Nizwa i Oman – forter, souk og bjergene omkring byen

Der er nogle steder på en rejse, som kommer lidt bag på én. For os var Nizwa og de nærtliggende bjerge netop sådan et område. 

Efter nogle dage i Muscat, føltes det helt anderledes at køre ind mod Omans indre. Landskabet blev mere råt, farverne mere støvede og historien fyldte mere i omgivelserne.

Nizwa i Oman er landets tidligere hovedstad og et af de steder, hvor Omans historie og hverdagsliv stadig mærkes tydeligt. 

Byen er lav og åben med bygninger i sandfarver, brede gader og et stort fort, der ligger markant midt i byen. Stemningen er rolig og uprætentiøs og det er let at fornemme, at Nizwa stadig lever sit eget liv.

Bjergene over Nizwa er en helt anden oplevelse. Jabal Akhdar, som bjergområdet kaldes, rejser sig højt over byen og på vejen derop ændrer både landskab og temperatur sig. Luften bliver køligere og udsigterne åbner sig mod dybe kløfter og små terrasserede landsbyer. 

Kontrasten mellem byen og bjergene gør området særligt interessant og giver en fornemmelse af, hvor varieret Oman egentlig er.

I denne post vil du kunne læse om vores egne oplevelser og de praktiske erfaringer, vi tog med os derfra.

Hvis du planlægger en rejse til Oman og overvejer at besøge Nizwa og bjergene, deler vi her, det der er værd at vide om området, seværdighederne og hvor du kan bo.

Reklame: Rejsen til Oman var arrangeret som pressetur i samarbejde med UnitedSpiritNordic og Experience Oman.
Vi deler naturligvis altid vores egne ærlige oplevelser. Tekst og billeder er 100% vores egne.

nizwa oman og bjergene
Solopgang i Jabal Ahkdar

Hvor ligger Nizwa og Jabal Akhdar?

Nizwa - Omans historiske hjerte

Nizwa ligger omkring 80 km inde i landet, cirka to timers kørsel sydvest for Muscat.

Byen har gennem århundreder haft en central rolle i landets historie og har blandt andet fungeret som både hovedstad og religiøst centrum. Det kan stadig godt fornemmes i byens atmosfære, hvor traditioner stadig fylder meget i hverdagen.

Nizwa har længe været kendt som et vigtigt handelscentrum. Her blev der handlet med dadler, sølv og tekstiler og byen tiltrak folk fra store dele af Oman.

Byens beliggenhed gør den til et naturligt bindeled mellem kysten og bjergene og Nizwa opleves ofte som et overgangssted, hvor landskabet begynder at ændre karakter.

kører mod nizwa og bjergene i oman

Jabal Akhdar – bjergområdet over Nizwa

Jabal Akhdar kaldes området der ligger i Al Hajar-bjergene i det indre Oman og som også er kendt som Det Grønne Bjerg.

Navnet giver faktisk god mening, når du bevæger dig op i højderne og ser bjergsiderne med de små terrasser, hvor landbrug stadig spiller en aktiv rolle.

Bjergene ligger forholdsvis tæt på Nizwa, men oplevelsen er en hel anden.

Selve området ligger omkring 2.000 meter over havets overflade og det betyder at temperaturen falder, luften føles køligere og landskabet ændrer sig. 

Hvor dalen omkring Nizwa er flad og tør, kan du i bjergene opleve dybe kløfter, stejle klippevægge og små landsbyer, der ligger spredt ved de grønne terrasser langs bjergsiderne.

Jabal Akhdar er kendt for sine landbrugsterrasser, hvor der blandt andet dyrkes granatæbler, figner og roser i foråret og efteråret.

Især deres rosenhaver har været en del af området i generationer og bruges stadig til produktion af rosenvand, som benyttes til forskellige formål. 

Bjergområdet er også præget af dybe wadier og smukke udsigter. 

Selvom afstanden mellem byen og bjergene ikke er stor, opleves de som to vidt forskellige verdener og sammen giver et nuanceret billede af Oman som rejsedestination.

jabal ahkdar bjergene nær nizwa oman
Jabal Akhdar bjergene nær Niswa

Oplevelser i Nizwa i Oman

Nizwa og området omkring byen har et andet tempo end Omans større byer.

Oplevelserne handler ikke kun om enkelte seværdigheder, men om at se og opleve helheden.

Forter, små byer, palmelunde og historiske steder ligger relativt tæt og de giver sammen et fint indblik i et område, hvor traditioner stadig er en naturlig del af hverdagen.

Nizwa Fort – historie og med smuk udsigt

Nizwa Fort er byens vartegn og noget af det første, der fanger opmærksomheden, når du ankommer til Nizwa.

Den store, runde fæstning rejser sig markant over de lave bygninger og virker næsten utilnærmelig udefra, men indenfor åbner der sig en helt anden verden.

Ved vores besøg nåede vi knap nok ind på gårdspladsen, før en lille optræden begyndte.
Mænd i deres hvide kjortler startede med at synge en hymmen og danse med sabler.

Derefter gik vi på opdagelse i fortets mange små rum, smalle gange og trapper. Og vi fik også faret vild et par gange.

Midt i fortet ligger en grøn have med dyr og blomster, som står i fin kontrast til de tykke mure og det rå byggeri.
Det gav et godt indtryk af, at fortet ikke kun har været et forsvarsværk, men også et sted, hvor hverdagen har udfoldet sig.

Fra toppen fik vi en fantastisk udsigt over Nizwa, dadelpalmerne og bjergene i horisonten.

optræden nizwa fort oman
Traditionel dans og sang
udsigt fra nizwa fort
Udsigt mod daddelpalmer og bjergene
nizwa fort i oman
Nizwa Fort med gyldne vægge

Nizwa Souk – dadler, keramik og lokal stemning

Nizwa Souk er et af de markeder, hvor oplevelsen ligger lige så meget i stemningen som i det, der sælges.

Souken er opdelt i forskellige bygninger med hver sit fokus.
Et sted er der keramik og sølv, et andet krydderier og tekstiler og flere steder bugner boderne af de omanske dadler, som området er kendt for.

Vi listede rundt mellem de forskellige bygninger. Fik smagt Halwa, som er en traditional Omansk dessert – og som næsten stod som smagsprøve, ved hver bod.

Det var fantastisk at bare stå og nyde stemningen med smukke opstillinger og handlende, der stod midt i deres varer. Nogle steder føltes det som at træde ind i en scene fra Aladdin og vi stod lidt og klukkede for os selv.

Selvom vi godt kunne fornemme at souken bliver besøgt af turister, så var stemningen rolig og det var fint at se at souken også stadig bliver brugt af de lokale.

Kenneth er kæmpe fans af dadler, så vi kunne naturligvis ikke gå derfra uden lige at købe en pakke dadler med. Ikke fordi det var billigt, men fordi de bare smager bedst, lige der hvor de bliver dyrket.

Souken var et skønt supplement til vores besøg på fortet og byens mere historiske rammer.

keramikmarked i nizwa
Keramikmarked i Nizwa
dadler i souk nizwa oman
Udsøgte dadler
halwa dessert fra oman
Halwa, omansk dessert

Bahla Fort – Omans UNESCO-fort

En kort køretur fra Nizwa ligger Bahla Fort, som er et af Omans mest imponerende historiske bygningsværker.

Fortet er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og adskiller sig tydeligt fra Nizwa Fort ved sin størrelse og mere labyrintiske opbygning.

Vi nåede desværre ikke indenfor denne gang, men stoppede for at se fortet og byen oppefra og for at tage et par billeder.

De lange mure, de tunge former og omgivelserne med palmelunde og bjerge gav lidt en fornemmelse af, hvor vigtig denne del af Oman har været gennem historien.

Bahla Fort fik helt sikkert vækket vores nysgerrighed og det er et af de steder, vi gerne ville have haft mere tid til at udforske.

bahla fort oman
Bahla Fort

Jabreen Castle – kunst, lærdom og detaljer

Ikke langt fra Bahla Fort ligger Jabreen Castle, som giver en helt anden oplevelse. Hvor Bahla er defensivt og massivt, fremstår Jabreen mere elegant og raffineret. Slottet blev opført som residens og lærdomscenter.

Om det var fordi vi kom til Jabreen Castle lidt senere på eftermiddagen vides ikke, men det føles anderledes. Stemningen er roligere og arkitekturen mere åben end på de mere rå forter i området.

Her er der plads til at gå rundt og kigge på detaljer.

Vi bevægede os rundt i rummene og lagde mærke til de mange fine udskæringer og dekorationer, som går igen mange steder i slottet. Loftsmalerier, trædøre og de små detaljer som vidner om, at Jabreen ikke kun har været et forsvarsværk, men også et sted, hvor æstetik og viden har haft betydning.

På gårdspladsen fik vandingssystemet lidt ekstra opmærksomhed. Vandets rolle i arkitekturen er tydelig og det gav et interessant indblik i, hvordan hverdagsliv og funktionalitet har været tænkt ind i byggeriet.

Her gik vi selvfølgelig også op til toppen af slottet.

Omgivelserne er mere golde her end ved Nizwa Fort, men udsigten giver alligevel et fint overblik over området.

jabreen castle oman
Jabreen Fort
jabreen castle atrium
Atrium med åben himmel

Misfat Al Abriyeen – en landsby i terrasserne

Når man bevæger sig rundt i området omkring Nizwa i Oman, må Misfat Al Abriyeen også stå på listen over steder der skal opleves.

Landsbyen ligger smukt placeret på bjergsiden og føles næsten skjult, indtil vi bevæger os ind mellem de gamle huse og de grønne terrasser.

Vi gik rundt ad smalle stier, hvor dadelpalmer og små marker ligger lag på lag ned ad skråningerne. Vandet løber stille gennem de gamle kanaler og specielt vandingssystemet er super vigtig i hverdagen her.

Vi ankom til Misfat ved frokosttid, så vi fik lidt mad ved et lille sted, som også fungerer som overnatningssted.
Udsigten derfra var fantastisk med kig ud over terrasserne og landskabet omkring os. 

Husene i Misfat Al Abriyeen er bygget i traditionelle materialer og smelter næsten sammen med omgivelserne.

Det er bestemt en spændende lille landsby, hvor vi måtte stoppe flere gange, både for at tage billeder og for bare at kigge os omkring.

Besøget var en rigtig fin afstikker fra forter og slotte i dalen.

Misfat Al Abriyeen oman
På opdagelse i landsbyens smalle gader
vandingskanaler og palmer i Misfat Al Abriyeen
Vandingskanalerne er stadig i brug

Birkat Al Mouz og det gamle irrigationssystem nær Nizwa, Oman

Lige uden for Nizwa i Oman besøgte vi Birkat Al Mouz, som gav et mere landligt indblik i området.

Vi gik rundt mellem dadelpalmer, gamle bygninger og små stier, mens bjergene lå tæt omkring os. Stemningen var meget stille her.

Undervejs fik vi historien om områdets gamle vandingssystem, de såkaldte aflaj, som vi havde set i forter, ved bjergbyer og andre steder.

Vandkanalerne løber også her stadig gennem landskabet og har i generationer sikret vand til både marker og palmelunde.

Det var meget tydeligt, hvor stor betydning vandingssystemet stadig har og hvor stolte omanierne er af den viden og det fællesskab, der ligger bag.

Aflaj-systemerne er en vigtig del af Omans kulturarv og er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

De fungerer udelukkende ved hjælp af gravitation og vidner om en imponerende forståelse for vandforvaltning i et tørt klima.

Birkat Al Mouz er ikke en klassisk seværdighed, men mere et sted hvor historien stadig lever i landskabet og i den måde, området bruges på i dag.

Birkat Al Mouz oman
Udsigt over Birkat Al Mouz og daddelplantagerne

Jabal Akhdar nær Nizwa Oman

Turen op mod Jabal Akhdar i Oman begynder kort efter, at du forlader området omkring Nizwa.

For foden af bjergene er der kontrol, for det er kun muligt at komme op af bjerget, hvis du kører i en bil med firehjulstræk. Og dette krav giver rigtig god mening, for vejen er både stejl, snoet og med en masse stejle hårnålesving. Men derudover er den i god stand.

Som vi kørte op, ændrede omgivelserne sig tydeligt.
Klipperne kom tæt på og udsigterne begyndte at åbne sig i korte glimt mellem svingene. 

Oppe på Jabal Akhdar eller Det Grønne Bjerg som det bliver kaldt, er omgivelserne mere åbne og rå.

Små landsbyer ligger spredt på bjergsiderne og grønne terrasser skærer sig ind i landskabet. 

på vej til jabal akhdar oman
Gode veje i Oman

The Three Villages Walk

The Three Villages Walk er en klassisk rute i Jabal Akhdar området, som forbinder de tre små bjerglandsbyer Al Aqr, Al Ayn og Ash Shirayjah.

Stien følger gamle forbindelser, som lokalbefolkningen har brugt i generationer, længe før området blev kendt blandt besøgende.

Vi gik strækningen mellem de to første landsbyer. Stierne snor sig mellem terrasser og stenhuse og flere steder går man helt tæt på lokale huse og marker. 

Turen er ikke meget krævende, men den er varieret med trapper, stier og lidt ujævnt terræn, så gode sko er en klar fordel. 

I The Three Villages kan du i foråret og efteråret opleve hvordan landsbylivet kommer til live med de mange terrasser der vil bugne med granatæble-, valnødde- og abrikostræer og små og store rosenlunde.

tur gennem the three villages
Vandretur gennem de 3 landsbyer

Roser og rosenvand i Jabal Akhdar

Jabal Akhdar i Oman er kendt for sine roser, som dyrkes på terrasser i bjergene og bruges til produktion af rosenvand.

Så hvis du besøger området i maj/juni vil du se de mange terrasser blomstre med fine lyserøde roser.

Selvom vi ikke var der under selve blomstringen, kunne vi godt se at roserne er vigtige for området.

Rosenvandet, som produceres her i området, bruges vidt og bredt i Oman.
Det indgår i madlavning, især i søde retter som halwa, men bruges også i drikkevarer, i husholdningen og i religiøse sammenhænge.

Roserne og rosenvandet er ikke bare en lokal specialitet, men en naturlig del af livet i bjergene og endnu et eksempel på, hvordan området er formet af mennesker over lang tid.

gåtur ved the three villages
Afmærket sti med gul-hvid-rød
roses house ved the three villages
Roses House

Suwqra Village

Suwqra Village ligger placeret på en klippevæg midt i Jabal Akhdar og regnes for en af de ældste landsbyer i området.

Landsbyen har rødder mere end 500 år tilbage.
Det var helt utroligt at se hvordan husene følger klippens form og ligger tæt som om de er vokset ud af bjerget.

Stierne rundt i den meget lille bjergby er smalle og udsigten ud over dalen er helt fantastisk.

Suwqra er i dag blevet restaureret og det er muligt at overnatte der. Der er et mindre antal værelser, enkelt indrettet og tro mod landsbyens oprindelige udtryk.

Og bare rolig, du skal ikke selv slæbe din bagage igennem dalen, den bliver fragtet med “kabelkurv” over.

I den lille bjergby ligger en café, hvor du kan sidde med en kop kaffe og kigge ud over landskabet i ro – for der er ikke meget, der forstyrrer her.

Vores besøg var et fint indblik i, hvordan en gammel bjerglandsby kan bevares og stadig fungere som en del af nutidens Oman, uden at miste sin oprindelige karakter.

Suwqra Village oman
Du kan bo i Suwqra landsbyen

Hvor skal man bo - Nizwa eller i bjergene?

Hotellinks markeret med * er reklamelinks

Nizwa er et godt sted at bo, hvis du gerne vil have byen som base og samtidig have nem adgang til både forter, landsbyer og bjergene.

Overnatningsstederne er generelt mere prisvenlige i Nizwa end oppe i Jabal Akhdar på bjerget.

Der findes flere gode hoteller i og omkring Nizwa, Oman.

Blandt de mest oplagte er:

Falaj Daris Hotel*, som ligger lidt uden for centrum og er omgivet af palmelunde. Her er stemningen rolig og området giver en fin fornemmelse af det landlige Oman.

Golden Tulip Nizwa Hotel* er et andet populært valg med god komfort og udsigt mod bjergene.

Bait Almuallem By Nomad* ligger tættere på byen og passer godt, hvis du gerne vil bo centralt og kun have et par minutters afstand til Nizwa Fort og souken.

At bo i Nizwa giver fleksibilitet og byen fungerer fint som udgangspunkt for oplevelser i området.

udsigt fra hotel anantara oman
Terrasse med udsigt

Hvis du ønsker en nat eller to i bjergene nær Nizwa, Oman

Hotellinks markeret med * er reklamelinks

At overnatte i Jabal Akhdar er en oplevelse i sig selv – og bestemt en oplevelse vi vil anbefale.

Hotellerne i bjergene ligger ofte med fantastisk udsigt over kløfter og bjerglandskaberne og roen deroppe er skøn.

Vi boede selv på det super lækre Anantara Al Jabal Al Akhdar Resort*, som er kendt for sin beliggenhed og sine fænomenale udsigter. Opholdet giver en god fornemmelse af bjergenes særlige atmosfære og det er et oplagt sted, hvis du vil kombinere komfort med natur.

Et andet populært valg er Alila Jabal Akhdar*, som har en mere minimalistisk stil, men også har fokus på beliggenhed og udsigter.
Et hotel som vores guide snakkede meget varmt om.

DusitD2 Naseem Resort Jabal Akhdar* er et billigere alternativ, men stadig ser helt fantastisk ud. Det ligger smukt placeret og henvender sig meget gerne til både par og familier. Da der er gode familieværelser og et besøg i Adventure Park kan inkluderes i prisen.

At bo i bjergene er generelt en del dyrere end i Nizwa, men oplevelsen er også noget helt andet.

RejseKompasset Ikon Du kan læse mere om vores ophold på Anantara Al Jabal Al Akhdar: Vores luksusophold i bjergene

hotel anantara soveværelse
Vores værelse på Anantara
hotel anantara oman infinity poolområde
Lækker opvarmet pool og én af restauranterne

Sådan vil vi anbefale dine overnatninger nær Nizwa, Oman

Hvis vi skulle planlægge opholdet igen, ville vi helt klart fordele tiden anderledes.

Vi havde kun én nat i området og selvom vi nåede at opleve meget, så var det også en smule stressende.

Der var mange indtryk, korte stop og hele tiden følelsen af, at vi skulle videre. Men sådan er det gerne på “sådanne ture”.

Vi synes bestemt at Nizwa og bjergene fortjener mere ro og fordybelse.

Byen har sin egen rytme, som først rigtig træder frem, når der er tid til at blive hængende. Og udsigterne, oplevelsen og landskabet i bjergene fungerer bare bedst, når der ikke skal hastes afsted.

Vi vil anbefale at tage en nat i Nizwa og en nat i bjergene, for oplevelsernes skyld. Og hvis budgettet er til det, vil vi bestemt anbefale at tage minimum to nætter i bjergene for opholdene deroppe er for lækre. 

smuk morgen ved anantara hotel oman
Varme farver under den skønne blå himmel

Sådan kommer du til Nizwa og de grønne bjerge

Nizwa ligger i Omans indre og kan nemt nås fra Muscat.

Køreturen går gennem et landskab, der gradvist skifter fra kyst til mere tørt og bjergrigt terræn.

Selvom vi på denne rejse blev kørt rundt med guide, så lagde vi alligevel mærke til hvor nemt Oman er som kør-selv land.

Veje og skiltning er gode, trafikken rolig og afstandene overskuelige.
For mange vil det derfor give god mening at leje bil i Muscat og opleve landet i eget tempo.

Hvis du overvejer billeje, kan vi anbefale at finde din 4WD på Discover Cars*. Dem booker vi selv igennem, når vi tager på roadtrips rundt om i verden, da de har gode og overskuelige priser.

Hver opmærksom på, at fra Nizwa fortsætter vejen op mod de grønne bjerge i Jabal Akhdar, hvor der kræves en bil med firehjulstræk. Der er et checkpoint ved foden af bjergene, hvor bilen bliver kontrolleret, før du får lov at fortsætte.

Hvis du ikke ønsker at køre selv, findes der også guidede ture til Nizwa og Jabal Akhdar fra Muscat. Her kan en dagstur booket hjemmefra via GetYourGuide være et godt alternativ. Se nedenfor.

(Nedenstående tur kan bookes som privattur eller gruppetur – reklamelink)

Powered by GetYourGuide
nizwa oman og bjergene
Kørsel i Oman er super nemt

Praktiske tips til Nizwa og Jabal Akhdar i Oman

Bedste tidspunkt at besøge området

Området omkring Nizwa og Jabal Akhdar kan besøges året rundt, men oplevelsen varierer meget med årstiderne.

Fra oktober til april er temperaturerne i Nizwa mere behagelige og det er en populær periode at rejse i Oman generelt.

I sommermånederne (jun-jul-aug) kan varmen i dalen omkring Nizwa blive intens, mens bjergene byder på et markant køligere klima.
Netop derfor er sommeren højsæson i Jabal Akhdar, hvor temperaturerne føles mere moderate og mange søger op i højderne for at undgå varmen.

I vinterperioden kan det blive koldt i bjergene, især om aftenen og natten og temperaturerne kan i perioder komme tæt på frysepunktet.

Vi besøgte selv bjergene i slutningen af november. Om dagen kunne vi sagtens have t-shirt på, men om aftenen og tidlig morgen skulle der er lun trøje eller softshell frem.

Tøj og sko 

Temperaturen kan variere meget mellem Nizwa og bjergene, så det er en god idé at tænke i lag.

Selv når dagene er varme, kan det blive køligere i højderne, især sidst på dagen.
En let trøje eller jakke er derfor rar at have med.

Gode sko er også en fordel. Flere udsigtspunkter, landsbyer og stier i bjergene har ujævnt terræn og komfortable sko gør bare oplevelsen lidt mere afslappet, især hvis du bevæger dig rundt til fods.

Og husk at Oman er et meget religiøst land. Både mænd og kvinder bør klæde sig respektfuldt, særligt i byer, landsbyer og ved historiske steder. Tøj, der dækker skuldre og knæ er accepteret, så det gør det lidt nemmere for kvinde at rejse rundt i landet.

påklædning i oman
Der kan være køligt oppe i bjergene

Mad og restauranter

I Nizwa er det nemt at finde spisesteder.

Byen har flere lokale restauranter, hvor maden er enkel og velsmagende med fokus på det omanske køkken. Udvalget er ikke super stort, men det er let at finde et sted til både frokost og aftensmad, hvis du bevæger sig rundt i byen.

Oppe i bjergene er udvalget mere begrænset og her vil du primært spise på dit hotel (og det er heller ikke dårligt, skulle vi hilse at sige)

Til gengæld er rammerne noget helt særligt. Mange steder har du mulighed for at nyde dit måltid med udsigt over landskabet.

Sikkerhed i Nizwa og bjergene i Oman

Nizwa og området omkring byen opleves som meget sikkert.

Stemningen er hyggelig og det føles trygt at færdes både i byen, i landsbyerne og ved de historiske seværdigheder.

Vi oplevede ingen problemer og faktisk fik vi af vide at kriminalitet, som overfald og tyveri, er meget sjældent i Oman.

Trafikken er ligeledes afslappet, men i bjergene er det vigtigt at køre opmærksomt. Som skrevet så er vejen op og ned stejl med mange sving.

Nyder en god frokost i Misfat...
udsigt i bjergene oman
...med en flot udsigt

Et møde med fantastiske Oman

Nizwa og bjergene over byen gav os et klart billede af, hvor mange lag Oman rummer.

Her ligger historie, hverdagsliv og natur side om side, uden at noget virker iscenesat.
Forter, souk, små landsbyer og bjerglandskaber afløser hinanden og selvom omgivelserne skifter hurtigt, hænger det hele naturligt sammen.

Vores besøg i området var en del af en rejse, hvor Experience Oman havde sammensat en rute. Den gav os mulighed for at opleve flere sider af landet på relativt kort tid.

Overgangen fra byens rolige tempo til bjergenes køligere luft og åbne landskaber gjorde indtryk.

Efter vores korte visit i Nizwa og Jabal Akhdar bevægede vi os videre mod et helt andet landskab. Vi skal nemlig en tur ud i ørkenen. (blogpost kommer snart)

Men vores tur til Nizwa og bjergene står i vores minder som et område, der giver en rundrejse i Oman sammenhæng og dybde.

omansk kat

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

på opdagelse i niswa oman

Vi håber, at vores oplevelser i Nizwa og bjergene i Jabal Akhdar kan inspirere dig til at udforske Omans indre.

Hvis du har spørgsmål til Nizwa, Oman, bjergene eller hvis du blot synes at denne lille guide har været brugbar, er du meget velkommen til at skrive en kommentar nedenfor. Vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Find flere posts om Oman her: