Golden Skybridge: Oplev én af Canadas vildeste adventureparker

Når du planlægger et roadtrip gennem det vestlige Canada, kan du godt have den opfattelse, at du bare skal over og se en masse natur.

Det skal du også, men der er faktisk også stops du kan tage på ruten, som kan give dig nogle andre oplevelser.

Vi fandt blandt andet Golden SkyBridge.

Det er et stort oplevelsesområde, hvor du kan teste din højdeskræk på Canadas højeste hængebro, zipline over den dybe kløft, suse afsted på en mountain coaster, få et mindre hjertestop i deres berygtede canyon swing og meget mere.

Med andre ord – et udfordrende legeland, hvor alle sanser i din krop kan blive udfordret sammen med et skud adrenalin. 

Alt sammen omgivet af smuk natur med udsigt til bjergene i British Columbia.

Vi tog forbi Golden Skybridge på vores 3 ugers roadtrip med autocamper i det vestlige Canada, og blev positivt overraskede over, hvor gennemført området er.

Området åbnede for kun 5 år siden (i 2021) og er stadig i gang med at udvikle nye spændende actionfyldte aktiviteter.

Vi deler her vores dag i Golden Skybridge, giver dig et overblik over områdets mange aktiviteter og hjælper dig med at vurdere, om oplevelsen er et stop værd på din kør-selv-ferie i Canada.

Sponsoreret: Vores billetter til Golden Skybridge blev sponsoreret af Pursuit Banff Jasper Collection.
Vi deler naturligvis, som altid, vores egne tanker og ærlighed omkring oplevelsen. Tekst og billeder er 100% vores egne.

Golden SkyBridge er en adventure park
Ziplines gennem trætoppene

Hvor ligger Golden Skybridge i Canada?

Golden Skybridge ligger direkte ud til Trans-Canada Highway (Highway 1) lidt uden for byen Golden i British Columbia.
Dette gør naturligvis stedet til et oplagt stop, hvis du kører ruten mellem Banff/Lake Louise og ned mod Vancouver eller omvendt.

Kommer du fra Banff, tager køreturen omkring 1,5-2 timer, mens der er cirka 2,5 timers kørsel fra Revelstoke (som ligger på ruten til Vancouver). Men det er kun hvis du kører direkte – hvilket vi ikke vil anbefale.

For fra Banff/Lake Louise tager du typisk ruten gennem Yoho Nationalpark, hvor der er flere stops, der skal opleves.

Og fra syd fra Revelstoke kommer du igennem Glacier Nationalpark, hvor der også er stops, du ikke må snyde dig selv for.

Faktisk vil vi nok anbefale at du tager en nat i Golden eller evt. Donald, efter du har kørt disse strækninger – og så tage i Golden Skybridge næste dag.

Lokationen er rigtig god – lige på ruten!

Vi kørte selv fra Lake Louise lidt tidligt.
På ruten gennem Yoho Nationalpark tog vi en gåtur rundt om Emerald Lake, så Natural Bridge, forsøgte at finde Wapta Falls, men forgæves (læste senere, at vandringen dertil er ret lang, så det havde vi nok ikke nået alligevel) inden vi ramte Golden til vores bestilte tid.
(Vi rejste i maj og parkens anden store attraktion, Takakkow Falls, var ikke åbent, desværre) 

Kort til Golden SkyBridge
Golden SkyBridge er lige på ruten

Hvad kan du opleve i Golden Skybridge – og hvad koster det?

Selv om navnet er Golden Skybridge, så er det ikke kun en hængebro, men et større oplevelsesområde.

Der findes forskellige billettyper, alt efter hvilke oplevelser du vil have.

Den mest populære billettype er et Adventure Pass. Udover de højthængende broer, giver dette dig også adgang til de fleste af parkens aktiviteter, blandt andet mountain coaster, zipline, klatrebane, klatrevæg og øksekast.

Så vi vil sige, at det er den billet, der giver mest mening, hvis du gerne vil opleve Golden Skybridge som den egentlige adventurepark, den er.

Men hvis ikke du er til sus i maven og adrenalinfyldte aktiviteter, så kan den simple billet, som hedder et Bridge Pass måske være en hyggelig løsning. 

Den giver adgang til de to hængebroer (som er de højeste i Canada), stierne gennem området og udsigtspunkterne.

Upper Skybridge
På vej ud til den øvre hængebro...
Ude på Upper Skybridge
...som er både smuk og skræmmende!

Priserne kan ændre sig efter sæson og billettype, men som udgangspunkt ligger Bridge Pass på omkring 50 CAD for voksne (ca. 230 DKK i 2026), mens Adventure Pass typisk ligger på omkring 110 CAD for voksne (ca. 510 DKK i 2026).

Hvis du tager en nat i eller nær Golden, så kan du være tidlig i parken og dermed spare op til 20% ved at tage Early Riser Adventure Pass. 

Hvis du brænder for et mindre hjertestop og ønsker at udsætte dig selv for et Giant Canyon Swing, så er dette et tilkøb.

Planlæg dit besøg med Pursuit Banff Jasper Collection -> Tjek priser og ledige dage her.

Vi vil bestemt anbefale dig at købe billetter på forhånd. Og specielt, hvis du rejser i højsæsonen.

kort over golden skybridge
Kort over Golden SkyBridge og de forskellige aktiviteter

4 adrenalinfyldte oplevelser + 2 sjove udfordringer

Vi havde selv et Adventure Pass, da vi gerne ville prøve så mange af parkens aktiviteter som muligt.

Og det viste sig også at være en rigtig god idé, for vi endte med at bruge flere timer i parken end vi lige havde regnet med – og vi kedede os bestemt ikke.

adventure pass armbånd
Adventure Pass armbåndet er det bedste valg!

Railrider Mountain Coaster

Denne forlystelse var primært årsagen til at vi valgte et Adventure Pass.

Den er simpelthen for sjov!

Du sidder i vogne – alene eller sammen med en anden – og kører gennem naturen oppe på bjerget med Canadas længste Mountain Coaster.

Farten styrer du selv, men det er selvfølgelig allersjovest med fuld speed gennem de mange sving turen byder på.

Ved endt første tur, blev vi spurgt om vi skulle have en tur mere… der var ingen mennesker og dermed ingen kø, så selvfølgelig skulle vi da det. 

Normalt er der kun én tur inkluderet i dit Adventure Pass, men jeg tænker at det er en af fordelene ved at rejse udenfor sæson 😉

Railrider Mountain Coaster
Bjerg-rutsjebanen er super sjov!
Golden SkyBridge - Railrider Mountain Coaster
Masser af fart på i svingene

Sky Zipline

Er du til et ordentligt adrenalinsus, så skal du prøve parkens zipline!

Det er en hæsblæsende svævebane, der sender dig 152 meter ud over en dyb kløft med udsigt til vandfald, floder og skove. Hvis du kan koncentrere dig om at kigge ned vel at mærke!

Den er lidt over 300 meter lang og byder på en storslået panoramaudsigt og en hastighed på op til 60 km/t.

Det er en kort oplevelse, men følelsen, når fødderne slipper platformen og du svæver ud over kløften, er ubeskrivelig. Der løber fire kabler ved siden af hinanden, så det sjove er også at fare afsted sammen.

I sommerperioden hørte vi, at der kan være ret lang kø, faktisk op til 1-1½ time – for en 30-sekunders tur! 

Jeg tør næsten ikke skrive, at vi kom til med det samme.

golden skybridge - Sky Zipline klargøring
Personalet sørger for alt seletøjet er på...
golden skybridge - Sky Zipline
Og afsted det går!

Her kan du se hvordan det så ud, da vi susede hen over kløften på ca. 20 sekunder…

Canyon Edge Challenge Course

Denne er sjov.

Der er fire forskellige klatrebaner med forskellige sværhedsgrader.
De består af forskellige udfordringer oppe mellem trætoppene, hvor du balancerer, klatrer og zip-liner dig fra platform til platform.

Du bliver iført hjelm og seletøj, og så er du ellers bare på egen hånd i trætoppene. Men alt er selvfølgelig fuldstændig sikkert.

Kenneth havde en fest her, trods højdeskræk, så brugte han flere timer her – og tog alle 4 baner.

Jeg selv, tog en enkelt bane, for jeg havde det, af en ellers anden grund, ikke godt med at bevæge mig i trætoppene på egen hånd.
Tror ikke jeg stolede nok på mig selv og mine evner til at kunne hængte mig fast og selv kunne sørge for at min zip-liner var ordentlig på undervejs.

Så jeg morede mig sammen med Kenneth, på jorden. 

Golden SkyBridge - Canyon Edge Challenge Course
Efter træning og introduktion...
Golden SkyBridge - Canyon Edge Challenge Course
...er du klar til udfordringerne i trætoppene

Giant Canyon Swing

Giant Canyon Swing er parkens ultimative ekstremoplevelse og en oplevelse vi pænt sprang over.

Forstil dig lige at sidde spændt fast i en slags gynge 150 meter over kløften, og pludselig bliver du tabt. Med 100 km/t suser du ned mod jorden, inden du elegant svinger hen over kløften, og alt er godt.

Eller det vil sige, jeg ville nok sidde med 3 hjertestop og et par lunger hængende ud af kroppen.

Så det bliver et pænt nej tak herfra.

Men hvis du føler for denne oplevelse, så skal du have booket en tid, som vi vil anbefale, at du gør på forhånd.
Giant Canyon Sving er ikke en del af Adventure Pass og du skal derfor købe en separat billet til denne oplevelse.

Tjek pris og ledige tider her – hvor du både kan vælge en solo-tur eller en tandem-tur.

Respekt herfra hvis du tør!

Udsigt fra Golden SkyBridge og giant swing platformen
Udsigten fra Upper Bridge og Giant Swing platformen i venstre side

Øksekastning

Vi så godt at der var øksekastning i gang, da vi ankom, men vi blev enige om at springe det over.

Der er nogle sikre aflukkede kastebaner hvor øksen skal ramme en massiv træskive. Nu er vi jo i Canada, landet med en stolt tradition af lumberjacks.

Ikke fordi det ikke så sjovt ud, men altså, vi mente ikke det var nødvendigt at demonstrere vores eminente vikingeskills. Hehe…

Golden SkyBrige og Øksekast
Grrr... vikingeudtrykket 🙂

Klatrevæggen

Denne del af Canada er super kendt for sin klatring alle steder, så selvfølgelig skulle der da være en klatrevæg i parken også.

Dog nåede vi desværre ikke at prøve den.

Vi brugte så lang tid på de øvrige aktiviteter, at området nåede at lukke inden vi kom tilbage dertil.

Men skulle du have lyst til at prøve den, er der både lette og mere udfordrende baner på den ca. 9 meter høje væg. Personalet sørger for alt det udstyr du skal bruge og sikkerheden omkring oplevelsen.

Klatrevæggen ved Golden SkyBridge
Vi fik ikke klatret på væggen...
Den store træstol
...men kun op på denne store trætrone 🙂

Der er meget mere end action i Golden Skybridge

Selvom de mange actionfyldte aktiviteter naturligt stjæler en stor del af opmærksomheden, så er Golden Skybridge også et sted, hvor du sagtens kan sætte tempoet ned og nyde omgivelserne.

Området er flot anlagt, og der er flere steder, hvor det er værd at tage en pause og bare nyde udsigten.

De to hængebroer

Der er ikke bare én men to lange hængebroer – first og second – der strækker sig over kløften og danner et fint loop i parken. Vi kom aldrig over den anden hængebro, eftersom vi snuppede zipline-banen.

Vandrestier

Rundt i parken finder du hyggelige stier, som forbinder de forskellige aktiviteter og udsigtspunkter.
Undervejs går du gennem skovområder og over de to imponerende hængebroer, mens du flere steder har udsigt til den dybe kløft og vandfaldet.

Mineområde

British Columbia har en lang og tidlig historie med minedrift og i dette område i parken kan man opleve lidt af stemningen ved at grave efter ædelsten i klipperne. Det er en lærings- og oplevelseszone for både børn og voksne.

mineområdet ved golden skybridge
Nybyggerstemning ved minen

Udsigtspunkter

Der er flere platforme og udsigtspunkter rundt omkring i parken, hvor du kan stoppe op og nyde udsigten over bjergene, skoven og kløften.
Så vi vil anbefale, at du ikke har for travlt med at komme videre til den næste aktivitet – udsigterne her kan også noget.

Legeplads

Rejser du med mindre børn, er der også en stor aktivitetsfyldt legeplads, hvor de yngste kan brænde lidt energi af. 

Gavebutik

Inden du helt forlader parken, skal du naturligvis ikke snydes for chancen til at snuppe et krus, en kasket eller en t-shirt med hjem.

Treetop Village er legepladsen
Treetop Village er legepladsen for de mindste
Gavebutikken ved Golden SkyBridge
Snup et par souvenirs med hjem

Hvem er Golden Skybridge for?

Og apropos legepladsen, så kan du nok fornemme, at Golden Skybridge ikke er en park for de mindste.

Selvom der er en legeplads, hvor mindre børn kan lege, så vil vi faktisk sige, at Golden Skybridge især henvender sig til større børn, teenagere og voksne legebørn.

Mange af aktiviteterne har alders- og/eller højderestriktioner. De står tydeligt under aktiviteten eller passet, du vælger.

På den anden side – du behøver ikke at have børn for at besøge parken.
Hvis I bare vil ind og have det hyggeligt og udfordre hinanden lidt, so go for it!

Kenneth og jeg besøgte selv parken uden børn, og indrømmet, så havde vi det fedt.

Faktisk brugte vi langt flere timer i parken, end vi lige havde regnet med.

hvem er golden skybridge egnet for
Parken er nok mest for større børn...
golden skybridge er for større børn og barnlige voksne
...og eventyrlystne voksne

Hvornår er det bedst at besøge Golden Skybridge?

Tja, det er et godt spørgsmål.

Som skrevet tidligere, så besøgte vi parken i slutningen af maj – på en onsdag om eftermiddagen. Det var helt perfekt.
Vi kom til lige med det samme ved alle aktiviteterne. Plus, vi fik ekstra ture, fordi der ikke var nogen mennesker i parken. 

Det eneste vi fortryder, er, at vi skulle have afsat mere tid til besøget.

Mindst 6-7 timer vil vi anbefale, hvis du køber et Adventure Pass.

Vi havde inden besøget regnet med, at omkring 4 timer ville være rigeligt, men det viste sig hurtigt, at vi havde undervurderet, hvor meget der egentlig var at opleve. 

I maj lukker parken kl. 18, så vi måtte lige skynde os lidt til sidst. Vi nåede dog 15 min. før lukketid lige at hapse en amerikansk hotdog i Village Grill.

Vi hørte fra de ansatte, at formiddagen havde været markant mere travl. Det tyder på, at morgen- og formiddagstimerne ofte er de mest populære.

Derudover vil jeg vædde med, at ydersæsonerne nok er de mest behagelige, hvad angår mylder. Så maj/juni og sep/oktober. 

Rejser du i sommerferien eller i højsæsonen, skal du være forberedt på ekstremt mange besøgende. Eneste råd her, prøv at undgå weekender.

Men uanset hvornår du planlægger dit besøg, vil vi anbefale, at du bestiller dine billetter hjemmefra, så du er sikker på at få den ønskede dag og det ønskede tidspunkt.

Hvornår skal man besøge golden skybridge
Slutningen af maj, på en hverdag...
vi besøgte golden skybridge i slutningen af maj
...og vi havde masser af plads for os selv

Praktisk information til dit besøg

Parkering

Der er en stor fin gratis parkering lige ved indgangen – og der er også fin plads til autocampere.

Fodtøj

Det er vigtigt ikke at troppe op i løse sandaler og klipklapper, for så er der ikke mange af tingene, du kommer op i. Husk derfor at tage gode lukkede sko på. 

Toiletter

Der findes fine toiletter lige ved indgangen og i området.

Mad og drikke

Der er mulighed for at købe mad, snacks og drikkevarer i Village Grill, og der er også automater med drikke og snacks rundt i parken. Medbragt mad og drikke er et no-go.

rummelig og stor parkeringsplads
Stor rummelig parkeringsplads
vending machine inde i parken
Et lille udvalg af drikke og snacks

Tilgængelighed for børn

Store dele af området er let at gå rundt i, men mange aktiviteter har alders-, højde- og/eller vægtkrav. Børn alene uden voksenfølge, skal være min. 12 år. Så ikke noget med at sende børn afsted, mens du tager et par afslappende timer i autocamperen 😉

Rygsæk/taske

Vi havde en lille daypack med uden problemer. Selv over zipline-turen blev den bare spændt med ind i seletøjet. På Mountain Coasteren lagde vi den bare i hylden.

Røgfri park

Parken er røgfri og vapefri, for at beskytte miljøet og parkens gæster.

Åbningstider

Parken har kun åbent fra start maj til ca. midt oktober.
Derudover så varierer åbningstiderne efter sæson, så tjek dem endelig inden dit besøg, så du ved, hvor lang tid du kan bruge.

Billetter

Vi anbefaler at købe billetter online uanset hvornår du ønsker at besøge -> Tjek datoer og priser her

Skulle du blive forhindret i at besøge parken, kan billetter annulleres op til 24 timer inden besøget.

Gode faciliteter ved Village Grill
Gode faciliteter ved Village Grill
Kæmpe hotdog ved Village Grill i Golden SkyBridge
En hurtig canadisk hotdog inden lukketid

Vores oplevelse af Golden Skybridge

Første gang jeg præsenterede Golden Skybridge for Kenneth, troede jeg egentlig bare at det var et hyggeligt sted med stier og hængebroer, som vi skulle forbi på vores rute.

Men hold da op, hvor tog vi fejl.

Golden Skybridge viste sig at være meget mere end en udsigtsattraktion.

Området er flot anlagt, aktiviteterne er gennemførte, og kombinationen af adrenalinture, natur og de spektakulære omgivelser gjorde bare, at vi havde en fantastisk eftermiddag.

For os var Railrider Mountain Coaster nok den sjoveste.
Og jeg tror, at Canyon Edge Challenge-banen nok blev en personlig sejr for Kenneth, som – på trods af sin højdeskræk – brugte flere timer på at udfordre sig selv mellem trætoppene.

Vi skal helt bestemt en tur i Golden Skybridge igen, og vi ville helt bestemt vælge et Adventure Pass igen – vi ville bare afsætte mere tid af.

Skal du ud på en klassisk kør-selv-ferie i det vestlige Canada, og har lyst til en oplevelse, der kombinerer spektakulær natur med et godt skud adrenalin, synes vi bestemt, at Golden Skybridge er et stop værd.

Plus, vi synes også, at det var en god afveksling fra de mange naturoplevelser, vi ellers fik på ruten.

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Golden SkyBridge - Touch the Sky udsigten
Skønne udsigter, fede oplevelser og udfordringer venter i Golden SkyBridge

Vi håber, at vores oplevelse i Golden SkyBridge i Canada har inspireret dig til at slippe naturen lidt på dit road trip og komme ud og få nogle udfordringer.

Hvis du har spørgsmål til Golden SkyBridge, Canada eller blot synes, at denne guide har været brugbar, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil rigtig gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Find flere posts om smukke Canada her: