
Oplev dykning og snorkling på Koh Tao og lokale fiskere som skaber undervandsmagi
Da vi er kæmpe fortalere for at passe på vores verdenshave, så var mine oplevelser på Koh Tao i Thailand en skøn øjenåbner. Ikke nok med at jeg kom ud
Tusmørket er ved at lægge sig over Khao Yai Nationalpark i Thailand og inde fra junglen kan vi endelig høre et trompetbrøl.
Det er signalet vi har ventet på. Det betyder nemlig, at en gruppe vilde elefanter nu er på vej ud af den tætte jungle.
Ved et bart stykke jord ligger dét, de går efter – nogle saltsten, som er helt essentielle for de enorme dyr.
Ældste matriaken fører an, efterfulgt af familiegruppens øvrige medlemmer.
Et par søstre eller tanter og et par unge elefanter der næsten ikke kan holde deres begejstring tilbage.
Det kan vi heller ikke og på måske 100 meters afstand betragter vi de smukke asiatiske elefanter, der på rad og række spankulere ud af junglen.
De asiatiske elefanter er en smule mindre end deres afrikanske artsfæller, hvilket er perfekt tilpasset til livet i den tætte jungle.
Dét her er en side af Thailand, du ikke hører meget om. Og desto større er vores glæde ved at dele ud af vores erfaringer om hvordan du kan få mest ud af dit besøg i Khao Yai Nationalpark i Thailand.
Vi tager på 2 dages eventyr i parken og deler i denne post hvordan du kommer dertil, hvordan du kan få en privat tur, der ikke springer budgettet og hvordan det hele forgår.
Khao Yai Nationalpark er én af Thailands største naturoplevelser.
Den ligger kun få timers kørsel fra Bangkok eller Ayutthaya hvorfra vi selv kom, efter at have oplevet den gamle kongeby i et par dage.
Nationalparken blev grundlagt i 1962 og var den første af sin slags i Thailand. Den dækker et areal på 2.168 km², svarende til ca. lidt større end Lolland-Falster tilsammen.
Den er berømt for sine frodige skove og spektakulære vandfald, hvor du bla. kan se Haew Suwat vandfaldet.
Du kender det sikkert fra filmen The Beach med den unge Leonardo DiCaprio, som springer ud i det.
Derudover rummer parken et rigtig spændende dyreliv, som vi selv for alvor kom helt tæt på.
Her har du med lidt held nemlig mulighed for at opleve vilde elefanter, svingende gibbon aber, flotte slanger og eksotiske fugle.
Parkens enestående natur har givet den en plads på UNESCOs verdensarvsliste og gør den til et populært udflugtsmål for både lokale og turister.
Vi sørgede som sagt selv for transport fra Ayutthaya, som kørte os direkte til vores ophold tæt på indgangen til Khao Yai Nationalpark.
Der findes flere gode muligheder for overnatning tæt på, hvorfra du kan hentes og bringes af turoperatøren.
Du kan læse lidt længere nede hvor vi selv boede og hvad vi anbefaler.
Vores tur ind i selve nationalparken var en 2 dages privat oplevelsestur med en guide og en chauffør, som vi havde booket og betalt hjemmefra.
Alt omkring besøget i parken var inkluderet: indgang til parken, frokost på en lokal restaurant inde i selve parken, vand, frugt, regnslag og ikke mindst iglestrømper. Mere om dem lidt senere – for tro det eller ej, de findes faktisk i Thailand.
Som altid når det kommer til naturoplevelser, så er dyrelivet jo ikke garanteret, men vi tror på, at hvis vi giver det tid, så giver det pote.
Og derfor tog vi en 2-dages tur. Det gjorde chancerne større for at se vilde elefanter. Som var vores mål med vores rejse til Thailand.
Vores guide Noi og hendes chauffør Tem ventede punktligt på os kl. 8 ved vores hotel. Det betød at vi havde tid til at fange noget morgenmad inden vi skulle afsted på ‘safari’.
Da vi havde booket en privat tur havde vi bilen for os selv. En fin truck med overdækket lad og godt udsyn. Og siderne kunne rulles ned, hvis regnen skulle komme.
Køreturen fra vores hotel til indgangen til nationalparken tog under 10 min og allerede et par timer inde i parken havde vi set næsehornsfugle, svingende gibboner og noget vi havde ønsket i rigtig lang tid – nemlig en smuk grøn slange som slængede sig mageligt på en gren.
Noi vidste rigtig meget om planterne, dyrene og fuglene.
Hun var en sjov størrelse, men vi følte os i trygge hænder.
Der ligger et besøgscenter inde i parken hvor vi gjorde et holdt.
Det er et fint sted, hvor der er information om parken, dens dyr og planter, en souvinirbutik, café samt mulighed for at benytte deres fine toiletfaciliteter.
Ganske fint sted og med god plads til parkering.
Lige i nærheden af centret spottede vores chauffør endnu en fin lille slange oppe i et træ, samt en virkelig smuk ugle der sad og boblede lidt.
Der var en del mennesker inde i parken da vi besøgte den på vores første dag.
Der var blevet givet en helt ekstraordinær 3-dages ferie til thailænderne pga. et kongeligt dødsfald, så en del lokale havde valgt at tage ind i parken og overnatte i telt eller hytte.
Da vi først kom ud omkring i selve parken gjorde det ikke så meget, men på en ‘almindelig’ dag, ville der nok have været færre besøgende.
Tidligt på eftermiddagen stod den på en lokal frokost.
Det var inkluderet i turen og smagte fremragende. Lokale ingredienser og frisklavet i deres lidt primitive køkken.
Christina fik endda lov til at være med til at lave en Noi-special med cashewnødder, bønnespirer, chilli, hvidløg og lime. Velsmagende og meget smukke retter.
Efter lidt under en time, var vi afsted igen og denne gang iført de famøse iglestrømper.
Stien ind til Haew Narok vandfaldet er inddelt i tre etaper og er en moderat tur. Lige indtil den sidste etape, hvor der er stejle trapper, så kæmpede vi lidt – der gik den fra moderat til lidt hård.
Haew Narok betyder løst oversat ‘Helvedes Dal’ og det har fået navnet på grund af det voldsomme vandbrøl fra bunden.
Vandfaldene var virkelig smukke og kraftfulde.
Omgivet af de stejle klipper og frodige jungle var det super flot at opleve – og lige præcis sådanne naturoplevelser vi drømmer om.
Som vi nævnte var der utrolig mange besøgende i parken på vores første dag og det var der også her.
Og derudover så følte vi os måske også lidt malplaceret i vores outdoor tøj, iglestrømper og treksko, mens de lokale vimsede forbi os i shorts og klipklapper.
Men vi vidste vi skulle ud på en længere vandretur i junglen og der var vores tøj helt perfekt.
Solen var så småt ved at stå lavt da vi kom tilbage fra vandfaldsturen, så vi droppede vandreturen idag.
Vi svingede i stedet hurtigt forbi restauranten og fik vores aftensmad med ‘to-go’.
Det var nemlig på tide at komme afsted mod nogle græsbakker, hvor der er stor chance for at se vilde asiatiske elefanter.
Vi parkerede med god udsigt over græsbakken og kunne i i ro og mag spise vores medbragte aftensmad.
Igen, maden var inkluderet i turen og var virkelig lækkert.
Efter en times ventetid, var der stimlet flere biler sammen og forventningen steg i takt med at lyset forsvandt.
Pludselig kunne vi høre dem inde i skoven – der kom trompetlyde og trækronerne raslede, i bedste Jurassic Park-stil.
Og der kom de så. En fin stor familiegruppe med flere mindre og større elefantunger kom ud af junglen.
Elefanterne er blot én af flere truede dyrearter i parken, så det er altid specielt at opleve dem i deres naturlige omgivelser.
Vi fik bevæget os lidt tættere på og fik observeret dem.
Disse vilde elefanter var helt klart ét af højdepunkterne på vores tur. Det var jo derfor vi skulle hertil.
Efter vi modvilligt havde sagt farvel til elefanterne, kørte vi tilbage til besøgscentret.
Der skiftede vi bil, som tog os ud på en nat-tur – dog var denne del ikke privat.
Da vi kørte ud i parken var mørket helt faldet på.
Efter kun 5 minutters kørsel spottede vi et par store hulepindsvin under projektørens skær. Desværre er de åbenbart så almindelige, at chaufføren ikke synes de var værd at standse for. Og de andre på ladet, synes heller ikke at virke interesseret.
Vi synes ellers de var super flotte – og ville gerne have kigget nærmere på dem. Som vi også fik fortalt efterfølgende til vores guide.
En enkelt ræv blev det også til, samt nogle fugle der havde sat sig til at sove.
Til sidst svingede vi igen forbi græsbakken, hvor et par af de vilde elefanter stadig hang ud i mørket.
Derefter var det på tide at forlade parken for i dag.
Vi var tilbage på hotellet ved 20-tiden og vi faldt omkuld en time senere efter en super begivenhedsrig første dag i Khao Yai Nationalpark i Thailand. En dag som på alle punkter havde leveret store dyreoplevelser.
Selve opholdet er ikke inkluderet i turen. Hverken før eller inde i turen.
Da vi bookede turen, fik vi blot en liste over de hoteller, som de kunne hente os på og så bookede vi selv vores ophold på Booking.com
Så vi havde booket os ind på det hyggelige Khao Yai Cottage.
Som nævnt ligger den helt perfekt i afstand til parkens indgang og hovedvejen der fører dertil.
Det ligger super fint med en 7-Eleven lige om hjørnet, hvor vi ved ankomst kunne gå op efter en soda og en snack.
Vores værelse var kæmpe stort og havde det vi skulle bruge. A/C, køleskab, seng, bad og toilet.
Intet at sætte på værelset og til en fornuftig pris. Området rummer et par gode muligheder for overnatning og restauranter.
Nedenfor har vi anbefalet et par andre ophold nær Khao Yai Nationalpark
(hotellinks er reklamelinks)
Khao Yai Cottage er et enkelt og prisvenligt ophold kun få minutters kørsel fra den nordlige indgang til Khao Yai Nationalpark. Det er et oplagt valg, hvis opholdet primært skal fungere som base, mens dagene bruges på safari, vandreture og naturoplevelser i nationalparken.
Recall Isaan Isan Concept kombinerer en rigtig god beliggenhed tæt på Khao Yai Nationalpark med smukke omgivelser inspireret af den lokale Isaan-kultur.
Her får du lidt mere komfort og atmosfære, uden at gå på kompromis med den korte afstand til parkens mange oplevelser.
Lala Mukha Tented Resort byder på en anderledes glampingoplevelse i rolige, grønne omgivelser tæt på Khao Yai Nationalpark. Resortet er ideelt, hvis du både vil opleve nationalparkens natur om dagen og nyde en afslappende og stemningsfuld overnatning, når du vender tilbage.
Efter en god nattesøvn og en solid morgenmad, tjekkede vi ud fra vores cottage og tog vores bagage med op i vores truck på vores anden dag i parken.
Vi skulle nemlig videre efter dagens oplevelser i parken.
Vores guide, Noi og hendes chauffør, Tem stod igen og ventede punktligt på os på p-pladsen.
Parken var denne morgen helt forandret. Næsten helt tom for mennesker og med en helt anden og mere rolig stemning.
Det var en fornøjelse.
Igen iførte vi os de “smukke” iglestrømper, som det denne dag, skulle vise sig at være en rigtig god idé.
Efter et kort genbesøg hos den smukke grønne træsnog, som stadig lå på grenen, begav vi os ind igennem junglen ad en lille sti.
Gibboner bevægede sig rundt i trækronerne over os. Der var masser af fuglefløjt og vi fik kravlet rundt blandt rødderne af de store jungletræer.
Spændende svampe, insekter og ja… igler. Vi stoppede regelmæssigt og flikkede dem fra vores strømper og sko, men vi var så småt ved at vænne os til de små krapyler.
Kenneth fangede endda én på hagen som allerede havde fået spist lidt af ham 🙂
Vi gik længe gennem junglen og fik også instrukser i, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi skulle møde vilde elefanter. Det skete dog ikke…
Fra junglen, bevægede vi os ud til et mere åbent landskab. Der var vores håb, at se vilde gaurer.
Det er verdens største vilde okseart, der kan blive op til 1.500 kg tunge. Det er sådan ca. en halv gang større end de i forvejen imponerende bøfler vi oplevede i Sydafrika, bl.a. i Kruger Nationalpark.
Desværre fandt vi kun nogle af deres spor, så det er bare tegn på, at vi må en tur dertil igen.
Efter vandreturen, var det endnu en gang tid til at få noget frokost indenbords ved den lokale restaurant.
Denne gang med ris, omelet og kylling i en sur/sød sauce. Super lækkert!
Vandfaldet blev udødeliggjort i filmen The Beach, hvor en ung Leo springer ud fra det.
(Sjovt fact: Stranden han kommer til efter at springe ud, ligger ved Phi Phi øerne i Phang-Nga bugten ved Phuket og Krabi.
Der fører nogle fine stier ned til bunden, hvor vi kunne komme helt tæt på.
På en måde var det for os, ikke lige så imponerende som Haew Narok, men flot stadigvæk.
Efter Haew Suwat, kørte vi op i højderne til et udkigspunkt 4,233 fod oppe (ca. 1.300 meter). Da vi havde en lidt kølig og dryppende dag med kun 18 grader, var udsigten ikke helt i top. Men vi kunne bestemt godt se, hvilken fantastisk udsigt det ville være med sol og blå himmel over den frodige dal.
Stedet er også en radio- eller radarstation for det thailandske luftvåben, for der rendte et par folk rundt i uniformer og forsøgte at se travle ud.
Der var en lille café på toppen, hvor vi fik en varm kakao, men bortset fra et par farverige møl, var der ikke meget dyreliv omkring stedet.
Regnen begyndte så småt at falde, så vi iførte os vores jakker og sprang igen op i bilen, som nu var fint aflukket på siderne.
På vej ned fra udkigspunktet standsede vi ved Pha Diao Dai Nature Trail.
Det var blot er en kort vandretur ad nogle board walks langs klippekanten, hvor der er lidt udsigt ned over dalen.
Der var ikke det store dyreliv her, så vi nød bare den sidste gåtur i tågeskoven og forsøgte at spotte efter fugle og andre dyr.
På vej ud af parken fik vi sagt et sidste farvel til nogle nysgerrige makakaber som sad i vejkanten.
Da vi bestilte vores tur aftalte vi, at vi kunne have vores kufferter med på vores sidste dag i parken, da vi skulle videre samme eftermiddag.
Så vi havde aftalt med Noi og Tem, at de satte os af lige ved udgangen fra nationalparken.
Her havde vi nemlig booket en direkte transfer via 12go.asia som kørte os til Bangkok. (reklamelink)
Det var ingen problemer med at have vores tasker og kufferter med ind i parken, da vi var i en privatbil og der var plads nok. Plus, vores chauffør var hele tiden ved bilen, så de ikke blev snuppet.
Og det var praktisk, da vi mødtes med vores chauffør uden for parken.
Så kunne var bare tage kufferterne fra den ene bil og smide ind bagved i den næste og derefter sætte os komfortabelt til rette.
Vores største bekymring, var at vi ikke håbede, at vi lugtede for meget af nationalpark 🙂
Vi gav Noi og Tem en fin afsked med nogle drikkepenge og takkede mange gange for et par hyggelige dage og fantastiske oplevelser .
Har du ikke mulighed for at afsætte flere dage til Khao Yai Nationalpark, er en dagstur fra Bangkok et rigtig godt alternativ.
Nationalparken ligger omkring 2,5-3 timers kørsel fra den thailandske hovedstad og der arrangeres guidede ture med afhentning direkte ved dit hotel.
En typisk dagstur inkluderer transport, entré til nationalparken og besøg ved nogle af parkens største seværdigheder som vandfald, udsigtspunkter og områder, hvor der er gode chancer for at opleve det skønne dyreliv.
Selvom vi personligt vil anbefale mindst to dage i Khao Yai for at få den bedste oplevelse og øge chancen for at se dyrelivet, er en dagstur en oplagt mulighed, hvis du kun har få dage i Bangkok.
På den måde har du mulighed for at opleve en af Thailands smukkeste nationalparker uden selv at skulle planlægge transport eller overnatning.
Efter et par dage i kongebyen Ayutthaya, var vi super klar på en dosis natur og dyreoplevelser.
Og vi må sige at her leverede Khao Yai Nationalpark i Thailand i stor stil på næsten hele paletten. Også selvom vi ikke fik set nogle gaur okser.
Højdepunkterne var helt klart de vilde elefanter, den smukke grønne træsnog der lå mageligt på en gren samt det smukke Haew Narok vandfald.
Transfer, guide og chauffør i parken, vores cottage og skiftet videre foregik upåklageligt. Forplejningen med frokost, aftensmad, drikkelse og frugt var helt perfekt.
Et enkelt kritiskpunkt kunne være natturen, hvor det føltes lidt forhastet.
På førstedagen var der helt klart for mange mennesker i parken til vores smag, så en anbefaling herfra vil helt sikkert være at undgå helligdage, måske endda også weekender, hvis det kan lade sig gøre.
Alt i alt er det helt klart en tur vi vil anbefale.
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!
Vi håber at vores 2-dages tur ind til Khao Yai Nationalpark i Thailand kan inspirere dig til at tage ind og opleve en fantastisk tur og måske spotte vilde elefanter eller gaur okser.
Hvis du har spørgsmål til Khao Yai Nationalpark, Thailand eller blot finder denne post brugbar, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Del gerne denne post på din:

Da vi er kæmpe fortalere for at passe på vores verdenshave, så var mine oplevelser på Koh Tao i Thailand en skøn øjenåbner. Ikke nok med at jeg kom ud

Koh Mook er på alle måder det, vi søgte i Thailand – nemlig at komme langt væk fra larm og masseturisme. I det sydlige Thailand fandt vi Koh Mook. En

Similan Øerne i Thailand byder på krystalklart vand, bløde hvide sandstrande og (heldigvis stadig) områder med farverige og levende koralrev. Øerne ligger midt i Andamanhavet, nordvest for Phuket, og er

Vi står i Ayutthaya Thailand, under skyggen fra et enormt bodhi-træ med knudrede rødder og hjerteformede blade. Her kigger vi ind på et fastklemt buddhahoved som næsten smiler tilbage til
| Cookie | Varighed | Beskrivelse |
|---|---|---|
| cookielawinfo-checkbox-analytics | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Analytics". |
| cookielawinfo-checkbox-functional | 11 months | The cookie is set by GDPR cookie consent to record the user consent for the cookies in the category "Functional". |
| cookielawinfo-checkbox-necessary | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookies is used to store the user consent for the cookies in the category "Necessary". |
| cookielawinfo-checkbox-others | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Other. |
| cookielawinfo-checkbox-performance | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Performance". |
| viewed_cookie_policy | 11 months | The cookie is set by the GDPR Cookie Consent plugin and is used to store whether or not user has consented to the use of cookies. It does not store any personal data. |