
Billig transport i Berlin – 9 euro billet – sommer 2022
Vi sidder på en lækker italiensk restaurant på en sidegade fra Kurfürstendamm med et vennepar, som vi lige har fundet ud af, også er i Berlin. Tjenerne er friske og
Der er mange spændende seværdigheder i Berlin og byen kan langt mere end hvad de fleste besøgende lige regner med.
Men ærligt, så var Berlin ikke ligefrem kærlighed ved første blik for mig.
Dog må jeg sige, at efter at have været der en god håndfuld gange, er byen stille og roligt vokset på mig. Faktisk er den blevet en af de storbyer, Kenneth og jeg har besøgt flest gange sammen – udover Rom.
Og det er nok det særlige ved Berlin – den kan alligevel noget, selvom man ikke lige mærkede det første gang.
Historien fylder meget i byen, men Berlin har formået at gøre den til en naturlig og interessant del af oplevelsen, når du går rundt.
Er det din første tur, så tænker vi at seværdigheder som Brandenburger Tor og Berliner Dom sikkert står højt på din liste – og det forstår vi godt. Det er også nogle af de seværdigheder, vi selv vender tilbage til gang på gang.
I denne guide har vi samlet de seværdigheder Berlin har, som vi selv synes er værd at bruge tid på – både de ikoniske og de mere finurlige. Målet er at give dig et ærligt overblik over, hvad man skal se i Berlin.
For at gøre det nemt at finde de bedste seværdigheder i Berlin, har vi delt guiden op i overskuelige sektioner.
Berlin har virkelig meget at byde på og det kan hurtigt blive uoverskueligt, hvis alt bare står i én lang liste.
Derfor kan du nedenfor finde både de klassiske Berlin seværdigheder, historiske steder, museer, shoppingområder, alternative oplevelser og de skjulte perler samlet i hver sit afsnit.
På den måde kan du nemt springe til det, der interesserer dig mest eller bruge guiden til at sammensætte din egen liste over, hvad du skal se i Berlin.
Indhold over Berlins mange oplevelser og attraktioner:
Når du besøger Berlin for første gang, er det næsten umuligt at komme uden om de mest ikoniske seværdigheder.
Det er gerne de steder, du allerede har set på billeder og som du måske forbinder med byen, længe før du selv står der.
Selvom nogle af dem kan være ret så turistede, er der en god grund til, at de hører til blandt de vigtigste seværdigheder i Berlin.
De giver dig et stærkt førstehåndsindtryk af byen og er også med til at fortælle historien om, hvorfor Berlin er så fascinerende et sted at besøge.
For os er det også nogle af de steder, vi bliver ved med at vende tilbage til. Ikke kun fordi de er ikoniske, men også fordi de er nemme at opleve på en gåtur gennem centrum.
Brandenburger Tor er uden tvivl en af de mest kendte seværdigheder i Berlin og det er svært at stå foran den og ikke mærke, at du er et sted med tyngde.
Porten har stået her siden 1791 og har oplevet det meste af Berlins dramatiske historie på nærmeste hold og selvom du sikkert har set den mange gange før på billeder, er det noget helt andet at stå der selv.
Vi oplever altid, at der er liv omkring pladsen, uanset tidspunkt på dagen.
Området omkring Pariser Platz er et godt sted at starte, hvis du vil udforske flere Berlin seværdigheder til fods, da både Reichstag og mindesmærker ligger tæt på.
Om aftenen er porten smukt oplyst, og området har en helt anden stemning.
Det er ikke et sted, du bruger lang tid, men den er et naturligt punkt imellem Tiergarten på den ene side og Unter den Linden på den anden.
Stedet er gratis at besøge og tilgængeligt hele døgnet.
Adresse: Pariser Platz, 10117 Berlin
Transport: U-bahn og S-bahn kører begge til stoppet: Brandenburger Tor
Hvis du ønsker at vide lidt mere om historien ved Brandenburger Tor, så tag evt. et kig på denne guidet gå-tur, der tager dig videre til andre spændende steder i Berlin:
Reichstag er mere end bare en smuk bygning.
Det er Tysklands parlament og et sted, der bærer historiens ar synligt på facaden.
Under 2. Verdenskrig brændte bygningen og efter murens fald i 1989 stod den i forfald tildækket med graffiti.
I dag står den fint genopbygget og kronet med den ikoniske glasdome.
Den er elegant, moderne og fuld af symbolik.
Du går op ad en spiralformet rampe med udsigt over Berlin i alle retninger og samtidig kan du kigge direkte ned i plenarsalen.
Reichstag er nok en af de seværdigheder i Berlin som nok ikke står højest, men giver en stor oplevelse.
(Links i nedenstående boks er reklamelinks)
Det er gratis at besøge Reichstag, men du skal reservere tid online til at komme i kuplen og de populære tidspunkter bliver hurtigt booket, så det er værd at planlægge lidt.
Vil du planlægge på egen hånd, så registrer dit besøg på deres hjemmeside her
Adresse: Platz der Republik 1, 11011 Berlin
Transport: U-bahn og S-bahn kører begge til stoppet: Brandenburger Tor / Bundestag
Hvis du ønsker at høre mere om Rigsdagsbygningen i Berlin, så kan du på denne tur lære mere om Tysklands politiske historie ved at besøge parlamentet og regeringskvarteret i Berlin:
TV-tårnet ved Alexanderplatz er én af de mest synlige Berlin seværdigheder og også en af de bedste måder at få overblik over byen på. Med sine 368 meter står tårnet og rager op over det meste af Berlin. Fra toppen får du en 360 graders udsigt, der virkelig viser, hvor stor og varieret byen er.
Vi har været oppe i tårnet og udsigten er ganske enkelt fantastisk. På en klar dag kan du se hele Berlin brede sig ud under dig i alle retninger.
Øverst er der en roterende restaurant, hvis du vil kombinere udsigten med frokost eller et glas.
Vil du bare se udsigten, så er observationsplatformen fin.
Fernsehturm (TV-tårnet) er en klassiker blandt seværdighederne i Berlin og den hører med på listen, selv om den er turistet.
Pris: Fra ca. 30 € (pr. voksen) Book dit besøg på forhånd! Køen kan være rigtig lang – og specielt i weekender og højsæsoner.
Adresse: Panoramastraße 1A, 10178 Berlin
Transport: Både U-bahn og S-bahn stopper på Alexanderplatz
Der er flere måder at besøge TV-tårnet. Du kan booke billet til blot at tage op og nyde udsigten. Eller du kan tage op og nyde udsigten, samtidig med at du får noget at spise.
Vi har her listet entre-billetter til “spring-køen-over” – den ene kun udsigt, den anden er med adgang til restauranten – hvor maden kommer oveni.
Berliner Dom ligger smukt placeret ved floden Spree og er en af de seværdigheder i Berlin, der ofte overrasker positivt.
Den store katedral ligger ved Museumsinsel og dominerer hele området med sin mægtige kuppel og grønne patina.
Inde i kirken finder du en overdådig udsmykning, der står i kontrast til meget af det moderne Berlin.
Du har også mulighed for at gå op i kuplen, hvorfra der er en fin udsigt over byen og især området omkring Museumsinsel.
Selvom der er mange mennesker i dette område, så er det alligevel en af de seværdigheder, der giver lidt ro midt i storbyen. Kig forbi om aftenen hvor der er langt færre mennesker og se hvordan lyset gløder på den kobbergrønne kuppel.
Samtidig ligger den tæt på flere andre oplevelser, så den er nem at kombinere med en dag, hvor du udforsker nogle af de klassiske seværdigheder i Berlin.
Berliner Dom er gratis at opleve udefra, men der er entré, hvis du vil indenfor i kirken og op i kuplen.
Entréen ligger i 2026 på omkring 15 € (pr. voksen)
Billetter kan købes på stedet eller via Berliner Doms egen hjemmeside.
Har du Berlin Welcome Card, kan du få rabat på entréen.
Adresse: Am Lustgarten, 10178 Berlin
Transport: U-bahn til Museumsinsel eller S-bahn til Hackescher Markt
Berliner Dom er med i Berlin Welcome Card, hvor du får rabatter og transport i Berlins ABC zoner – læs mere om Velkomstkortet her:
Berlin er en by, hvor historien ikke bare findes på museer – den er en del af hele gadebilledet.
Når du bevæger dig rundt mellem de mange seværdigheder i Berlin, støder du hele tiden på spor fra fortiden, som giver en helt anden forståelse af byen.
Hvis du vil tættere på Berlins historie, er der nogle steder, der virkelig gør indtryk og skiller sig ud fra de klassiske Berlin seværdigheder.
Det er ikke nødvendigvis de steder, man bruger mest tid, men ofte dem, som man husker bedst bagefter.
Her er de steder, vi anbefaler, når nogen spørger til seværdigheder i Berlin med historisk tyngde.
East Side Gallery er nok et af de mest unikke steder i hele Berlin.
Det er en 1,3 kilometer lang strækning af den originale Berlinmur, som i dag er dækket af vægmalerier af kunstnere fra hele verden.
Efter murens fald i 1989 blev den forvandlet til et levende kunstgalleri – og vi må sige, det er stadig imponerende at gå langs.
Vi har gået langs muren op til flere gange og der er altid detaljer, man ikke lagde mærke til sidst.
Tag dig god tid…
Det mest fotograferede motiv er nok “Broderkysset”, et berømt maleri af Honecker og Brezjnev.
Du kender det med garanti allerede, men det kan alligevel godt give lidt kuldegysninger at gå forbi.
Når man taler om seværdigheder i Berlin, er det her et oplagt sted at besøge, hvis du vil forstå murens betydning.
East Side Gallery er gratis at besøge og tilgængeligt alle tider af døgnet.
Adresse: Mühlenstraße 3–100, 10243 Berlin
Transport: Både S-bahn og U-bahn har stops nær muren.
Du kan sagtens selv tage derud og gå en tur langs muren.
Hvis du vil have lidt mere historie med, så tag et kig på denne guidet tur:
En lille advarsel… dette sted sætter sig fast i én.
Mindesmærket ligger kun et stenkast fra Brandenburger Tor og består af 2.711 betonblokke i forskellige højder, arrangeret i et stort felt.
Der er ingen skilte, ingen forklaringer – kun blokkene og den stemning, de skaber.
Når du blot står og kigger ud over med larmede skoleklasser og trafikken i baggrunden, så ser du blot de mange grå søjler.
Men når du bevæger dig ind mellem blokkene og gaderne og larmen forsvinder, så sker der noget.
Det er stille og betydningsfuldt – og det er meningen.
Det er ikke en seværdighed, du “ser” på samme måde som andre Berlin seværdigheder – det er noget, du mærker.
Netop derfor er det et sted, vi mener, du bør inkludere, når du planlægger, hvad du skal se i Berlin.
Udearealet er gratis og tilgængeligt hele døgnet.
Der er også et informationscenter i nærheden som også har gratis entré, men hvis du ønsker en audioguidé, så koster dette en smule.
Adresse: Cora-Berliner-Straße 1, 10117 Berlin – Informationscenteret ligger på hjørnet af Cora-Berliner-Straße og Hannah-Arendt-Straße
Transport: Tag U-bahn eller S-bahn til stoppet nær Brandenburger Tor – så er der ca. 100 meter derfra.
Hvis du vil dykke længere ned i historien og få lidt mere info, så tag et kig på denne guidet tur – den kommer også forbi andre store highlight som er på vores liste:
Checkpoint Charlie er det mest kendte grænseovergangssted fra Den Kolde Krig og en klassiker blandt seværdigheder i Berlin.
Her krydsede diplomater, militær og udlændinge mellem Øst- og Vestberlin.
Fordi det er et relativt lille sted, så mærker du mere til alle de andre turister, end ved andre Berlin seværdigheder. Men det ændrer ikke på, at det stadig er et vigtigt historisk sted, som giver en forståelse af, hvordan byen engang var delt.
Stedet fungerer godt som en del af en gåtur gennem byen, hvor du kombinerer flere seværdigheder i Berlin på samme dag. Især hvis du er interesseret i den kolde krig og Berlins historie.
Og det lille gratis udendørs museum langs gaden med originale billeder og dokumenter – det er faktisk ret gribende.
Vil du forstå Checkpoint Charlie ordentligt, så besøg også det nærliggende museum.
Det giver stedet den dybde, det fortjener.
Selve udearealet omkring Checkpoint Charlie er gratis, mens The Wall-museet har en entré på omkring 20 € pr. person.
Adresse: Friedrichstraße 43–45, 10969 Berlin
Transport: U-bahn kører til stoppet Kochstraße / Checkpoint Charlie
Hvis du er til en guidet tur og vil høre mere om den kolde krig, så vil vi igen anbefale at tage et kig på denne tur (samme som ovenstående)
De fleste ved, at Berlinmuren faldt i 1989.
Men det er de færreste der ved, at du faktisk stadig kan følge dens rute gennem hele byen.
Den mest “berømte” del af berlinmuren er East Side Gallery. Men faktisk kan du følge en dobbelt række brosten i Berlins gader der markerer, præcis hvor muren engang stod.
Vi synes, det er et af de specielle ting, der giver de bedste berlin seværdigheder en ekstra dimension – historien, der stadig sidder i byen.
Vi fandt flere steder, blandt andet ved Potsdamer Platz, hvor du også kan finde bevarede stykker af muren. De står som historiske brudstykker i det moderne Berlin og giver et godt supplement til de klassiske seværdigheder.
Rester af Berlinmuren findes flere steder, som du kan støde på rundt om i byen – og det er selvfølgelig gratis at opleve dem.
Du kan naturligvis se den mest populære ved East Side Gallery, derudover er der også rester ved Bernauer Straße, Potsdamer Platz m.fl., mens mindre markeringer og spor i belægningen viser, hvor muren tidligere stod.
Det er nemt at kombinere flere steder på samme dag, da de ligger spredt, men stadig relativt centralt i Berlin.
Berlin var i årtier delt i to verdener og sporene fra den kolde krig sidder stadig dybt i byen.
Er du bare en lille smule interesseret i denne periode, så er der tre steder, vi vil pege dig hen imod.
De er ikke de mest besøgte på listen over seværdigheder i Berlin, men de er nogle af de mest mindeværdige.
For os er det her, Berlin skiller sig ud fra mange andre storbyer.
Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen var Stasis hemmelige fængsel i Østberlin, hvor politiske fanger blev tilbageholdt og afhørt – ofte i månedsvis, uden at deres familie vidste hvor de var.
Det særlige ved stedet er, at turene guides af tidligere fanger. Mennesker, der selv har siddet bag de mure, du går igennem.
Vi oplevede det samme, da vi besøgte Robben Island i Sydafrika, hvor Nelson Mandela sad fængslet og må sige, at det giver en dimension, ingen udstilling i verden kan erstatte.
Fængslet ligger lidt uden for centrum, men hvis du er interesseret i historie, er det en af de seværdigheder i berlin, vi klart vil anbefale.
Selve udstillingen er gratis, men det der giver mening her er at tage en guidet tur, som koster ca. 10 €.
Book endelig den guidede tur på forhånd, da pladserne er begrænsede.
Adresse: Genslerstraße 66, 13055 Berlin
Transport: Tram M5 har stop på Freienwalder Straße og S-bahn kan du tage til stop Hohenschönhausen
Du kan bestille tid til den guidet tur, på deres hjemmeside her
Stasimuseet ligger i den tidligere hovedbygning for DDRs frygtet efterretningsservice, Stasi.
Her kan du gå rundt i de originale kontorer, som næsten er bevaret præcis som de så ud, da Stasi stadig opererede. Møblerne, sagsmapperne, overvågningsudstyret – det hele er der stadig.
Det, der er skræmmende omkring dette sted, er omfanget.
Stasi havde over 90.000 ansatte og et netværk af informanter, der løb op i hundredtusinder. I en befolkning på under 17 millioner.
Museet er ikke prangende eller overdrevent dramatisk i sin formidling. Det er nærmere nøgternt og faktabaseret – og det gør det måske på en måde endnu mere ubehageligt – det må du vurdere.
Vi synes, det fungerer godt som supplement til et besøg i fængslet. Sammen giver de to steder et ret komplet billede af den del af historien.
Hvis du overvejer, hvad du skal se i Berlin med fokus på den kolde krig, er det her spot-on.
Entré til Stasi-museet koster omkring 12 € – hvis en rundvisning skal oveni koster billetten omkring 17 € pr. person.
Adresse: Ruschestraße 103, Haus 1, 10365 Berlin
Transport: Du kan tage U-bahn til stoppet Magdalenenstraße
Du kan booke entré og rundvisning på deres officielle hjemmeside her
DDR Museum er en anderledes oplevelse end de to ovenstående.
Hvor Hohenschönhausen og Stasimuseet er tunge og alvorlige, er DDR Museum interaktivt og tilgængeligt for hele familien.
Her handler det om hverdagslivet i det tidligere Østtyskland. F.eks. hvad folk spiste, hvordan deres lejligheder så ud, hvad børnene legede med.
Du kan sætte dig ind i en Trabant, kigge i en rekonstrueret DDR-lejlighed og bladre i de originale blade og magasiner fra perioden.
Museet ligger centralt tæt på Berliner Dom, så det er nemt at kombinere med andre seværdigheder i Berlin.
Prisen til DDR-museet ligger på omkring 15 € pr. person
Adresse: Karl-Liebknecht-Straße 1, 10178 Berlin
Transport: Du kan tage S-bahn til stoppet Hackescher Markt
Du kan købe billetter på deres officielle hjemmeside her eller via GetYourGuide her:
Når du har set de mest kendte seværdigheder i Berlin, er det ofte de små oplevelser indimellem, der gør forskellen.
Det er her, du begynder at få en fornemmelse af, hvad Berlin egentlig er for en størrelse.
Mange Berlin seværdigheder handler ikke kun om steder, men om måden du oplever byen på. Det kan være en gåtur gennem forskellige kvarterer, en pause i en park eller bare sætte sig på Under den Linden med en sauerkraut i hånden og kigge på mennesker.
For os er det netop disse oplevelser, der binder det klassiske Berlin sammen.
En bådtur på Spree er en af de oplevelser i Berlin, der giver et helt andet perspektiv på byen.
I stedet for at bevæge dig mellem seværdigheder i Berlin til fods, glider du stille forbi mange af dem fra vandet.
Det er en perfekt måde, lige at komme ned i gear og få hvilket fødderne.
Du passerer blandt andet Reichstag, Museumsinsel og flere andre kendte Berlin seværdigheder undervejs.
Hvis du overvejer, hvad du skal se i Berlin uden at gå hele tiden, er en bådtur et virkelig godt supplement.
(Links i nedenstående boks er reklamelinks)
En bådtur på Spree er en afslappende måde at opleve Berlin på, hvor du får set flere af byens seværdigheder fra vandsiden.
Turen afgår fra Museumsøen tæt ved Berliner Dom og varer typisk omkring 1 time, afhængigt af ruten.
Det er muligt at købe billet på stedet, men i højsæsonen kan det være en fordel at booke på forhånd.
Adresse (afgang): Ved Museumsinsel, tæt på Berliner Dom
Transport: U-bahn til Museumsinsel eller S-bahn til Hackescher Markt
Hvis du vil sikre dig en plads og undgå ventetid, kan du booke turen her:
Tiergarten er Berlins største park og et oplagt sted at trække sig lidt tilbage fra byens tempo.
Eller faktisk ligger den ret centralt og fungerer som et grønt åndehul mellem nogle af Berlins spændende oplevelser og seværdigheder.
Her kan du gå en rolig tur, sætte dig ved en af de små søer, spotte kaniner eller bare nyde stilheden.
Midt i parken finder du Sejrssøjlen (Siegessäule) som du kan klatre op i og få en god udsigt over parken og byen.
Det er ikke det mest spektakulære udsigtssted i Berlin, men en mulighed.
Det er gratis at besøge Tiergarten og gå en tur gennem Berlins største park. Her er der ingen faste ruter – du kan bare gå på opdagelse mellem stier, søer og grønne områder i dit eget tempo.
Vil du op i Sejrssøjlen (Siegessäule), kræver det en billet, som købes på stedet. Fra toppen får du en flot udsigt over Tiergarten og Berlin – men vær opmærksom på, at du selv skal gå de 285 trin op.
Adresse: Straße des 17. Juni, 10785 Berlin (Sejrssøjlen)
Transport: U-bahn og S-bahn til Brandenburger Tor eller Zoologischer Garten – herfra er der 10-20 minutters gang gennem parken
Eller tag en Hop on/Hop off bus og kom helt tæt på Sejrsøjlen:
Vil du have udsigt over Berlin uden den høje pris ved TV-tårnet, så er Panorama View ved Potsdamer Platz et rigtig godt alternativ.
Med Europas hurtigste elevator er du oppe på få sekunder, hvor der venter en flot udsigt over byen og Tiergarten.
Udsigten er dog ikke helt så dramatisk som fra TV-tårnet, men den er stadig flot.
Men det bedste er at langt færre turister kender til den.
Det er præcis sådanne steder, vi godt kan lide at pege på, når folk spørger hvad skal man se i Berlin udover de helt åbenlyse ting.
Billetten er lidt billigere, køen er lidt kortere og du får stadig et godt overblik over byen. Vi vil næsten sige at du får en bedre udsigt, da du vil få TV-tårnet og Berliner Dom med.
Et oplagt stop at kombinere med en tur rundt om Potsdamer Platz, som i sig selv er interessant at se – ikke mindst fordi hele området lå som et tomt ingenmandsland under den kolde krig.
PRAKTISK INFORMATION OG BILLETTER:
Panorama Punkt ved Potsdamer Platz er en af de hurtigste måder at få udsigt over Berlin på – bogstaveligt talt. Med Europas hurtigste elevator er du oppe på få sekunder, hvor der venter en flot udsigt over byen og Tiergarten.
Det er muligt at købe billet på stedet, men i travle perioder kan det være en fordel at booke på forhånd, så du undgår ventetid.
Adresse: Potsdamer Platz 1, 10785 Berlin
Transport: S-bahn, U-bahn og regionaltog til Potsdamer Platz
Hvis du vil sikre dig adgang og springe køen over, kan du booke billet her:
Berlin er måske ikke lige en by, der først og fremmest forbindes med smukke pladser og arkitektur.
Og alligevel, når du bevæger dig rundt mellem de mange seværdigheder i Berlin, er det ofte byens pladser og områder, der binder hele oplevelsen af Berlin sammen.
Nogle af de mest kendte Berlin seværdigheder ligger netop omkring disse pladser, men det er ikke kun det enkelte sted, der er interessant – det er helheden.
Arkitekturen, historien og livet omkring dem gør dem værd lige at stoppe op ved.
Alexanderplatz er Østberlins gamle hjerte og i dag en af byens mest trafikerede knudepunkter, hvor både U-bahn, S-bahn og metroen kører.
Pladsen er stor, lidt beskidt og ikke spændende i den forstand. Men den har en energi og en autenticitet, som du ikke finder mange steder i Berlin.
Det er her du finder travle berlinere, der har deres hverdagsliv.
Midt på pladsen står Verdensuret og viser klokkeslættet i 148 byer rundt om i verden. Det er ikke en af de super spændende seværdigheder, men et ikonisk mødested for berlinerne, som “under uret” på hovedbanegården er for københavnerne.
Hvis du overvejer, hvad du skal se i Berlin, er det ikke et sted, du behøver bruge lang tid, men det er bestemt værd at opleve stemningen og se verdensuret.
Gendarmenmarkt er uden tvivl den smukkeste plads i Berlin.
Den flankeres af de to næsten identiske kirker (Französischer Dom og Deutscher Dom) og midt imellem dem ligger Konzerthaus Berlin.
Tilsammen danner de en arkitektonisk helhed, der nok synes mere hen i noget sydeuropæisk end tysk.
Vi stødte første gang på pladsen ved et tilfælde under en gåtur og det er den slags overraskelser Berlin er god til.
Pladsen er ikke altid på de store lister over seværdigheder i Berlin, men det synes vi bestemt den burde være.
Om vinteren er her et af byens mest stemningsfulde julemarkeder og om sommeren er pladsen et godt sted at sætte sig ned ved en af caféerne og bare nyde omgivelserne.
Potsdamer Platz er et af de mest fascinerende steder i Berlin, hvis du kender historien bag.
Før 2. Verdenskrig var det en af Europas travleste pladser. Under den kolde krig lå det som et øde ingenmandsland midt i den delte by.
Men efter murens fald blev det bygget op fra bunden og i dag er det blevet et moderne bykvarter med høje glasfacader og travlt byliv.
Når du går over fodgængerfeltet mod Sony Center finder du Boulevard der Stars, som er Tysklands svar på Hollywood Walk of Fame.
Her er stjerner i fortovet for tyske filmikoner som Marlene Dietrich og en række andre kendte navne fra tysk film og kultur.
Det er ikke noget, der kræver lang tid, men det er en sjov detalje at opdage, hvis du alligevel er i området.
Kombinér gerne et besøg med Panorama View og en tur ind i Sony Center, som er et imponerende eksempel på moderne arkitektur.
Bebelplatz er en af de mere stille, men samtidig meget betydningsfulde seværdigheder i Berlin.
Mange overser den faktisk, for så speciel er den ikke.
Med mindre du kaster dig tilbage i historien, så var det her, i maj 1933, hvor nazisterne brændte tusindvis af bøger af forfattere, de anså som uønskede.
Det er let at overse, men kigger du ned i det lille vindue i belægningen midt på pladsen, ser du ned i et hvidt, tomt rum med tomme bogreoler. Det er et mindesmærke.
Vi stod der første gang uden at vide hvad vi kiggede på, indtil vi læste skiltet ved siden af og blev straks kastet tilbage i en film “The Book Thief”.
Kender du den? Hvis ikke, så er det en kæmpe anbefaling, inden du giver dig i kast med historien omkring nazityskland og 2. verdenskrig i Berlin.
Det er en af de oplevelser, hvor man lige står et øjeblik og tænker over hvor meget viden og lærdom der er gået tabt lige der – det er jo frygteligt.
Pladsen ligger lige ud til Unter den Linden og over for Humboldt Universitet.
Hvis du også gerne vil kombinere dit Berlin besøg med lidt shopping og byliv, er der to områder, der er værd at udforske.
Berlin er i vores optik ikke en klassisk shoppingby som Paris, London eller Milano, men den har alligevel nogle gode områder, hvor du både finder kendte butikker, og stormagasiner.
For os er det ikke hovedgrunden til at besøge byen, men det er en fin måde at variere dagene på imellem de mange seværdigheder.
Kurfürstendamm, eller Ku’damm som berlinerne kalder det, er Vestberlins store shoppingstrøg.
Det er en bred, elegant boulevard i det vestlige Berlin der byder på et bredt udvalg af butikker, lige fra kendte kæder som H&M til eksklusive luksusmærker som Gucci og Chanel, samt mange restauranter og caféer. Gaden er også spækket med gadekunst man kan gå på opdagelse i blandt.
Lidt a la en mere luftig og mindre kaotisk version af Strøget i København på en lun sommerdag.
Dog er den mest aktive strænkning mellem Breitscheidplatz og Fasanenstraße.
Vi har på tidligere rejser til Berlin foretrukket at bo på eller nær Kurfürstendamm, ikke for at shoppe, men fordi gaden har en hyggeligere stemning end resten af Berlin. Vi er nu begyndt at foretrække Berlin Mitte, men det fortæller vi mere om i en anden post.
En lidt spændende seværdighed finder du for enden af Ku’damm.
Her står nemlig Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche – den beskadede kirke, som et bevidst vartegn om 2. Verdenskrigs bombadementer. Den er værd at give lidt opmærksomhed.
Og lige overfor kan du smutte ind og blive overvældet i KaDeWe (Kaufhaus des Westens) et af Europas største og mest kendte stormagasiner.
Det har siden det åbnede i 1907 været et symbol på vestlig velstand og overflod – ikke mindst under den kolde krig, hvor det stod i skarp kontrast til livet i Østberlin.
Vi er som sådan heller ikke rigtig til store stormagasin-typer, men den øverste etage med delikatesseafdelingen og de mange madboder er faktisk lidt imponerende.
Friedrichstraße ligger centralt i Berlin og er en af de gader, du ofte vil komme forbi, når du bevæger dig rundt i byen for at se flere af de klassiske seværdigheder i Berlin.
Her finder du en blanding af butikker, restauranter og hoteller, og området føles lidt mere moderne og travlt end Ku’damm.
Under den kolde krig var Friedrichstraße et af de få steder, hvor øst og vest mødtes. Faktisk er det også her du finder Checkpoint Charlie i den sydlige del af gaden.
Den historiske tyngde sidder stadig der, selv om gadebilledet i dag er fyldt med butikker og kontorbyggerier.
Ud over de klassiske seværdigheder i Berlin er der også en række oplevelser, steder og små finurligheder, som skiller sig lidt ud og giver et andet billede af byen.
Berlin er en by med masser af personlighed og det afspejler sig også i de lidt mere alternative Berlin seværdigheder.
Ritter Sport Bunte Schokowelt er en af de hyggeligere og lidt anderledes seværdigheder i Berlin.
Specielt, hvis du gerne vil lave noget, der ikke kun handler om historie og klassiske highlights.
Her kan du nemlig, udover at købe den berømte firkantede chokolade, designe din egen Ritter Sport med lige præcis de ingredienser, du har lyst til.
Vi prøvede det selv og det er faktisk super hyggeligt.
Du vælger først din chokolade og derefter fyld, hvorefter den bliver lavet, mens du venter.
I butikken finder du kun Ritter Sport chokolader i alle afskygninger. Og vi vil vædde med at du vil finde variationer, som du aldrig har set før.
Hvis du overvejer, hvad du skal se i Berlin, så kan vi varmt anbefale et besøg. Butikken ligger centralt og er nem at kombinere med andre Berlin seværdigheder.
Læs om vores eget besøg: Ritter Sport – Besøg et lækkert chokoladeunivers
PRAKTISK INFORMATION OG BILLETTER:
Ritter Sport’s butik i Berlin er gratis at besøge.
Hvis du ønsker at deltage i en workshop, hvor du laver din egen chokolade, kræver det at du booker plads, som bør bookes på forhånd, da pladserne er begrænsede.
Adresse: Französische Straße 24, 10117 Berlin
Transport: U-bahn til Stadtmitte – få minutters gang derfra.
Du kan læse mere og booke din foretrukne workshop på Ritter Sports egen hjemmeside
Ampelmännchen er absolut ikke en klassisk seværdighed i Berlin, men en lille detalje, som vi synes du skal have med på din rejse.
Ampelmännchen er den lille mand med hatten på de østtyske fodgængersignaler. Og han er faktisk et af de mest elskede symboler fra DDR-tiden.
Da de efter murens fald forsøgte at erstatte ham med den vesttyske standard, protesterede østberlinerne så markant, at han fik lov at blive.
Så i dag er han overalt i den østlige del af byen og der er en hel butik dedikeret til ham med alt fra krus og tasker til magneter og tøj, som du kan finde et par stykker af i Berlin.
Så hvis du skal have en souvenir med hjem fra Berlin, kan vi anbefale at smutte forbi Ampelmännchen-butikken – den er da så ikonisk, som det kan blive.
Hold øjnene åbne næste gang du krydser en gade i Østberlin. Når du først har set ham, ser du ham overalt.
PRAKTISK INFORMATION:
Du finder de ikoniske Ampelmännchen-butikker flere steder i Berlin – blandt andet omkring Hackescher Markt, Unter den Linden og ved Brandenburger Tor.
De dukker også ofte op i små souvenirbutikker rundt i byen, men de officielle butikker har det største udvalg.
Oberbaumbrücke er en af Berlins smukkeste broer og en af de mindst omtalte blandt de klassiske seværdigheder.
Broen står i røde teglsten og spænder over Spree som forbinder bydelene Friedrichshain og Kreuzberg.
Med sine to tårne og buegange minder den nærmest om en middelalderborg, hvilket nok også er med til at gøre den til en af Berlins mest fotograferede broer.
Det specielle ved broen er at den faktisk er i to etager.
I underetagen er der plads til køretøjer og fodgængere, mens U-Bahn kører over i den øverste etage.
Og vi må sige at det er lidt specielt at gå der, mens undergrundsbanen kører ovenpå.
Under den kolde krig var Oberbaumbrücke lukket, da den udgjorde en del af grænsen mellem Øst- og Vestberlin.
I dag står den som et symbol på genforeningen af den delte by.
Vi må bare sige at broen er et godt fotomotiv og specielt i aftenlyset, når den spejler sig i floden nedenunder.
PRAKTISK INFORMATION:
Det er gratis at komme over Oberbaumbrücke og den kan nemt krydses til fods eller på cykel.
Og den er perfekt at kombinere med East Side Gallery, da der kun er en kort gåtur derfra imellem dem.
Schlossbrücke er en anden af Berlins broer, der fortjener mere opmærksomhed end den egentlig får. Utroligt nok!
Broen ligger centralt i Berlin med udsigt til Berliner Dom og starten på Unter den Linden.
Ironisk nok er det uden tvivl en af de lidt mere oversete seværdigheder i Berlin, men alligevel den bro flest turister går hen over.
Broen er udsmykket med otte marmorskulpturer af krigere og sejrsgudinder som alle er hugget i hvid marmor og placeret symmetrisk langs broens gelændere.
Det er ikke et sted, som du nødvendigvis planlægger at komme forbi, men din gåtur gennem byen vil med garanti helt automatisk tage dig over den, da der ligger flere af de klassiske Berlin seværdigheder i området.
Stop op og følg den lille “historie” om drengen, der bliver kriger *ledsaget og beskyttet* af Athena – og til sidst tager sin sidste tur mod Olympen.
Det er nemlig det de otte skulpturer viser…
PRAKTISK INFORMATION:
Det er gratis at komme over Schlossbrücke, som ligger centralt i Berlin tæt på flere af byens store seværdigheder.
Broen forbinder Museumsøen med området omkring Unter den Linden og kan nemt opleves som en del af en gåtur i området.
Berlin er en by med et enormt udvalg af museer, og uanset hvad du interesserer dig for, er der næsten altid noget, der passer. Mange af de mest kendte seværdigheder i Berlin hænger tæt sammen med byens historie, og det bliver for alvor foldet ud på museerne.
Det kan dog hurtigt blive lidt uoverskueligt at vælge, for der er virkelig mange muligheder. Derfor giver det mening at udvælge nogle få, der passer til din rejse og det, du gerne vil opleve.
For os er museer ikke altid førsteprioritet, men nogle af dem er klart blandt de bedste Berlin seværdigheder, hvis du vil forstå byen i dybden.
Museumsinsel er et af de mest kendte områder, når der tales om seværdigheder i Berlin, for det er ikke kun ét museum – det er fem!
På den lille ø i Spree ligger fem af Berlins vigtigste museer samlet på ét sted og faktisk er hele området på UNESCOs Verdensarvsliste.
Her finder du blandt andet Pergamonmuseet, Neues Museum med det berømte buste af Nefertiti og Alte Nationalgalerie med en stor samling af klassisk europæisk kunst.
Hvis du er til museer, så vil vi anbefale at du har tid nok i Berlin, for du kan snildt bruge en hel dag her og så er det er stadig ikke nok til at se det hele ordentligt.
Vores anbefaling er at vælge et eller to museer frem for at forsøge at nå det hele.
PRAKTISK INFORMATION OG BILLETTER:
Museumsinsel (Museumsøen) er en af de største kulturelle seværdigheder i Berlin og består af flere verdenskendte museer samlet på ét sted.
Entré til de enkelte museer ligger typisk omkring 12-14 €, så det giver mening at købe et dagskort (Museum Pass Berlin), så du evt. kan tage flere spændende besøg samme dag.
I højsæsonen kan der være kø, så det kan være en fordel at booke på forhånd.
Adresse: Bodestraße 1-3, 10178 Berlin
Transport: U-bahn til Museumsinsel eller S-bahn til Hackescher Markt
Hvis du vil springe køen over og få adgang til flere museer, kan du booke billet her:
Vi var meget imponeret af Pergamonmuseet, så vi synes det skal have sin eget afsnit. Det er et af de mest berømte museer blandt seværdigheder i Berlin og kendt for sine enorme rekonstruktioner af historiske bygninger.
Her kan du blandt andet opleve den imponerende Ishtar-port fra Babylon, som fylder en hel sal og den romerske markedsport fra Milet.
Det er ikke småting du finder her – det er hele bygningsværker, der er transporteret til Berlin og genopbygget indendørs.
Det er bestemt ikke et museum, man lige “skynder sig igennem”.
Udstillingerne er store og kræver lidt tid.
Så hvis du er igang med planlægningen omkring hvad du skal se i Berlin og kun vil vælge ét museum, er det Pergamonmuseet en stor anbefaling.
Vi stod virkelig med åben mund første gang vi kom ind, så imponerede er det.
PRAKTISK INFORMATION OG BILLETTER:
Pergamonmuseet er en af de mest imponerende oplevelser på Museumsøen – men vær opmærksom på, at museet i disse år er under omfattende renovering.
Det betyder, at store dele af museet, herunder nogle af de mest kendte udstillinger, er midlertidigt lukket og forventes først at genåbne i 2027.
Men resten af museet er åbent, og det har de valgt at kalde Pergamon – Das Panorama Exhibition, som du f.eks. ser i museumspas.
Alm. entré ligger på omkring 12-14 €, men hvis du har købt et Museum Pass Berlin, så har du købt billet til alle fem museer på Museumsøen.
Vi vil anbefale at booke billet på forhånd, da der ofte er lange køer – især i højsæsonen.
Jüdisches Museum er muligvis en af de mest tankevækkende seværdigheder i Berlin.
Museet fortæller historien om jødiske liv i Tyskland – både før, under og efter 2. Verdenskrig.
Hele bygningen er et kunstværk i sig selv.
Den er designet til at skabe en følelse af desorientering med skæve vægge, stejle trapper og mørke gange, der reflekterer de jødiske skæbner i Tyskland.
Hvis du vil forstå en vigtig del af Berlins historie, er det her en af de Berlin seværdigheder, der er værd at prioritere.
Det kan være et lidt “tungt” museumsbesøg, så det er noget du virkelig skal sætte dig op til.
PRAKTISK INFORMATION OG BILLETTER:
Jüdisches Museum i Berlin er gratis at besøge, men nogle særudstillinger kan kræve entré.
Vi anbefaler at tjekke åbningstider og aktuelle udstillinger på forhånd, da de kan variere.
Adresse: Lindenstraße 9–14, 10969 Berlin
Transport: U-bahn til Hallesches Tor eller Kochstraße
Du kan læse mere og planlægge dit besøg her: Jüdisches Museum
Vi kan naturligvis sagtens forstå at de fleste besøgende starter med de klassiske seværdigheder i Berlin.
Men byen gemmer også på en række små, skjulte perler, som mange overser.
Vores fordel ved at have vandret rundt i Berlins gader rigtig meget, er at vi efterhånden har fundet mange af de lidt skæve eller måske finurlige ting i Berlin.
Her er tre steder, der ikke lige dukker op, når du googler hvad skal man se i Berlin, men som vi er begyndt at nævne, når nogen spørger os.
Den overdækkede bro ved Deutsche Bank hovedkvarter på Französische Straße, synes vi, er en af de små, skjulte seværdigheder i Berlin, som du nemt overser, hvis du ikke ved, den er der.
Ved Französische Straße, tæt på Gendarmenmarkt, løber en overdækket gangbro mellem to af Deutsche Banks bygninger, som er en del af bankens oprindelige identitet i Berlin.
På broen er der fire store atlasser, der symboliserer de fire elementer – jord, ild, vand og luft.
Da broen blev bygget i starten af 1900-tallet, elskede man at bruge klassiske symboler i arkitektur for at signalere autoritet, tradition og seriøsitet.
Så når der blev brugt de fire elementer, sagde man indirekte: “Vi er en institution med kontrol og stabilitet”
Og den slags detaljer er Berlin er fuld af.
Vi kan næsten love, at der ingen andre turister er i nærheden, så du får broen helt for dig selv.
Du kan finde den på Französische Straße 18–20 – på din rute igennem Berlin Mitte.
Platform 17 (Gleis 17) ligger ved Grunewald station og er en af de mere stille, men meget stærke seværdigheder i Berlin, vi har besøgt.
Fra denne perron blev over 50.000 berlinske jøder deporteret til koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig.
Selve Grunewald station er stadig i drift, men perronen og skinneanlægget ved platform 17 er bevaret og langs perronen er der støbt jernplader i belægningen.
Én plade for hver deportationstransport indgraveret med dato, antal deporterede og destination.
Det er virkelig et historisk sted som sætter sig i én. Det er slet ikke til at bære hvilken skæbne der lå for disse mennesker, som lige der tog afsked med deres liv.
Det ligger lidt uden for centrum, men det er absolut værd at tage turen.
Kombinér evt. med en gåtur i den nærliggende Grunewald-skov bagefter. Kontrasten mellem mindesmærket og den fredfyldte skov er næsten for stor til at beskrive.
PRAKTISK INFORMATION:
Platform 17 (Gleis 17) ved Grunewald station er gratis at besøge og kan opleves i dit eget tempo.
Mindesmærket ligger lidt uden for centrum, men er nemt at nå med S-bahn.
Adresse: Am Bahnhof Grunewald, 14193 Berlin
Transport: S-bahn til Grunewald (S7)
Stolpersteine (eller snublesten, som vi siger på dansk) er måske det mest udbredte mindesmærke i verden og alligevel er der rigtig mange, der bare går hen over dem uden at lægge mærke til dem.
Det er små messingsten der er sat i fortovet foran de huse, hvor jøder, romaer, homoseksuelle og andre forfulgte engang boede, men blev nazistisk forfulgt under 2. verdenskrig.
På hver sten er der indgraveret et navn, en fødselsdato og deres skæbne.
Det er kunstneren G. Demnig der begyndte projektet i 1990’erne, men det er slet ikke slut, der blever stadig lagt små snublesten ned i fortovene rundt om i Europa.
Snublestenene er en del af et internationalt mindesmærke og i dag ligger der over 100.000 snublesten spredt ud over hele Europa.
Berlin har de fleste. Vi har også set dem i Hamborg – og i Danmark har vi dem faktisk også liggende i København, Århus og andre steder.
Når du først begynder at lægge mærke til dem, ser du dem overalt i Berlin.
De sidder i fortovet foran helt almindelige bygårde og minder dig om, at historien fandt sted lige her, på denne adresse, i dette hus.
Vi synes at det er dejligt at Berlin er en by der tager sit ansvar over for historien alvorligt – faktisk helt ned i fortovene både med snublestenene, men også muren der er markeret.
Dette er nok ikke en tur vi vil kalde for en “oplevelse”, for det er tungt og hårdt sted at besøge, men så alligevel er det nok en af de vigtigste ture, du kan tage, når du er i Berlin – og hvis du har tiden til det.
Sachsenhausen var en af de første store koncentrationslejre nazisterne byggede i 1936 lige uden for Berlin.
Under krigen var her over 200.000 fanger fra hele Europa.
Titusinder mistede livet af sult, sygdom, tvangsarbejde og systematiske planlagte *aflivninger*
Lejren står stadig som da den blev forladt med vagttårne, barak-fundamenter og krematoriet.
Vi har ikke selv besøgt Sachsenhausen, men vi har været i flere andre koncentrationslejre og det er virkelig steder, man sent glemmer.
Skal du til Berlin med teenagere eller voksne børn, vil vi varmt anbefale at tage dem med.
Det er sådan et sted, der giver perspektiv på en måde, ingen bog eller dokumentar kan erstatte.
Sachsenhausen er måske ikke en klassisk Berlin seværdighed. Men det er et sted, der hører med, hvis du vil forstå byen og den historie, den stille kan fortælle…
PRAKTISK INFORMATION OG BILLETTER:
Sachsenhausen koncentrationslejr ligger lidt uden for Berlin og er i dag et mindesmærke og museum.
Det er gratis at besøge området, men der kan være betaling for enkelte udstillinger eller audioguide.
Stedet er nemt at komme til med offentlig transport fra Berlin.
Men rigtig mange vælger dog at besøge stedet med en guidet tur for at få en dybere forståelse af historien.
Adresse: Straße der Nationen 22, 16515 Oranienburg
Transport: S-bahn S1 fra Berlin Hauptbahnhof til Oranienburg (ca. 50 min) – derfra 20 min gang eller bus 804
Hvis du ønsker en guidet tur er der to muligheder:
1. Den første tur får du transport i bus og rundtur på stedet
2. Med denne tur bliver du mødt på Alexanderplatz og så tager du toget sammen med guiden som også giver rundturen på stedet.
Du skal dog selv sørge for at have togbillet til ABC-zonerne
Det er faktisk overraskende nemt at komme rundt mellem de mange seværdigheder i Berlin.
Berlin er en stor by – større end de fleste regner med, men den er også en by, der er nem at navigere i, når du først har forstået logikken.
Her er de tre måder, vi selv bruger og anbefaler:
Vores bedste råd til Berlin er egentlig ret simpelt – gå så meget du overhovedet kan.
På vores mange trave-ture gennem Berlin har vi opdaget noget nyt hver gang – en gårdhave gemt bag en port, en lille historisk plads, eller symbolske statuer, der står og vidner om historie.
Det sker selvfølgelig ikke når du sidder i en U-bahn.
Rigtig mange af Berlins seværdigheder ligger faktisk relativt tæt – så det er muligt at følge en rute og få de største attractioner på en god gåtur gennem byen.
For at gøre det lidt nemmere for dig har vi sat en rute sammen, der fører dig forbi rigtig mange af højdepunkterne i centrum – uden at du behøver bruge tid på at planlægge det selv.
Vi kan f.eks. anbefale nedenstående rute, som du ser på billedet – der kommer du forbi rigtige mange af Berlins seværdigheder.
→ Download vores gratis gårute gennem Central Berlin (PDF)
Med mig som en lille angst mus, i alt nyt jeg foretager mig, så var det var lidt nervepirrende første gang vi stod på en perron i Berlin og skulle rundt til de forskellige seværdigheder. Men vi lærte hurtigt deres rutenet som faktisk er et af de nemmeste vi har prøvet i en storby.
U-bahn kører under jorden og er hurtig til at komme frem i de centrale områder, mens S-bahn kører over jorden og er den du skal bruge, hvis du vil ud af centrum, f.eks. til Sachsenhausen eller Platform 17.
Det smarte er, at de to systemer deler billetsystem med busserne, så du behøver ikke tænke over, hvad du hopper på.
Vi var faktisk heldige at besøge Berlin i 2022, da Tyskland eksperimenterede med en månedsbillet til hele landet for bare 9 euro.
Vi brugte den flittigt og håber inderligt at de finder på noget lignende igen – det var genialt.
LÆS OGSÅ: Billig transport i Berlin med 9-euro-billet – Sommer 2022
Et godt råd: Hvis du ikke er til at gå rundt, bor uden for Berlin Mitte eller ønsker at bruge Berlins rutenet ofte på din storbyrejse, så overvej at købe et City Card / Berlin Welcome Card
Vi har prøvet at købe enkeltbilletter og det bliver dyrt i længden.
→ Læs mere om de forskellige City Cards med transport i AB eller ABC zonerne
Vi skal være ærlige at sige, at vi ikke selv prøvet Hop-on/Hop-off busserne i Berlin.
Men vi har brugt dem i andre storbyer rundt om i verden og for os har det altid været en god måde at få overblik på, særligt den første dag hvor alt stadig er lidt uoverskueligt.
I Berlin giver det rigtig god mening hvis det er dit første besøg, hvis du rejser med børn, eller hvis du simpelthen vil se meget på kort tid uden at skulle navigere selv.
Busserne kører forbi de mest centrale seværdigheder med kommentarer på flere sprog. Og du kan naturligvis stå af og på som du lyster indenfor din tidsperiode, på den måde kan du give lidt mere **opmærksomhed til nogle seværdigheder som du evt. har udvalgt at skulle opleves.**
Billetterne gælder typisk i 24 eller 48 timer og der er flere udbydere at vælge imellem. Sammenlign evt. ruterne, da de dækker lidt forskellige dele af byen.
Berlin er en super nem by at rejse i, men der er alligevel nogle ting, vi lige vil nævne, så du kommer lidt mere forberedt end vi gjorde første gang – og faktisk også anden gang.. hehe, ups.
Det er kun små detaljer, men som kan være med til at gøre dit besøg i Berlin meget bedre.
Vi påpeger det lige igen…
Berliner Fernsehturm (TV-tårnet) er virkelig en af de mest populære seværdigheder i Berlin – og uden at lyve, så kan køen være forfærdelig lang.
Vi vil 100% anbefale at booke din billet hjemmefra, så du kan springe køen over og dermed slippe for at stå og vente.
Der er så meget andet i Berlin, du kan bruge din tid på.
Køb billetter din dato og tidsbestemt billet her
Det overrasker os faktisk stadig lidt, hvor mange steder i Berlin der stadig foretrækker kontanter.
Selv på vores sidste tur i 2026, fik vi spørgsmålet: “Hvorfor har I ikke Euro?” – og dette var på en café i Panarama view – altså en turistattraktion.
Vi er stadig lidt i chok.
Dog har vi opdaget at pølse- og sandwichboderne på Unter den Linden har fået mulighed for kortbetaling. Endelig.
Men når det er sagt, så er det nok de eneste med kortbetaling, alle andre skal der kontanter til.
Så et god råd: Hav altid Euro på dig.
Du kommer til at gå meget – også mere end du lige regner med.
Mange af de store ikoniske Berlin seværdigheder ligger i gåafstand og det er også den bedste måde at opleve byen på.
Så på med et par gode snickers eller vandresandaler, så er du klar til at indtager byen.
De fleste butikker i Berlin holder lukket om søndagen – dermed også shoppingcentre og steder som Ritter Sport butikken.
Til gengæld har restauranter, caféer, udsigter og mange museer åbent, så brug dagen på seværdigheder i Berlin og gem butikkerne til de andre dage.
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!
Vi håber at denne lille guide til Berlins seværdigheder kan hjælpe dig med at få et overblik og vurdere hvad der skal ses og opleves i den tyske hovedstad.
Hvis du har spørgsmål til Berlin, nogle af seværdighederne eller bare synes at denne post er brugbar, så skriv gerne en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Del gerne denne post på din:

Vi sidder på en lækker italiensk restaurant på en sidegade fra Kurfürstendamm med et vennepar, som vi lige har fundet ud af, også er i Berlin. Tjenerne er friske og

Den første uge af juli 2022 er startet, hvor vi havde informeret jobbet at det ikke er muligt at få fat i os. Vi havde sat en lille udfordring op

Besøg Ritter Sport i Berlin og lav din egen chokolade i butikken – og ja, det er faktisk lige så hyggeligt, som det lyder. Jeg tror, vi alle kender Ritter

Vi er lidt fascineret af slotte. Men det skal ikke bare være almindelig store hus-slotte, som det vores egen Dronning Margrethe bor i. Nope, det skal være slotte med imponerende
| Cookie | Varighed | Beskrivelse |
|---|---|---|
| cookielawinfo-checkbox-analytics | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Analytics". |
| cookielawinfo-checkbox-functional | 11 months | The cookie is set by GDPR cookie consent to record the user consent for the cookies in the category "Functional". |
| cookielawinfo-checkbox-necessary | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookies is used to store the user consent for the cookies in the category "Necessary". |
| cookielawinfo-checkbox-others | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Other. |
| cookielawinfo-checkbox-performance | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Performance". |
| viewed_cookie_policy | 11 months | The cookie is set by the GDPR Cookie Consent plugin and is used to store whether or not user has consented to the use of cookies. It does not store any personal data. |