Vi finder orangutanger nær Bukit Lawang på Sumatra i Indonesien
At opleve vilde orangutanger er noget de fleste kun drømmer om.
Men nær Bukit Lawang på Sumatra i Indonesien kan disse drømme blive til virkelighed.
Vi havde læst rigtig meget op på, hvad der kunne forventes af et eventyr inde i Sumatras jungle, men intet kunne have forberedt os på hvad vi egentlig fik oplevet.
Men vi kan fortælle, at det var én af de helt store oplevelser.
Vi har her skrevet en lille rejseguide om hvordan du kan komme til Bukit Lawang på Sumatra, opleve orangutanger og hvad du kan forvente af en jungletrekking ud fra vores egne oplevelser.
Men hvis der er noget, der er helt sikkert – hvis du rejser til Indonesien og søger efter orangutanger i Gunung Leuser Nationalpark på Sumatra, så får du en oplevelse for livet.
Sådan kommer du til Bukit Lawang på Sumatra i Indonesien
Bukit Lawang ligger omkring 90 km vest for Medan, som er den største by på Sumatra og den lufthavn du flyver til.
Da det kun er muligt at ankomme til Bukit Lawang med et køretøj, så er der flere måder du kan tage ruten fra Medan.
Rejsen fra Medan til Bukit Lawang kan tage alt imellem 2,5 til 6 timer. Det hele afhænger selvfølgelig af trafikken, vejene og hvilken transportform du vælger.
Med offentlig bus: Der skal selvfølgelig en del planlægning til denne løsning. Hvor skal man stige på og hvordan kommer man til sit ophold i Bukit Lawang.
Men det vil helt sikkert være den billigste, men også langsommeste måde at komme til Bukit Lawang på Sumatra.
Shuttlebus: Der arrangeres adskillige shuttle busser der kører imellem Medan og Bukit Lawang. Der skal dog også lige findes ud af hvordan du kommer til dit ophold, ved ankomst til Bukit Lawang.
Transfer arrangeret af din orangutang-tur: Der er rigtig mange jungletur-arrangører og de tilbyder også at hente dig i Medan. Vi fik et ”tilbud” på dette til 700.000 IDR.
Tag en Grab: Vi tog chancen! Uden at vide om det overhovedet var muligt, om der var en Grab der ville køre den lange tur. Men det var der – til vores store overraskelse.
Så dette blev vores løsning, vi tog en Grab, som kostede os 332.000 IDR og som tog ca. 3 timer. Faktisk tog det os næsten en time bare at komme ud af Medan pga. trafikken. Den er heftig og der er virkelig mange scootere. Men stadig halv pris i forhold til en transfer 🙂
Det er også muligt at blive transporteret direkte fra lufthavnen i Medan til Bukit Lawang, hvis dine rejsedage ikke tillader en overnatning eller to i Medan.
Den hyggelige landsby, Bukit Lawang, Sumatra
På grænsen til Sumatras jungle eller Gunung Leuser Nationalpark som junglen hedder, der finder du den lille hyggelig landsby. Nemlig Bukit Lawang.
Landsbyen er næsten verdenskendt, da det herfra er muligt at tage på jungleture og opleve de fascinerende orangutanger.
Men at springe et lille ophold i landsbyen over, ville næsten være synd.
Bukit Lawang er en super charmerende landsby. Der kører ingen biler inde i de små hyggelig stræder, men scooterne skal du lige have et øre på.
Beliggende lige ved bredden af Bohorok floden, hvor det daglige bad tages af de lokale, hvor der bliver vasket tøj og hvor børnene leger, gør kulissen til Bukit Lawang super smuk.
Landsbyen har en afslappet atmosfære med intime hyggelige caféer/restauranter og lokale små gallerier. Og de traditionelle træhuse og små butikker giver et autentisk indblik i indonesernes liv.
Tæt på naturen
Vi tilbragte både en nat før og efter vores jungletur. Men vi havde booket værelset for 5 nætter, så vores elektronik og andre ting, bare var i vores værelse imens.
Vi opholdte os på Hotel Orangutan (reklamelink) med et Deluxe dobbelværelse med balkon som gav os udsigt over lidt af byen og junglen.
Det eneste du skal være opmærksom på i Bukit Lawang er de frække makak-aber der rykker ind i byen om eftermiddagen.
Vi vidste godt de kom, men havde svedt det ud – så da vi kom retur fra junglen og havde fået et meget tiltrængt bad satte vi os ud på altanen med en lille pakke kiks.
Efter kun et kort øjeblik inde på værelset, stod der er stor han-abe i vores terrasse-dør og vi så vores kiksepakke var væk – så lærte vi dét!
Blot en note til dig, om at være obs på aberne i Bukit Lawang!
Og endnu en note, som vi troede var scam: Da vi ankom til udkanten af Bukit Lawang blev vi stoppet af en gut på motorcykel. Han bad om at vi betalte et turistgebyr til byen.
Vi troede virkelig det var fup og vi spurgte meget ind til det. Men han insisterede og vi måtte hoste op med 6.000 IDR pr. person. Heldigvis er det kun 2,50 DKK pp.
Ved ankomst til vores hotel spurgte vi ind til det og de fortalte at det var rigtig nok.
Det virkede bare så mistænksomt, den måde det blev gjort på.
Jungletrekking efter orangutanger i Bukit Lawang, Sumatra
Som skrevet tidligere, så er Bukit Lawang på Sumatra stedet du bør starte fra, hvis du ønsker at komme ud i junglen og søge efter orangutanger.
Hjemmefra havde vi booket og arrangeret en 3 dage/2 nætters tur i junglen – selvfølgelig med hovedformålet at se vilde orangutanger.
Men intet er garanteret, når vi snakker vilde dyr.
Du kommer her med på en dag-for-dag fortælling om prøvelserne, oplevelserne og følelserne for denne tur.
Info omkring turoperatør, pris og alt det andet, kan du læse mere om efter vores oplevelser i junglen.
Første dag ind i junglen
Klokken 9 blev vi hentet af vores jungleguide, Jerry, som skulle guide os igennem junglen de næste tre dage.
Vi startede turen med at vandre igennem byen, for vi skulle lige samle en hollandsk gut op, som også skulle med på turen. Samt Jerry´s assistent guide, Rian.
Turene bliver pakket med max 6 personer, men vi blev kun os tre og vores to guider. En lille hyggelig gruppe. Måske vi kom her udenfor sæson.
Din jungletrekking begynder med at du begiver over én af de mange traditionelle broer som hænger over Bohorok floden. Fra den modsatte side starter du med at træde op af en lang trappe.
På vej op kunne vi rigtig fornemme hvordan junglen begyndte og vi var også kun lige nået til toppen, hvor vi blev mødt af en flok legende Thomas Leaf Monkeys – super nuttede aber med punkerhår.
Orangutangerne ventede os!
Vi havde ikke engang vandret i en time før vi blev mødt af vores første orangutang. Det var en mor og hendes 8 måneder gamle, meget legesyge, unge.
Det var fantastisk! Vi stod en hel time bare og betragtede dem.
Men vi måtte desværre videre.
Terrænet i junglen er kuperet, meget kuperet. Og vi traskede op og ned af stejle mudrede skrænter. Vi (nok mest mig) kæmpede os frem med støtte fra diverse træer, lianer, rødder og hvad der ellers kunne gribes fat i. Mens jeg nok holdte lidt flere pauser, end hvad de var vant til.
Det var hårdt. Men prikken over i´et var nok sidst bakke ned mod floden. Aldrig havde jeg troet at det ville være så hårdt og udfordrende at gå ned af bakke. Det var helt umuligt at finde fodfæste.
Da jeg endelig kom ned, spurgte jeg Jerry om det var denne flod der gik til Bukit Lawang – for jeg var 100% klar til bare at lægge mig i og flyde tilbage til landsbyen.
Der blev smilt nogle skæve smil og vi gik videre langs floden, hvor vi endelig ramte vores camp. En meget primitiv camp, men hvad kan man forvente i junglen.
Hele atmosfæren var himmelsk. Lige der midt i junglen, lå vi nu og dasede rundt i floden, mens der var nogle der forberedte vores aftensmad.
Trætheden ramte os hurtigt og hårdt og med junglens lyde faldt vi i søvn liggende på en madras i junglen – kun beskyttet af et myggenet.
Anden dagen – Kenneths og min vej skiltes for nogle timer
Vi vågnede sammen med junglen – en smule radbrækket – men vi nød nuet.
Jerry måtte virkelig have set at jeg var seriøs med at drive med floden i går, for til morgenmaden foreslog han at jeg kunne tage en anden lettere rute. For dagens rute ville blive endnu mere udfordrende.
Jeg var lettet og også lidt trist på samme tid, for det betød at Kenneth og jeg måtte skilles og få forskellige oplevelser. Men jeg kæmpede virkelig i går, så jeg tog imod den alternative rute.
Gruppen gik samlet hen mod den udfordrende bakke fra i går og jeg var lykkelig over at jeg ikke skulle bestige den.
Kenneth og min vej skiltes.
Efter et par store trin med hjælp fra de fremtrædende rødder havde junglen omringet ham og jeg tog turen med Rian og de to kokke-folk langs floden.
En nemmere og smukkere rute
Jeg fik bestemt en meget nemmere rute, men slet ikke kedelig.
Dyrelivet omkring floden var hyggelig og hele kulissen var bare super smuk.
Det varede dog ikke længe før vi drejede væk fra floden og op til en grusvej, hvor der stod to motorcykler. (Dette var kokke-folkets måde at komme frem og tilbage på)
Jeg tog plads bag den ene og Rian den anden og så susede vi igennem marker, små skove og landsbysamfund inden vi ramte Bukit Lawang.
Vi efterlader kokke-folket, lader motorcyklerne stå og Rian og jeg startede vores vandretur langs Bohorok floden. Det var fantastisk smukt.
Men det var ikke helt uden udfordringer. Gamle stenbroer, der næsten var faldet sammen, våde kæmpe sten og næsten ufarbare stier.
Det var fedt. Det var en lille smule kuperet, men intet i forhold til hvad Kenneth kæmpede med samme dag.
Efter at have vandret i nogle timer og krydset floden i en stor sort badering et par gange, ankom vi til en lysning ved bredden af floden. Vores sidste camp.
Igen var kulissen helt perfekt. Så jeg satte mig og nød junglen og ventede på Kenneth.
Flere orangutanger
Han ankom en times tid efter og kunne fortælle om vilde oplevelser.
Nysgerrige gibboner, et utrolig udfordrende jungletrek og ikke mindst mødet med flere orangutanger. Den ene kom endda svingende kun et par meter over ham.
Misundeligt lyttede jeg til alle hans oplevelser, mens han bagefter misundeligt lyttede til hvilken smuk og halvnem rute jeg havde haft.
Et nyt hold kokke-folk fik indtaget køkken-hytten og mens der blev kokkereret på vores sidste jungle-aftensmåltid, hoppede vi endnu engang i floden. Denne gang var der strøm i vandet og det blev til en stor legeplads, for både guider og turister.
Mørket faldt ned over junglen og det samme gjorde regnen. Det var hyggeligt, men endnu en ikke helt komfortabel nat ventede.
Sidste dag i junglen – men dog den sjoveste
Vi vågnede til lyden af gibboner og smuk fuglefløjt.
Mens vi indtog vores lækre bananpandekage med chokolade krymmel nød vi junglen, atmosfæren og de mange smukke sommerfugle der nysgerrigt havde omkranset os.
Der var ingen hastværk her til morgen, så vi hoppede i floden og nød formiddagen i junglen. En flok aber kom svingende forbi og kiggede nysgerrigt.
Altså, hvor var det bare lækkert.
Men desværre var det tid til at sige farvel til junglen.
Et par store sorte baderinge var blevet snørret sammen til os. Vores rygsække kom i nogle store plastikposer, lukket godt til og blev lagt i en af baderingene.
Vi og den hollandske gut indtog de andre baderinge og sammenkoblet satte vi kurs ned mod Bukit Lawang i en slags river rafting.
Det var så flot og hyggelig en tur, men vi blev godt våde.
Vi ankom til Bukit Lawang næsten lige ved vores hotel og vi var måske lidt lykkelige over at skulle sove i en god semi-blød seng i nat.
Info om vores jungletur
Vi havde arrangeret jungleturen med Sumatra Orangutang Trekking, du kan finde den tur vi var på her.
Der skulle betales et depositum til jungleturen – det betalte vi via en bankoverførsel og resten i kontanter, da vi blev afhentet. Derudover er der også et gebyr på 225.000 IDR pr. person for at komme ind i Gunung Leuser NP.
Maden på turen var fantastisk. Vi fik serveret både god frokost i palmeblade, flotte frugtfade flere gange daglig med farverige eksotiske frugter og lækre aftensmåltider. Ved ankomst til hver camp fik vi serveret te/kaffe og cookies.
Alt var bare helt tip top.
Vær dog opmærksom på at du ikke kan slæbe på alt det vand du har brug for på sådan en tur. Så du vil komme til at drikke vandet fra floden, som guiderne koger til dig.
Sværhedsgraden: Den er udfordrende, men ikke hård-svær, hvis jeg skal lytte til Kenneth og den hollandske gut.
God kondition og den rigtige sæson
Du skal virkelig medbringe dit gode humør og en god portion kondition og udholdenhed.
Jeg var måske ikke helt forberedt på terrænet og som den kontorsiddende sofakartoffel jeg er, så var jeg nok i den ringeste form, man kunne være.
Men det er det hele værd, når du ser det du er kommet for, nemlig orangutangerne!
Vi tog turen i slutningen af marts 2024. Det siges egentlig at være regnsæson, men vi havde nogle gode tørre dage. Og da det nu var lavsæson, så havde vi næsten junglen for os selv.
Vi oplevede kun en lidt større menneskemængde fra starten og specielt omkring de første orangutanger. Ellers stødte vi kun på 1-2 små grupper på vores vej gennem junglen.
Højsæsonen lyder fra juni til august. I den periode skal du være forberedt på turister. Hvis du har afsat tid til orangutangerne i den periode, så prøv i så fald at undgå weekenderne.
Det er muligt at se orangutanger i Bukit Lawang, Sumatra på mange måder
Der er rigtig mange måder at tage på jungletur på ved Bukit Lawang.
Du kan vælge at tage en dagstur fra Bukit Lawang, bare lige for at snuse til junglelivet. Eller du kan tage en 2 dages tur eller 3 dages tur. Ja, du kan også tage en uge eller 10 dage og komme helt dybt ind i junglen.
Der er rigtig mange muligheder.
Du kan også tage en lang dagstur fra Medan – hvis ikke du ønsker en masse planlægning.
Tjek evt. turene på Get Your Guide – alle disse ture (reklamelink) tager dig med ud i junglen i søgen efter orangutanger.
Anbefalinger til hvad du skal medbringe til Bukit Lawang og jungletur
Kontanter
Vi havde læst at det var bedst at medbringe kontanter til Bukit Lawang, så det gjorde vi. Og hvilket held, den eneste ATM vi kom forbi var lukket.
Fodtøj
Vores vandresko var guld værd. Den hollandske gut havde bare sneakers på, men vil bestemt anbefale vandresko/støvler.
Klip-klappere – det var fantastisk at komme ud af vandreskoene og i et par klip-klappere hver gang vi ramte campen.
Badesko – vi havde taget vores med og synes de var perfekte til at bade med. Der er en del små og store sten ved bredden af floden.
Let sportstøj – længere trøje/bukser
Medbring, så du kan skifte hver dag til dagens udfordringer. Du kommer til at svede. MEGET. Og det kommer til at lugte. MEGET.
Om aftenen og om morgenen kan det være lidt køligere, så der vil det være fint med en trøje og et par lette hyggebukser.
Badetøj
Det var virkelig skønt at have muligheden for at smide sig i floden ved begge camps.
Regnjakke/slag
Regnsæson eller ej. Du skal ind i regnskoven – det er vel altid en god idé at være forberedt.
Toiletpapir – Alkogel
Vi havde camps to steder – og begge steder var lige…. klamme. Du har ikke toiletter der kan trækkes ud, du har ingen håndvask at vaske hænder i og der er ingen sæbe.
I vores camps havde guiden hængt en stor plastiksæk op, som kunne bruges til papir og en stor balje med vand, som man tog vand fra til at skylle ud.
Myggespray
Vi brugte vores meget, så vil absolut anbefale at medbringe. Specielt, hvis du er sådan en lækkerhaps, som myggene bare går efter.
Lille medical-kit
Bare et lille kit med lidt plastre, hovedpinepiller og måske en Imodium.
Lommelygte
Når solen går ned over junglen, så er der mørkt – så det er en rigtig god idé at medbringe en lommelygte.
Powerbank
Der er ingen strøm i junglen, så det er en god idé at medbringe powerbank, så du kan få opladet mobilen, så der kan komme flere billeder med hjem fra et skønt eventyr.
Lidt fakta om orangutangerne ved Bukit Lawang
Området i Gunung Leuser Nationalpark der ligger op til Bukit Lawang har engang været et rehabiliteringscenter for orangutanger som blev grundlagt i 1973.
Formålet, allerede dengang, var at forsøge at bevare den drastisk faldende population af orangutanger. Men stedet blev for turistet og dermed uegnet som et rehabiliteringscenter og det lukkede i 2002.
Et rehabiliteringscenter ligesom Sepilok, som jeg besøgte på Borneo.
Men det betyder at orangutangerne der lever og opholder sig omkring Bukit Lawang kun er semi-vilde.
Hvilket vi desværre også så.
De første orangutanger vi så, moren og ungen, hang ud i området fordi der var hængt frugtstykker på nogle af træerne.
Hvem der gør dette er ikke godt at vide – vi spurgte vores guide, men fik ikke et klart svar omkring dette. Men vi tænker at det er nogle i turistindustrien, for alle blogs jeg har læst omkring Bukit Lawang skriver at de så orangutanger en halv time til en time inde i deres jungletur.
Så måske det er et forsøg på at holde nogle af orangutangerne i nærheden.
Det der er skidt, er at der bliver født vilde orangutanger, men de tager deres semi-vilde mors adfærd til sig. Hvilket betyder at de bliver afhængig af de frugter der bliver sat på træerne i stedet for at kunne klare sig ude i naturen.
Det er blot en tanke – heldigvis er junglen stor i den nordlige del af Sumatra, så man kunne krydse fingre for at de vilde-fødte unger også lærer nogle af deres naturlige færdigheder.
Kom med på eventyr!
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!
Vi håber at vores rejsebeskrivelse af vores møde med orangutangerne ved Bukit Lawang på Sumatra, Indonesien kan hjælpe dig med at få en fantastisk oplevelse.
Hvis du har spørgsmål til jungleturen, Sumatra eller blot finder denne post hjælpsom, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Del gerne denne post på din:
Find flere posts om fantastiske Indonesien her:
Et vildt eventyr dybt i Sumatras jungle i søgen efter vilde orangutanger
Vi har tilbragt den sidste uges tid på Sumatra i Indonesien. Vi har fået nogle helt fantastiske oplevelser allerede og har også mødt orangutanger på
Vi bestiger Sibayak – en aktiv vulkan på Sumatra i Indonesien
Vores eventyr på Sumatra fortsætter. Helt høje over vores møde med de fascinerende orangutanger i Bukit Lawang, tager vi videre mod helt andre oplevelser. Vi
Vores rejse på Sumatra i Indonesien med orangutanger, jungletrek og vulkaner
I foråret 2024 tager vi endnu engang ud på en helt eventyrlig rejse. Denne gang er vi stukket af fra vores workation i Malaysia og