klassisk strandby.

Hvor du i f.eks i Samara har restauranter, små butikker og hoteller samlet tæt på stranden, er Uvita noget helt andet. 

Her er ingen strandpromenade eller et hyggeligt lille centrum, hvor du bare kan slentre rundt mellem restauranter og butikker.
Uvita er langt mere spredt og første gang du kommer hertil, kan byen måske godt virke lidt klodset.

Hovedvej 34 skærer gennem Uvita og det er omkring den, du finder mange af de praktiske ting som supermarkeder, bank, tankstation og restauranter. 

Kører du ind mod junglen ad Calle Uvita, kommer du til området omkring Uvita vandfaldet.
Her ligger der overnatningssteder og mindre spisesteder sporadisk mellem de skønne grønne omgivelser.

På den anden side af hovedvejen ligger Bahia-området, som er den del af Uvita, der ligger tættest på stranden og indgangen til Marino Ballena Nationalpark. 

Derfor er en lejebil virkelig rar at have i Uvita. Som sagt, du behøver som udgangspunkt ikke en 4×4 for at komme rundt i selve byen, men den kan dog være nødvendig, hvis du vælger at bo oppe i bakkerne. 

Når du først lige har luret, hvordan Uvita hænger sammen, så er byen heldigvis ikke særlig besværlig at finde rundt i.

tætte jungle omkring uvita costa rica
Junglen omkring Marino Ballena Nationalpark er vidunderlig tæt

De bedste oplevelser i Uvita, Costa Rica

Ligesom så mange andre steder i Costa Rica, så finder du ikke de bedste oplevelser i Uvita inde i selve byen, men i naturen omkring den.

Her handler dagene især om havet, de lange strande, vandfaldene og selvfølgelig pukkelhvalerne, der besøger kysten i store dele af året.

Nogle oplevelser afhænger dog af tidevand og sæson. Det gælder især hvalhalen (strandområdet) og hvalsafarierne, så lidt planlægning er en god idé.

lille flodudmunding ved uvita costa rica
Lille flodudmunding ved Playa Uvita

Marino Ballena Nationalpark og den berømte hvalhale

Marino Ballena Nationalpark er den oplevelse, du ikke må gå glip af i Uvita.

Parken beskytter både kysten, strandene og det store havområde ud for byen – og det er også her, du finder den berømte hvalhale.

Ved lavvande kommer en lang sandtange til syne mellem Playa Uvita og den klippefyldte spids Punta Uvita og set fra oven ligner formationen halen på en hval.

Når du selv går derude, er formen knap så tydelig, men det er stadig en lidt spøjs oplevelse at gå ud af halen med havet på begge sider.

Vi har gået turen ud ad hvalhalen flere gange. Vær obs på at afstanden er meget længere, end den ser ud – og midt på dagen bliver der virkelig varmt ude på den åbne sandtange.

Husk derfor rigeligt med vand og solbeskyttelse med.

Og det er naturligvis også super vigtigt er at tjekke tidevandet inden besøget. Ved højvande bliver sandtangen oversvømmet og du vil derfor skulle svømme tilbage til stranden.

Derudover så er Uvita Beach en af de få strande i Costa Rica, hvor du faktisk skal betale entré. Det gør du ved indgangen til nationalparken og du kan stille bilen på en af de private parkeringspladser lige i nærheden.

Du kan også køre længere ud til siderne af stranden, hvor du blot kan parkere ved en sidegade. Vi har oplevet, at der stod et skur med en enkelt parkbetjent.

Der var ikke betaling ved parkeringen, men stadig ved parkbetjenten.
Du skal bare vide, at der godt kan være 1-1,5 km ud til hvalhalen derfra.

Vi har aldrig oplevet noget som helst i Costa Rica, men for god ordens skyld, lad være med at efterlade tasker og værdier synligt i bilen.

stranden med hvalhalen ved uvita i costa rica
Den karakteristiske strand der ligner en hvalhale
Powered by GetYourGuide
kys under palmerne
Der er lidt skygge under palmerne...
klatrer op ad en palme
...og du kan teste dit indre legebarn

Tag på hvalsafari fra Uvita i Costa Rica

Hvis der er én oplevelse, Uvita virkelig er kendt for, så er det hvalsafari.

To forskellige bestande af pukkelhvaler besøger området i løbet af året. Hvalerne fra den sydlige halvkugle kommer gerne fra juli til oktober, mens pukkelhvaler fra nord kan opleves fra december til april.

Vi tog selv på hvalsafari fra Uvita i oktober – og som altid, når vi tager på hvalture, havde vi et lille håb om at se en pukkelhval hoppe op af vandet.

Men det skete desværre heller ikke denne gang…
Men til gengæld kom en ret tæt på.

Vi fik oplevet voksne pukkelhvaler og mødre med deres unger.
Og det er jo fantastisk at sidde i båden og lytte efter næste blæs.

På vores tur gjorde båden også et stop, hvor vi kunne hoppe i havet og bade.
Det var ikke en egentlig snorkeltur, men efter nogle timer i båden var det nu meget rart at hoppe en tur i Stillehavet.

Vil du på hvalsafari i Uvita, kan vi anbefale at booke turen på forhånd og selvfølgelig forsøge at ramme en af hvalsæsonerne. 

hvalsafari ved uvita pukkelhval
Smuk hvalhale...
pukkelhval i costa rica
...fra en stor pukkelhval
Powered by GetYourGuide
stillehavets bølger og klipper costa rica
Der var gang i bølgerne...
costa rica flag
...og vind i flaget

Kajak og snorkling ved Marino Ballena

Vi har ikke selv været på kajaktur ved Marino Ballena Nationalpark, men du kan komme på guidede ture, hvor du padler langs kysten og ud mod hvalhalen. 

Nogle ture kombinerer kajakken med mangrove og snorkling omkring Punta Uvita.

Snorklingen har vi til gengæld selv prøvet – bare direkte fra stranden ved hvalhalen.

Vi havde vores eget snorkeludstyr med og var selvfølgelig nysgerrige efter at se, om der gemte sig noget spændende under overfladen. 

Det gjorde der ikke rigtigt.
Vi svømmede rundt et stykke tid, men der var ærlig talt ikke meget at kigge på.

Så du skal ikke tage til Uvita for snorklingens skyld.

Har du lyst til at være aktiv og opleve kysten fra vandet, synes vi stadig, at en kajaktur lyder som en fed måde at gøre det på.
Og måske er snorklingen meget bedre derude, hvor du kommer med kajakken.

Er det farverige fisk, havskildpadder og livet under vandet, du primært går efter, vil vi absolut kigge mod Caño Island.
Vi tog selv dertil fra Drake Bay, hvorfra sejlturen er kortere, men der findes også dagsture fra Uvita. (den kommer længere nede)

Hvis du er til kajak og snorling ved Marino Ballena Nationalpark – kan du tage et kig på denne tur (reklamelink)

muligheder for ture fra uvita
Fra Uvita er der gode muligheder for forskellige udflugter

Bade og rutsje ved Uvita vandfaldet

Uvita vandfaldet er på ingen måde Costa Ricas største eller mest imponerende vandfald – men her er super hyggeligt.

Det ligger kun omkring 5-7 minutters kørsel fra hovedvejen i Uvita, så det er nemt at slå et smut forbi, når varmen og luftfugtigheden begynder at kunne mærkes.

Fra indgangen er der kun en kort gåtur gennem junglen, før du står ved vandfaldet og det naturlige bassin.

Vi har været her flere gange og hoppet i vandet for at køle af og bare nydt naturen her. 

Vi har dog ikke været modige nok til at slide ned af vandfaldet, men det er muligt, hvis du er til det.
Du kan klatre op langs siden af vandfaldet og bruge den glatte klippe som en naturlig rutsjebane ned i bassinet.

Vi har set en del gøre det og det ser da sjovt ud. Men indtil videre har vi bare nøjedes med at kigge på.

Der er et lille beskedent entrébeløb, du skal betale, hvis du vil opleve naturen og vandfaldet her.
I 2024 betalte vi 2000 CRC pr. person ~ ca. 30 dkr p.p. 

uvita vandfaldet
Det hyggelige Uvita vanfald
naturlig pool ved uvita vandfaldet
Skønt bassin (også til at bade i) lidt længere nede

Flere strande omkring Uvita, Costa Rica

Det er selvfølgelig den ikoniske Whale’s Tail, der løber med rigtig meget af opmærksomheden, når vi snakker om strandene i Uvita i Costa Rica.

Men du behøver ikke nøjes med den. Hele Costa Ballena-kysten er spækket med lange, rå stillehavsstrande og flere af dem ligger kun en kort køretur fra Uvita.

Playa Uvita kender vi efterhånden ret godt. Det er stranden, du følger gennem Marino Ballena Nationalpark på vej ud mod hvalhalen og de fleste gange har vi næsten haft stranden for os – der har i hvert fald ikke været mange mennesker.

Men da vi gik på stranden på vores seneste rejse den 27. december var vores ellers så fredelige strand fyldt med costaricanske familier, musik, børn og masser af liv.

Og det var pludselig en helt anden oplevelse som jeg måske lige havde svært ved at være i… men sådan kan stranden altså også opleves.

Lidt nord for Uvita ligger Playa Hermosa, en skøn fin strand med lidt bølger, som sommetider tiltrækker surfere.

Vi synes det er en virkelig smuk strand, hvor vi flere gange har hængt ud og fået en flot solnedgang, da der ikke skal betales entre her.

Kører du lidt sydpå, finder du Playa Ventanas, som selvfølgelig også “bare” er en strand”, men alligevel en anden slags.

Stranden har fået sit navn efter åbninger i klipperne, hvor havet presses igennem. Ved lavvande kan du komme tættere på grotterne og faktisk også gå ind i dem, men hold godt øje med både tidevand og bølger.

Du må ikke snyde dig selv for Costa Ricas stillehavsstrande. Vi har gået nogle lange ture og set nogle helt fantastiske solnedgange.

klippekysten nær uvita
Klippeåbninger nær Playa Ventanas
playa uvita costa rica
"Vores" skønne Playa Uvita

Besøg Alturas Wildlife Sanctuary

Alturas Wildlife Sanctuary er et af de steder, vi stadig har til gode i Uvita – og det skal der gerne rettes op på, næste gang vi kommer til Uvita.

Alturas er ikke en zoologisk have, men et rescue- og rehabiliteringscenter for vilde dyr, som blandt andet er blevet såret, forældreløse eller reddet fra ulovligt dyrehold. Lidt ligesom La Paz nær La Fortuna.

Målet er at sætte de dyr tilbage i naturen, som kan klare sig selv igen. De dyr, du møder i selve sanctuary-delen, er derfor primært dyr, som ikke kan genudsættes.

På en rundvisning kan du blandt andet møde aber, papegøjer, araer, tukaner, dovendyr og andre dyr, men hvilke dyr der er på stedet, ændrer sig selvfølgelig i takt med nye redninger og genudsætninger.

➜ Du kan kun besøge Alturas på en guidet tur, som varer cirka halvanden time og skal reserveres på forhånd.
Det kan du gøre her på deres hjemmeside.
De almindelige ture ligger tirsdag-søndag kl. 9, 11 og 13. Du skal dog være obs på at Alturas ligger oppe i bjergene mellem Uvita og Dominical og stedet anbefaler 4×4 – især i regntiden.

Costa Rica dovendyr
Dovendyr i trætoppene

Udflugter og oplevelser fra Uvita i Costa Rica

Uvita ligger rigtig godt, hvis du får lyst til at fylde lidt mere på oplevelseskontoen, når du opholder dig her.

Inden for en times kørsel finder du både vandfald, mangrover og små kystbyer – og fra Uvita kan du også komme på bådture til både Caño Island og Corcovado Nationalpark.

Men bare fordi en udflugt kan tages fra Uvita i Costa Rica, betyder det ikke nødvendigvis, at vi synes, du skal gøre det.

Vi har selv besøgt alle stederne herunder, men ikke altid som en dagstur fra Uvita.
Derfor får du også vores bud på, hvilke oplevelser vi sagtens ville tage direkte herfra – og hvilke vi ville gemme til senere på en roadtrip i Costa Rica.

øgle fra reptilandia parken nær uvita
Parque Reptilandia kan være et interessant besøg

Besøg Nauyaca vandfaldene

Nauyaca vandfaldene er et af de steder, du sagtens kan tage til fra Uvita med din lejebil. Det er nemt at komme til via asfalteret vej og der er god parkering på stedet efter du er “chekket ind”.

Vi har besøgt vandfaldene flere gange.
Og der er flere forskellige måder, du kan besøge vandfaldene.

Første gang tog vi vandreskoene på og gik hele vejen. Det er en rigtig fin tur gennem den frodige jungle, men må også sige at i Costa Ricas varme og luftfugtighed var vi godt brugte, da vi nåede vandfaldet.

Og en dukkert var meget tiltrængt.

Vi har også taget 4×4-løsningen.
Og ja… det er uden tvivl noget nemmere at blive kørt.

Uanset hvordan du kommer derind, venter to store vandfald omgivet af tæt, grøn jungle.

Ved det nederste vandfald ligger et naturligt bassin, hvor du kan bade.

Fra Uvita er der omkring 35 minutter til området, så Nauyaca vandfaldene er et absolut must at besøge, når du er i Uvita, Costa Ric

Hvis du ikke ønsker at køre selv, så kan du tage denne tur (reklamelink)

nauyaca øvre vandfald
Nauyaca's øvre vandfald...
nauyaca nedre vandfald
...og det smukke nedre vandfald

Kig forbi Parque Reptilandia

Slanger er måske ikke det første, du forbinder med en hyggelig eftermiddag.
Men vi synes faktisk, at Parque Reptilandia var et rigtig fint lille stop.

Parken ligger på ruten mellem Uvita og Nauyaca vandfalene og derfor tænkte vi at det kunne være et hyggeligt stop på vejen tilbage fra Nauyaca.

I parken kan du se en overraskende stor samling af slanger, øgler, skildpadder, frøer og andre krybdyr – både arter fra Costa Rica og fra andre dele af verden.

Vi brugte omkring en time i parken og det passede os egentlig meget godt.

Og så er der en anden fordel. Vi elsker at spotte dyr i naturen, men lige præcis nogle af Costa Ricas slanger behøver vi altså ikke nødvendigvis at stå ansigt til ansigt med på en junglesti. Selvom vi i Corcovado Nationlpark faktisk kom helt tæt på den yderst farlige fer-de-lance slange.

Her kunne vi nærstudere dem på lidt mere på behagelig afstand – hvilket var fint for os.

Se mere om tider og priser på deres hjemmeside 

pytonslanger i reptilandia costa rica
Et par python-slanger
en fer-de-lance i reptilandia
En Fer-de-Lance

Sejl gennem mangroverne ved Sierpe

Omkring en times kørsel syd for Uvita ligger den lille by Sierpe.
Selve byen behøver du ikke sætte mange timer af til.

Du skal egentlig blot koncentrere dig om at finde stedet, hvorfra din tur starter, så du kan komme i båden og ud på vandet.

Vi har både været på en egentlig mangrovetur ved Sierpe og sejlet gennem området på vej til Drake Bay.

Det er en stille tur, hvor båden glider gennem floden og af de smallere kanaler med mangrovernes enorme rødder langs bredden, mens guiden holder øje med bevægelser mellem grenene og langs vandet.

På vores tur så vi blandt andet krokodiller og store leguaner.
Du kan også være heldig at se aber og masser af fugle, men som altid med vilde dyr er der ingen garanti.

En egentlig mangrovetur ved Sierpe varer omkring 3-4 timer, så med køreturen fra Uvita skal du regne med det meste af en dag.

Dog, hvis du har planer om efter dit besøg i Uvita at skulle ud mod Drake Bay, så vil vi anbefale at gemme mangroven og Sierpe til den del af rejsen. (Hvis du selvfølgelig vælger at sejle derud)

Stopper din roadtrip derimod i Uvita, er det en rigtig fin mulighed for at opleve en helt anden side af Costa Ballena.

Se evt. mangroveturen ved Sierpe her nedenfor ➜

Powered by GetYourGuide

Snorkling ved Caño Island

Vi synes selv at vi gjorde et ihærdigt forsøg på at snorkle ved hvalhalen i Marino Ballena Nationalpark.
Men der var virkelig ikke meget at kigge på, der hvor vi svømmede. Muligvis fordi det lave vand og lidt bølger, gjorde sigtbarheden meget dårlig.

Men Caño Island er en helt anden oplevelse.

Vi tog selv snorkelturen fra Drake Bay og her så vi blandt andet en havskildpadde, farverige fisk og en revhaj.

Men du kan også besøge Caño Island på en dagstur fra Uvita.
Her skal du bare være obs på, at det bliver en lang dag med en del tid på båden, men hvis du er der i hvalsæson, så kan du kigge efter pukkelhvaler på turen.

Hvis Uvita er det sydligste punkt på dit roadtrip i Costa Rica, kunne du godt overveje turen. Skal du videre til Drake Bay, vil vi derimod anbefale dig at vente.

→ Se snorkeltur til Caño Island her (reklamelink)

Snorkling-ved-Cano-Island
I vandet ved Cano Island
Skildpadde-ved-Cano-Island
Spottede en havskildpadde

Corcovado Nationalpark fra Uvita

Ja, du kan besøge Corcovado Nationalpark fra Uvita på en dagstur.

Dagsturene sejler fra Uvita til San Pedrillo i den nordlige del af Corcovado. Sejlturen tager omkring halvanden time hver vej, hvorefter du kommer på guidet vandring ind i regnskoven.

Det er altså en rigtig heldagstur, men det gør det muligt at opleve Corcovado uden at flytte hotel.

Må dog indrømme, at vi ikke selv har besøgt Corcovado fra Uvita. Vi har derimod opholdt os i Drake Bay og oplevet nationalparken derfra.

Men hvis tiden er knap, så kan vi godt forstå at du vil opleve Corcovado.

Det er faktisk også et af vores favoritsteder i Costa Rica og vi har haft nogle helt fantastiske dyreoplevelser i parken.

LÆS OGSÅ: Vores 2 dages eventyr blandt dyreliv i Corcovado Nationalpark

Se dagstur til Corcovado Nationalpark fra Uvita nedenfor ➜

Corcovado Nationalpark i Costa Rica
Dyrelivet i Corcovado er helt unikt

Hvor skal man bo i Uvita Costa Rica?

Hvor du skal bo i Uvita, Costa Rica, afhænger mest af alt om hvad du gerne vil have lige uden for døren.

Vil du kunne gå til stranden, hvalhalen og Marino Ballena Nationalpark, skal du kigge mod Bahia området.

Vil du hellere bo tættere på restauranter, supermarkeder og Uvita vandfaldet, er området omkring hovedvejen måske mere praktisk.

Og så er der bakkerne bag Uvita. Her bytter du den praktiske beliggenhed ud med nogle af områdets lækreste hoteller og resorts, jungle og udsigt ud over Stillehavet.

Vi har selv boet forskellige steder i området og der er ret stor forskel på at vågne få minutter fra stranden og at bo oppe i junglen.

Vi elsker f.eks. junglen og vågne op med brøleaber og papegøjer.

Så der findes ikke ét område, vi ville anbefale til alle. Vælg efter, hvor du vil føle dig tilpas.

hvor skal man bo henne i uvita costa rica
Playa Uvita fra luften og lidt af det sydlige Uvita i baggrunden

Bahia – tæt på stranden og Marino Ballena NP

(hotellinks er reklamelinks)

Vil du have stranden og Marino Ballena Nationalpark lige i nærheden, ville vi kigge mod Bahia.

Det er herfra nemt at gå til indgangen til nationalparken, Playa Uvita og til de operatører, hvor du skal mødes til en hvalsafari eller anden tur.

Vi har selv boet på Tropical Beach Hotel i området.
Det er et enkelt sted, men vi kunne gå ned til stranden og det var rart ikke at skulle starte bilen, når vi ville derned.

Hoteller i Bahia:

➜ Tropical Beach Hotel – Det er her vi selv boet og den helt store fordel er beliggenheden tæt på stranden og Marino Ballena Nationalpark. Det er et forholdsvis enkelt og budgetvenligt sted med pool, restaurant og lejligheder/værelser.

➜ Bambuk Bio Chalet Uvita Beach Front – Vil du bo lidt mere specielt, så kig på dette lille bambuschalet næsten direkte ved Playa Uvita. Her bor du midt i det grønne i dit eget lille chalet med køkken og privat hot tub – og stranden ligger kun få skridt væk. 

➜ Yuli Hotel – Et pænere mellemklassehotel kun få minutters gang fra indgangen til Marino Ballena Nationalpark. Her får du pool, grønne omgivelser og moderne værelser, samtidig med at du stadig kan lade bilen stå, når du vil til stranden.

hvor skal man bo i uvita costa rica
Tropical Beach Hotel med et fint poolområde og lejligheder

Omkring centrum og Uvita Waterfall

(hotellinks er reklamelinks)

Der er jo ikke noget rigtig centrum i Uvita. Så du skal ikke forestille dig et hyggeligt torv med caféborde og små sidegader, for sådan er Uvita slet ikke rigtig skruet sammen.

Til gengæld er området en praktisk base. Her har du supermarkeder, banker og restauranter tæt på og du er godt placeret, hvis du bare har en enkelt overnatning i Uvita, vil opleve hvalhalen og derefter skal videre på dit roadtrip.

Vi har selv boet på Tucan Hotel og det fungerede fint for os.
Det var enkelt og forholdsvis rustikt, men vi havde heller ikke booket det for at tilbringe dagen på hotellet.

Vi skulle bare bruge en god base – og det var præcis, hvad vi fik.

Bor du omkring hovedvejen, behøver du at starte bilen, når du tager til stranden eller besøger områdets vandfald.

Hoteller omkring centrum:

➜ Tucan Hotel – Her boede vi på vores første rejse til Uvita. Det er ikke stedet, vi ville vælge til en luksusferie, men som en enkel og forholdsvis billig base fungerede det fint for os. Du bor centralt med restauranter og indkøb i nærheden og samtidig ikke langt fra Uvita vandfaldet.

➜ Hotel Uvita Forest – Et godt alternativ, hvis du gerne vil bo centralt, men have lidt mere hotelstemning omkring dig. Her er både pool og grøn have og beliggenheden gør det nemt at komme rundt til oplevelserne omkring Uvita.

hvor mange dage i uvita
Tucan Hotel var simpelt og centralt placeret

I junglen over Uvita

(hotellinks er reklamelinks)

Bevæger du dig op i junglen bag Uvita, ændrer omgivelserne sig ret hurtigt.

Her bliver der grønnere og mere stille og flere steder bor du midt mellem regnskov, fuglelyde og masser af tropisk vegetation.

Vi har selv boet på Hostel Cascada Verde, ikke langt fra Uvita vandfaldet.
Det var vores allerførste ophold i Costa Rica, vi fandt et privat værelse, men det var meget primitivt.

Men vi kunne virkelig godt lide at bo omgivet af junglen.

Fortsætter du længere op i bakkerne, begynder en helt anden type hoteller at dukke op. Her ligger nogle af de lækreste boutiquehoteller i Uvita, Costa Rica, hvor du får jungle, infinitypool og udsigt over Stillehavet.

Ulempen er selvfølgelig beliggenheden.
Du går ikke lige ned til stranden eller ud efter aftensmad og vejene op i bakkerne kan være stejle.
En bil er derfor virkelig rar at have, og ved nogle hoteller anbefales faktisk en 4×4 – specielt i regntiden.

junglehytte ved uvita
Junglehytte nær Uvita

(hotellinks er reklamelinks)

Hoteller i bakkerne:

➜ Vista Celestial – Her begynder vi for alvor at bevæge os op i luksusklassen. Vista Celestial ligger højt i junglen bag Uvita med udsigt over både Stillehavet og Whale’s Tail. Du bor i din egen store villa med terrasse og privat infinitypool, så det er bestemt ikke bare et sted, vi ville vælge for at have en seng at sove i. Vejen derop er stejl og der kræves en 4×4, så det er værd at have med i planlægningen.

➜ Oxygen Jungle Villas & Spa – Her begynder det at blive rigtig lækkert. Oxygen er et adults-only boutiquehotel med fritstående glasvillaer midt i regnskoven, infinitypool og udsigt mod havet. Absolut et sted, vi ville kigge på, hvis vi ville kombinere Uvitas oplevelser med et par dage, hvor hotellet også måtte fylde lidt.

➜ Kura Boutique Hotel – Skal der skrues helt op for forkælelsen, er Kura et af de hoteller i Uvita, vi selv drømmer om, men som vi nok må slå koldt vand i blodet omkring. Det lille adults-only boutiquehotel ligger højt i junglen med infinitypool og en ret spektakulær udsigt over Stillehavet og Whale’s Tail. Det er dyrt, men også et helt andet ophold end at overnatte på et simpelt hotel nede i byen.

udsigt mod havet fra junglen bag uvita
Oppe i bakkerne bag Uvita er der jungle og havkig

Find dit hotel i Uvita her

(reklamelink)

Hvor mange dage skal man bruge i Uvita Costa Rica?

Vi ville sætte 2-3 nætter af til Uvita i Costa Rica. 

To nætter kan sagtens fungere, hvis Uvita er et stop på en længere roadtrip, men så har du reelt kun én hel dag – og den bliver hurtigt fyldt, hvis du både vil opleve Marino Ballena Nationalpark, hvalhalen, Uvita vandfaldet og tage på hvalsafari.

Har du tiden, synes vi derfor, at tre nætter i Uvita passer bedre.
Så har du to hele dage og behøver ikke presse det hele ind på én dag. 

Det lidt sjove er, at vi selv gjorde præcis det modsatte første gang. Så vi må sige at vi har prøvet den korte version. Vi havde dog dengang mulighed for at modellere lidt på vores rejseplaner.

Note: Det gør vi ikke i dag – Costa Rica er blevet et populært land og vi booker altid alt hjemmefra.

Dengang havde vi kun booket én nat, fordi Uvita egentlig bare skulle være et stop på vej videre mod Corcovado.
Men vi kunne ret hurtigt mærke, at vi ikke var færdige med Uvita, så vi blev og nød byen. 

Har du fire nætter eller mere, kommer du heller ikke til at kede dig. Så får du bare bedre tid til Nauyaca Waterfalls, en tur gennem mangroverne ved Sierpe eller måske en hel dag ved Caño Island. 

Men på et almindelig roadtrip i Costa Rica ville vi selv planlægge tre nætter i Uvita.

Marino Ballena nationalparken ved uvita
Vi vil anbefale 2-3 dage i Uvita

Gode restauranter og caféer i Uvita

Vi er ikke typen, der planlægger en rejse efter restauranter eller madmuligheder.
Men efter flere besøg i Uvita, Costa Rica har vi alligevel fået et par steder, vi gerne vender tilbage til…

Så her er et par anbefalinger til dig:

• Sibu Restaurant: Sibu ligger lige ud til hovedvej 34 som drøner gennem Uvita, så det er et nemt sted at tage med, når du alligevel er på farten. Vi har spist her flere gange på vores forskellige besøg i byen og det er nok den restaurant i Uvita, vi bedst kan anbefale ud fra vores egne erfaringer. Menukortet har lidt af hvert og beliggenheden gør det nemt at stoppe her på vej til eller fra dagens oplevelser.

• The Bakery: Vi besøgte faktisk The Bakery, mens vi boede i et privat hus i Dominical, hvor morgenmad ikke var inkluderet. Derfor kørte vi nogle morgener ud for at finde kaffe og morgenmad og her endte vi blandt andet hos The Bakery i Uvita inden vi skulle på en hvaltur.
En god croissant og kaffe – lige hvad vi kom efter.

• Jaffa Restaurante del Mar: Jaffa besøgte vi, da vi boede på Tropical Beach tæt på Marino Ballena Nationalpark. Restauranten lå lige ved vores overnatningssted, så det var et nemt valg, når vi kom tilbage efter en dag ude og bare gerne ville have noget at spise.

• Cocina Tica: Vil du prøve mere traditionel costaricansk mad, kan du kigge på Cocina Tica. Maden i Costa Rica er bare ypperlækker og du må ikke blive forskrækket over ris, bønner, kød og grøntsager – det er sådan det costaricanske køkken er. 

frokost i uvita
En nem frokost
god mad i uvita costa rica
En lækker bøf og salat på Sibu

Hvornår er det bedst at rejse til Uvita?

Der findes ikke rigtig en måned, der er bedst til Uvita i Costa Rica. 

Det afhænger mest af, om du prioriterer sol og strandvejr eller frodig natur og færre besøgende.
Vi har selv oplevet området på forskellige tider af året og Uvita fungerer rigtig fint i begge sæsoner – bare på hver sin måde.

Tørtid: Fra omkring december til april
Vil du have størst chance for solrige dage og mindre regn, er tørtiden det mest oplagte valg. Men det er også højsæson i Costa Rica, så du skal regne med højere hotelpriser og flere mennesker omkring de populære seværdigheder og oplevelser.

Det mærkede vi meget tydeligt, da vi besøgte Marino Ballena Nationalpark den 27. december. Vi havde vandret på den strand flere gange tidligere, hvor den næsten var mennesketom.

Regntid: Fra omkring maj til november
Regntid betyder ikke nødvendigvis heldagsregn.
Du kan sagtens få sol og fint vejr, især tidligt på dagen, mens regnen ofte kommer senere. 

September og oktober hører til de vådeste måneder på Costa Ricas sydlige Stillehavskyst, så her skal du være forberedt på en del mere regn.

Til gengæld er junglen virkelig grøn, vandfaldene har mere vand og der er generelt bare færre besøgende. Plus der er gode chancer for at se hvaler.
Vi har selv besøgt Uvita i oktober og altså, vi synes ikke, at regnen skal afholde dig fra at vælge den periode.

ensom palme i costa rica
Regntiden har stadig gode dage...
hvornår skal man besøge uvita costa rica
...tørtiden har størst chance for sol

Praktiske tips til din rejse til Uvita

Uvita er heldigvis et ret ukompliceret sted at rejse rundt, men der er alligevel et par ting, som er rare at vide, til når du kommer frem.

Hold øje med tidevandet

Skal du ud på den berømte Whale’s Tail i Marino Ballena Nationalpark, så tjek tidevandet inden dit besøg. Sandtangen kommer frem omkring lavvande og forsvinder igen, når vandet stiger.

På flere hoteller er der et skema over tidevandet, hvilket vi synes er god service, når du besøger Uvita i Costa Rica.

Vi ville have en bil i Uvita

Som skrevet, så kan du godt besøge Uvita uden bil, men vi ville personligt ikke gøre det. Byen ligger spredt langs hovedvej 34 og der er et godt stykke mellem stranden, Uvita vandfaldet og nogle af hotellerne.

Vil du bo oppe i bakkerne eller tage på udflugter på egen hånd, bliver bilen endnu mere praktisk.

Du behøver ikke nødvendigvis 4×4 til selve Uvita. Men ønsker du at bo oppe i bakkerne eller ude på de mindre veje, kan det være en rigtig god idé. 

LÆS OGSÅ: Billeje i Costa Rica – Alt du skal vide til en god kør-selv-ferie

skønt vejr og smukke palmer i costa rica
Costa Rica er bare et smukt og lækkert rejseland!

Hav både kort og kontanter med

Vi har ikke haft problemer med at betale med kort i Uvita.

Alligevel har vi altid lidt costaricanske colones på os til mindre steder, parkering Uvita vandfaldet og andre småting.
Og der kan findes en bank med hæveautomat i byen, som er super praktisk.

Lidt modsigende, så tager Uvita vandfaldet kun kontanter (ihvertfald i 2024) og det er omvendt ved Marino Ballena Nationalpark, hvor entréen kun kan betales med kort. Så hav begge dele på dig, så slipper du for at tænke mere over det.

Internet og mobildækning

Internet har aldrig været noget, vi har tænkt specielt meget over under vores ophold i Uvita.

Vi har haft fin Wi-Fi på vores overnatningssteder og omkring selve byen og hovedvejen er mobildækningen generelt god.

Kommer du længere op i bakkerne eller bor mere isoleret i junglen, skal du ikke nødvendigvis regne med samme stabile forbindelse.

Skal du arbejde undervejs, ville vi derfor tjekke anmeldelserne af det konkrete hotel først.

RejseKompasset Ikon Hvis dit teleselskab ikke har Costa Rica med i deres udlandstelefoni, så kan vi anbefale at købe data fra Airalo. (reklamelink)

Tag det med, du skal bruge på stranden

Playa Uvita ligger inde i Marino Ballena Nationalpark og du skal ikke forvente en klassisk turiststrand med strandbarer og liggestole. Tag derfor vand og det, du ellers skal bruge, med fra starten.

Og undervurder ikke solen! Selv på en overskyet dag kan den mærkes, så derfor er solcreme, en hat/kasket og noget at drikke altid fast inventar i vores strandtaske i Costa Rica.

indgangsområdet til nationalparken marino ballena
Ved indgangen til nationalparken kan der tankes lidt drikke og snacks

Derfor bliver vi ved med at vende tilbage til Uvita i Costa Rica

Uvita var aldrig tænkt som et af højdepunkterne på vores første rejse til Costa Rica.

Vi havde booket en enkelt nat, fordi byen lå praktisk på vejen mod syd og planen var egentlig bare at fortsætte videre næste dag.

Men sådan gik det ikke helt.

Vi endte med at forlænge opholdet og siden har Uvita i Costa Rica været med på alle vores rejser til landet.
Ikke fordi byen har de store seværdigheder, vi absolut skal tilbage til, men fordi vi ganske enkelt godt kan lide at være her.

Uvita føles stadig mere lokal og mindre poleret end flere af de kendte feriebyer længere nordpå.

Og ja, med byens lidt klodsede beliggenhed så er den ikke super charmerende ved første øjekast. Men mellem hovedvejen og de lidt tilfældige sideveje gemmer der sig strande, jungle, små hyggelige sodas (lokale autentiske restauranter) og vandfald.

Og lige udenfor ligger Stillehavet og Marino Ballena Nationalpark.

Men Uvita er også ved at forandre sig. På vores seneste rejser har vi set byggerier skyde op i begge ender af byen og der er ingen tvivl om, at Uvita vokser i takt med, at flere får øjnene op for denne del af Costa Rica.

Vi håber selvfølgelig, at byen kan beholde noget af den afslappede og lidt upolerede stemning, vi faldt for første gang.

Hvis du planlægger et roadtrip langs Costa Ricas Stillehavskyst, vil vi ikke anbefale bare at bruge Uvita som et hurtigt stop på vejen.
Giv byen et par dage…

Måske ender den også med at overraske dig lidt…

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

frodige og grønne uvita costa rica

Vi håber at denne lille miniguide til hoteller og seværdigheder i Uvita Costa Rica kan hjælpe dig med at få et skønt ophold i den hyggelige lille by.

Hvis du har spørgsmål til Costa Rica, Uvita eller blot finder denne post brugbar, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil rigtig gerne høre fra dig.

LÆS OGSÅ:

Del gerne denne post på din:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Find flere posts om naturskønne Costa Rica her: