Oplev Drake Bay i Costa Rica – vores bedste tips til ophold, udflugter og transport

Drake Bay er et af de mest autentiske steder i Costa Rica.

Her findes ingen asfalterede veje, men i stedet er der grusveje, hvor leguaner hænger ud i træerne og røde araer der majestætisk flyver over byen.

Vi har været her to gange og hver gang har vi været fascineret af dette lille stykke paradis, hvor junglen møder havet og hvor turismen ikke rigtig har fået sat sit præg… endnu.

Selvom der findes hoteller, små supermarkeder og lokale restauranter, føles stedet stadig som en skjult perle langt væk fra masseturismen. For det er ikke store hoteller, ingen kæderestauranter og ingen højtspillende strandklubber der kan findes – kun rå natur og eventyr der venter.

Under vores seneste besøg mødte vi en dansk familie i et af de små supermarkeder og vi kunne ikke lade være med lige at give et ”hej”. De kiggede forundret på os og spurgte, hvor i alverden vi havde hørt om dette afsidesliggende sted… for de følte virkelig, at de var kommet langt væk fra alfarvej. 

Og det var de bestemt!

Drake Bay i Costa Rica
Den lille hyggelig kystby, Drake Bay

Drake Bay er ikke som de mere kendte rejsemål i Costa Rica – her er få turister og området har bevaret sin oprindelige charme, fordi det ikke udvides i takt med turismen. Ihvertfald ikke meget.

Og for os er det præcis dét, der gør Drake Bay så speciel. Vi elsker at komme til et sted som dette, hvor naturen stadig er vigtigst og hvor det ægte eventyr venter.

I denne guide deler vi vores bedste tips til, hvordan du kan opleve Drake Bay i Costa Rica. Fra de bedste steder at bo og de fantastiske udflugter du bør opleve, til hvordan du kommer dertil og alt det andet du skal vide.

Rejsekompasset Drake Bay Costa Rica

Hvor ligger Drake Bay i Costa Rica

Bahia Drake som Drake Bay hedder på spansk, ligger på den naturskønne Osa halvø i den sydlige del af Costa Rica.

Byen ligger ud til Stillehavet mod vest, mens den frodige regnskov omkranser den lille kystby på alle andre sider.

Drake Bay ligger relativt langt fra Costa Ricas større byer. Den nærmeste større by er Puerto Jiménez, der ligger på den anden side af Osa-halvøen. San José, Costa Ricas hovedstad, ligger i den centrale del af landet, flere hundrede kilometer væk.

Trods sin fjerne placering har Drake Bay en lille, men velfungerende bystruktur. Der er ingen asfalterede veje i byen, hvilket bidrager til dens autentiske stemning og følelse af at være langt væk fra masseturismen.

Beliggenheden gør Drake Bay til et ideelt sted for naturelskere, eventyrere og dig, der søger en mere autentisk og uberørt side af Costa Rica.

Kort Costa Rica

Sådan kommer du til Drake Bay for at opleve Corcovado Nationalpark

Drake Bay er en lille, isoleret perle på Osa halvøen og er den mest populære by at opholde sig i for at opleve Corcovado Nationalpark.

At komme hertil er en del af eventyret og der er flere måder at gøre det på, afhængigt af dit budget og din rejseplan.

Med lejebil har du to muligheder:

Kør til Sierpe og stil bilen og tag båden til Drake Bay:

Første gang vi besøgte Drake Bay kørte vi ned til den lille by, Sierpe, hvor vi steg ombord på en båd, der sejlede os igennem mangroveskove og ud til Drake Bay.

Bådturen varer cirka 1-1,5 time og er en oplevelse i sig selv, da du kan spotte dyreliv undervejs, både i mangroven og ude på havet.

Du kan læse mere om hvordan denne løsning foregår (inkl. parkering, priser mm.) i vores post: Et vådt jungleeventyr i Corcovado Nationalpark i Costa Rica

Med båd til Drake Bay Costa Rica
Med båd fra Sierpe

Med bil hele vejen:

Det er også muligt at køre hele vejen til Drake Bay.

Denne rute tog vi på vores seneste rejse til Costa Rica i dec 2024. Vejen gennem regnskoven er rå grusvej med udfordrende huller, stejle bakker og så skulle vi også krydse en flod.

(Havde dog læst fra andre bloggere, at det er muligt at komme til Drake Bay uden at krydse floder… men her var vi…) 

En 4×4-bil er bestemt at anbefale  – og en god portion eventyrlyst til denne strækning.

Vi vil ikke anbefale at tage ruten hele vejen fra San Jose til hverken Sierpe eller Drake Bay. Selvom Google Maps “kun” siger der er omkring 300 km, så vil det tage omkring 5-6 timer uden pauser og du vil køre forbi en masse spændende.

Tag evt. et stop i Manuel Antonio, Uvita og/eller evt. i bugten ved Golfo Dulce.

Køre igennem Corcovado Nationalpark Costa Rica
Kun grusvej igennem regnskoven
Floder i Costa Rica
Floden vi skulle krydse...

Tag med indenrigsfly ind i regnskoven

Den eneste måde vi ikke selv har prøvet at komme til Drake Bay i Costa Rica på, er med et indenrigsfly. 

Hvilket, af gode grunde, er den hurtigste.

Indenrigsselskabet SANSA Airlines, tilbyder flere daglige afgange fra San José til den lille lufthavn i Drake Bay.

Flyveturen tager cirka 50 minutter og byder på en fantastisk udsigt over Costa Ricas bjerge og kyst – og vi har hørt at det er en fantastisk flot tur ind til nationalparken.

Jungle i Mellemamerika
En lille brøkdel af Corcovado Nationalpark

Hvor skal man bo i Drake Bay?

Drake Bay er måske en lille og afsidesliggende by, men det betyder ikke, at du ikke kan finde et godt sted at overnatte. Tværtimod, så findes der en række fine autentiske muligheder – fra bekvemme hoteller i byen til unikke junglelodges midt i naturen.

Vi har selv prøvet begge dele.

På vores sidste tur, hvor vi kørte selv, boede vi i selve Drake Bay, hvor vi havde nem adgang til restauranter og de små butikker.

Men vi har også overnattet på en afsidesliggende lodge, hvor alle måltider var inkluderet og hvor regnskoven omsluttede os på alle sider. Ingen veje, ingen byliv – kun naturens lyde og en følelse af at være langt væk fra hele verden.

Hvis du ønsker at bo på et junglelodge, kan vi ikke anbefale at tage bilen med.

Hvis du ønsker en nem og bekvem base, hvor du kan gå en lille tur, nyde et godt spisested eller tage ud og få en drink. Så er et hotel i Drake Bay det oplagte valg. Og muligt med bil.

Tag evt en kig på disse hoteller i Drake Bay:
(alle hotellinks er reklamelinks)

Hotel Cabinas Murillo – Her havde vi et par nætter efter vores tur i nationalparken. Meget simpelt sted og hvor der var morgenmad inkluderet. Vi havde et stort værelse med balkon, hvor hængekøjen blev indtaget og vi kunne ligge og kigge ud på havet. Det ligger meget centralt, så supermarked og restauranter er lige om hjørnet.

Andre hoteller vi vil anbefale – men du skal være hurtig for det er populære hoteller i Drake Bay:

Jacamar Corcovado Drake Bay

Vi boede også her, men kun en enkelt nat, for de havde ikke flere værelser, da vi kom tilbage fra vores nationalpark-tur. Desværre, for det er et fint hotel med store fine værelser -og med en god blød seng. Det ligger lidt oppe i byen, så vi havde en god udsigt over alt det grønne og kunne se havet i det fjerne. Det er et meget populært hotel, så du skal være hurtig.

Las Cotingas Ocean View

Dette hotel holdte vi øje med, men det var desværre fuldt booket. Selvom værelserne ser relativt simple ud, så er beliggenheden helt perfekt. Og med en bungalow med havudsigt, ville det være et helt perfekt sted at ligge i hængekøjen at slappe af. Hotellet ligger meget centralt, både hvis du kommer med båd fra Sierpe og nemt at køre til, hvis du kommer i bil.

Hotel Rancho Corcovado

Dette hotel havde vi også et godt øje til. Vores tur ind i Corcovado NP startede nemlig meget tidligt på stranden, lige foran hotellet, så det ville være nemt. Selv, hvis du ikke skal på tur, så er det et lækkert hotel beliggende lige på stranden. Alle værelser har balkon enten vendt ud mod regnskoven eller med havudsigt. Nemt at komme til både med båd og bil.

Men hvis du vil mærke naturen helt tæt på, så overvej et lodge lidt væk fra byen. 

Her kan du vågne op til regnskovens lyde, måske spotte en tukan eller legesyge aber fra din terrasse og føle dig helt forbundet med naturen.

Disse overnatninger kræver dog lidt mere planlægning, da du vil være afhængig af bådtransport til en afsiddesliggende strand og der vil være nogen der skal hente dig ved stranden. 

Men samtidig med, at det er her du kan komme virkelig tæt på naturen – så er det også på disse lodges, at du måske kunne finde lidt luksus i regnskoven.

Du skal dog være OBS på hvis du booker nogle af nedenstående udflugter (se længere nede), at de kommer forbi stranden, der ligger tæt på dit lodge. Du kan evt. bare arrangere ture med lodgen.

Tag et kig på disse skønne lodges underfor Drake Bay:
(alle hotellinks er reklamelinks)

Sunset Tucano Lodge – Her har vi selv boet. Det er lille familieejet sted med fire cabins, hvor vi havde en cabin med delvis havudsigt. Værelset var stort, men simpelt. Og fra vores terrasse oplevede vi tukaner og aber. 

Andre lodges vi vil anbefale:

Ocean Forest Ecolodge

Lodgen ligger lige ud til San Pedrillo stranden. Ser alt for hyggeligt ud. Cabins midt i regnskoven, hvor det er muligt at booke med havudsigt. Det er muligt at komme med båd eller få arrangeret transport-båd fra Drake Bay-lufthavnen.

The Jaguar Jungle Rainforest Lodge

Et flot lodge, med et snert af luksus og hvor dyrelivet kommer helt på. Ligger også ved San Pedrillo stranden og det er muligt at booke et glamping-telt. Alle måltider er inkluderet.

Aguila de Osa Rainforest Lodge

Værelse med stilfuld indretning og havudsigt. Dette lodge ligger i gå afstand til Drake by ad en lille sti i skoven. Det har sin egen bådbro (som nok det eneste i miles omkreds) Alle måltider er inkluderet og det er muligt at spotte dyreliv.

6 fantastiske udflugter du kan få ved Drake Bay

Hvis du, som os, elsker at fordybe dig i naturen, jagte vandfald og finde unikt dyreliv, så er Drake Bay bestemt et godt sted du kunne opholde dig.

Drake Bay er et sandt paradis for eventyrlystne rejsende. Naturen er i fokus og dyrelivet er fantastisk.

Uanset om du er til vandreture i regnskov, hvor dyrelivet pludselig krydser din vej. Snorkling ude på havet, hvor legesyge delfiner eller havets kæmper kunne dukke op. Eller du bare ønsker at nyde de tomme rå strande.

Så er der masser af måder at lade sig fortrylle af naturen her.

Hvis du har specifikke aktiviteter i tankerne, såsom at komme ind i Corcovado Nationalpark eller snorkling ved Caño Island, så anbefaler vi at booke disse på forhånd.

Nedenfor har vi listet nogle af de ture, som vi selv har taget. Du kan booke via linket, ved hver udflugt.

(alle udflugtslinks er reklamelinks)

Smukke Corcovado Nationalpark

En dagstur ind til Corcovado NP

Drake Bay er en af de vigtigste indgangsporte til den berømte Corcovado Nationalpark og det er primært også derfor turister kommer til den afsiddesliggende kystby.

En dagstur ind til Corcovado Nationalpark er en uforglemmelig oplevelse. Og hvis ikke du har tiden til at overnatte derinde (se nedenstående) så er en dagstur absolut andenbedst.

Turen starter tidligt om morgenen med en bådtur fra Drake Bay til Sirena Ranger Station. Bådturen tager lidt over en times tid og derefter vil du bruge omkring 5 timer sammen med en gruppe, der bliver anført af en certificeret guide.

Alle guider har udstyret sig med teleskop-kikkerter og har virkelig gode øjne til at spotte dyrelivet. Selvom det aldrig er en garanti at se dyr, så giver Corcovados intense biodiversitet, dig ret gode chancer for at se både store og små dyr. Også på kun 5 timer i parken.

Du afslutter din tid i Corcovado NP med en frokost på Sirena Ranger Station, hvorefter gruppen går ned til bådene ved 13-tiden og du vil være i Drake Bay igen ved 14-14.30-tiden.

Pris: ca. 800 DKK per person (2024)

Tid: 8 timer

Book turen her

Max antal deltagere: 10 personer

Abe i Corcovado Nationalpark Costa Rica
Dyreliv i Corcovado Nationalpark Costa Rica

Overnatning i Corcovado NP

Hvis du har muligheden og tiden til det, så vil vi bestemt anbefale at tage på en 2-dages tur til Sirena Station i Corcovado Nationalpark.

Vi tog selv turen på vores sidste tur til Costa Rica og det er en helt unik oplevelse. Læs om Vores uforglemmelige 2-dage eventyr iblandt dyreliv i Corcovado Nationalpark

Selvom det er en af de dyrere ture fra Drake Bay, så er den ekstra dag du får i parken, det hele værd. Forstil dig lige at falde i søvn til lydene midt i en af verdens mest biodiverse regnskove. Det er fantastisk!

Første dag starter på samme måde som dagsudflugten (ovenover). Men efter frokost har du endnu en god lang vandretur igennem regnskoven – uden så mange mennesker i parken. Det samme tidligt næste morgen. Du kommer ud, mens regnskoven vågner (eller natdyrene er ved at gå til ro)

Denne 2-dages tur giver dig mulighed for at tilbringe omkring 30 timer i parken, hvilket er langt mere, end hvad dagsturisterne får. Vi kan 100% anbefale denne tur.

Det vil blive en oplevelse, du aldrig glemmer.
Husk at booke i god tid, da der kun er plads til 100/120 sovende gæster.

Pris: ca. 2700 DKK per person (2024)

Tid: 2 dage

Book din tur her

Max antal deltagere: 6 personer

Sovesal på Sirena Ranger Station
Sovesal på Sirena Ranger Station
Tapir i Corcovado Nationalpark
Vi mødte denne sovende tapir!

Snorkeltur ved Caño Island 

Kun 45 minutters bådtur fra Drake Bay kan du komme ud på en dagstur til Caño Island. En uforglemmelig oplevelse for enhver, der elsker livet under havoverfladen.

Øen er et af de bedste steder i Costa Rica til snorkling og dykning og er et beskyttet marinereservat med et fint koralrev og et rigt marine liv.

Vi fik selv spottet en skildpadde, en masse farverige fisk og en revhaj.

Dagen begynder tidligt med afgang fra Drake Bay og på vej ud til Caño Island kan du være heldig at spotte delfiner eller hvaler (i sæson).

Efter nogle timer på havet slutter turen med afslapning på den smukke Playa San Josecito, hvor du kan nyde solen og en kold drik. Derefter vender du tilbage til Drake Bay, hvor der venter en lækker frokost – en perfekt afslutning på en dag fyldt med eventyr under havets overflade.

Pris: ca. 720 DKK per person (2024)

Tid: 6 timer

Book turen her

Max antal deltagere: Ikke nævnt

Snorkling ved Cano Island
Skildpadde ved Cano Island

Tag på en nattur ind i regnskoven

Når mørket falder på, er det endnu mere spændende at bevæge sig ind i regnskoven. Natdyrene vågner og du vil få et indblik i en helt anden verden i junglen.

Med en erfaren biolog som guide bevæger du dig gennem regnskoven i et par timer. Her er der mulighed for at spotte fascinerende dyr som spændende edderkopper, frøer, slanger, skorpioner og måske endda et dovendyr højt oppe i træerne.

I Drake Bay er der intet bedre valg end at tage ind i den mørke regnskov med Tracie The Bug Lady og hendes team. De deler ud af deres enorme viden og med en smittende begejstring giver de et unikt indblik i junglens mørke.

En nattur i junglen er en uforglemmelig oplevelse. Denne nattur er meget populær og ofte fuldt booket, så vi anbefaler at reservere i god tid!

Pris: ca. 370 DKK per person (2024)

Tid: 2-3 timer

Book turen her

Max antal deltagere: 6 personer

Skorpion
Skorpionen var bedre at se med UV-lys

Tag på en delfin/hvalsafari

Hvert år migrerer pukkelhvaler forbi Drake Bay og det er en helt magisk oplevelse at se dem lege i bølgerne, ligge og nyde tilværelsen i overfladen eller slå med halen.

Ud over hvalerne vrimler havet omkring Osa halvøen også med store grupper af delfiner, så hvis du er heldig, kan du opleve hundredvis af dem.

Hvalsæsonen i Drake Bay strækker sig fra midt juli til midt november og igen fra midt december til midt april. Men delfinerne kan ses året rundt.

The Divine Dolphin er den mest erfarne operatør i området og har specialiseret sig i hval- og delfinsafarier. De har været omtalt af National Geographic og er engageret i bevaring af det fantastiske havliv i og omkring Drake Bay.

Hvis du elsker havets dyreliv, så bør du bestemt overveje en hvalsafari fra Drake Bay.

Pris: ca. 980 DKK per person (2024)

Tid: omkring 6 timer

Book turen her

Max antal deltagere: 12 personer

Hvaler ved Drake Bay Costa Rica
Smukke fascinerende skabninger!

Tag en jungle tur

Tag på en uforglemmelig junglevandring, hvor du får mulighed for at opleve Costa Ricas vilde natur helt tæt på.

På denne halvdagstur fra Drake Bay tager du, sammen med en erfaren guide, dybt ind i junglen. Guiden hjælper dig med at navigere gennem det tætte grønne landskab – nogle steder ad næsten ufarbare stier.

Undervejs følger du dyrenes spor og kan være heldig at spotte tapirer, peccaries (en slags vilde grise) og andre spændende dyr.

Turen byder også på et adrenalinsus, når du når frem til floden, hvor eventyret rigtig begynder. Her skal du klatre, svømme og balancere i floden. Finde skjulte vandfald og kløfter, hvor kun meget få turister kommer.

Efter en spændende formiddag i junglen bliver du budt indenfor hos en lokal familie. Her kan du nyde et traditionelt costaricansk måltid og slappe af i hængekøjer, inden turen går tilbage til Drake Bay.

Pris: ca. 680 DKK per person (2024)

Tid: omkring 5,5 time

Book turen her

Max antal deltagere: 6 personer

Jungleeventyr fra Drake Bay Costa Rica

Hvor lang tid bør du opholde dig i Drake Bay

Uh, vi kunne selv godt tilbringe en uge eller mere her, men det er vi godt klar over ikke passer ind på en 2-3 ugers rejse, hvor flere dele af landet skal opleves.

Men for at få en ordentlig oplevelse af bugten, vil vi anbefale mindst 3 nætter i Drake Bay.

På den tid har du mulighed for at udforske naturen, tage på guidede ture og virkelig fordybe dig i den rå skønhed, området har at byde på.

Hvis du ønsker at tage på en overnatning inde på Sirena Ranger Station, så ligger den ud over de 3 nætter.

Corcovado Nationalpark

Bedste tid at besøge Drake Bay

Selvom Costa Rica beregnes som en helårsdestination, så er der tidspunkter på året, hvor regnen fylder meget – og specielt på Osa halvøen.

Den bedste tid at besøge Drake Bay vil være i den tørre sæson. Den ligger fra ca. midt december hen til april. I den periode er vejret nogenlunde stabilt med solrige dage og meget lav risiko for regn.

Fra maj til midt december er det regntid på disse kanter i Costa Rica – hvor de værste måneder ligger fra august til oktober. Regnen er ofte intens, men som regel kun i form af korte, kraftige byger, som stadig gør plads til at komme ud på eventyr.

Rå strand

Vores egne oplevelser med vejret i Drake Bay

Som skrevet så har vi nu været forbi Drake Bay og Corcovado Nationalpark to gange. Første gang var i oktober 2022 og sidste gang var i slut december 2024.

Første gang i Drake Bay, havde vi næsten regn uafbrudt i alle 4 dage vi opholdte os der – der var ikke meget ophold i mellem bygerne. Vi fik også af vide at en orkan lå ind over Mellemamerika og skabte mere regn.
Men det ødelagde bestemt ikke vores oplevelser, hverken i Corcovado, på vores nattur eller ved Cano Island.

Hvis ikke du har læst om vores første gang i Drake Bay og Corcovado NP, så kan du læse med her: Et vådt jungleeventyr i Corcovado Nationalpark i Costa Rica

Sidste gang vi var forbi, var, som skrevet, i slut december, men der havde vi også en del regn. Det kom dog mest om aftenen og blev ved ud på natten. Men også et par gode heftige skyl i løbet af dagene. 

Så der var godt mudret på stierne i Corcovado Nationalparken

Men ingen af gangene blev vi ærgerlige, for vi fik alligevel fantastiske eventyr.

Nu har vi ikke besøgt Drake Bay i den tørre periode/højsæsonen (det må vi gøre næste gang), men vi kan bestemt forestille os at der er en del flere turister i denne sæson. Ved at rejse i ydersæsonen, har vi muligvis fået en mere stille og autentisk oplevelse af området.

Regnvejr i Corcovado Nationalpark
Næsten 4 dages konstant regn i oktober 2022

Dette skal du vide til dit besøg i Drake Bay

Drake Bay er et af de mest isolerede steder i Costa Rica og netop dét gør det til et unikt sted at besøge. Men det kræver også lidt forberedelse – dette skal du være OBS på:

    • Ingen hæveautomater – Der findes ingen ATMs i Drake Bay. Så sørg for at medbringe lidt kontanter. Mange hoteller, supermarkeder og restauranter accepterer kreditkort, men hvis strømmen går tager de kun kontanter.

 

    • Strømafbrydelser kan forekomme – Især i regnsæsonen kan strømmen gå i kortere eller længere perioder. Vi har selv oplevet en strømafbrydelse på 12 timer i Drake Bay. Mange hoteller har en generator, men det er alligevel en god idé at medbringe en lille lommelygte og powerbank til mobilen.

 

    • Ingen bådebroer – Når du skal til/fra Drake Bay og andre steder i nærheden, skal du være forberedt på at skulle hoppe i vandet, da der ikke er nogen bådebroer. Brug klip klappere eller sandaler der kan tåle vand og beskyt dine tasker og rygsække.

 

    • Begrænset i butikker – Der findes kun små supermarkeder med et begrænset udvalg af dagligvarer og fornødenheder. Hvis du har brug for noget vigtigt specifikt, så sørg for at købe det på forhånd.

 

    • Ingen benzintank – Hvis du ankommer i egen bil, skal du sørge for at for tanket op inden du kører ind i regnskoven mod Drake Bay. Den sidste tank station er på hjørnet når du drejer ned mod Osa halvøen ved Chacarita.

    • Vejene kan være udfordrende – Hvis du kører selv, vil vi endnu engang sige at en 4×4-bil er nødvendig, især i eller i de omkringliggende måneder af regnsæsonen. I tørtiden kan du muligvis klare turen i en almindelig SUV, men vi vil dog stadig anbefale en 4×4.
På eventyr i corcovado nationalpark Costa Rica

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Drake Bay i Costa Rica et et af vores absolut favoritsteder i landet. Og vi håber at vi har inspireret dig til at få dette remote paradis med på din rejseplan.  
Hvis du har spørgsmål til Drake Bay, Corcovado NP, Costa Rica  eller bare synes at denne post er god og brugbar, så skriv os meget gerne en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig. 

Del gerne denne post på din:

Find mere om smukke Costa Rica her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *