
Året der gik 2021 – 21 tanker og tilbageblik fra RejseKompasset
Dette år har været lidt af en hvirvelvind, det startede helt som det skulle, men endte ikke helt som vi havde forventet. 2021 blev simpelthen året, der er gået alt
Vores “Året der gik” er nu blevet en fast tradition her på RejseKompasset.
Dette er den femte udgave – og måske det år, der har krævet mest eftertanke.
2025 var ikke et år, der bare gled let og elegant forbi. Det var et år, der krævede mere af os. Mere tålmodighed. Mere omstilling.
Året rummede både bekymringer, svære beslutninger og perioder, hvor tempoet blev tvunget helt ned. Men det bød heldigvis også på oplevelser, rejser og øjeblikke, som vi aldrig vil glemme.
Vi oplevede skønne lande. Naturen fyldte som altid meget og rejserne førte os til både velkendte og helt nye steder.
Familien har været meget i fokus og bloggerlivet har taget nye drejninger. Det har været en tid hvor algoritmen og søgninger har ændret sig, næsten hurtigere end vi kunne nå at følge med.
Nedenfor har jeg samlet 25 tanker, begivenheder, udfordringer og oplevelser, som på hver deres måde har været med til at forme året der gik 2025 for os.
Nogle er store, andre små. Nogle gjorde ondt, andre gav håb.
Tilsammen fortæller de historien om et år, vi nok meget sent vil glemme.
Jeg startede året ud med at ødelægge stort set alle vores rejseplaner for 2025.
For jeg fik skabt en “spændende” lang blodprop i mit venstre ben. Jeg skriver spændende, fordi lægerne på både Riget og Hvidovre Hospital har været meget overrasket over længden.
Blodproppen gik fra lige under navlen til venstre knæ og kunne ikke bare opløses med blodfortyndende medicin.
Derfor kom jeg på operationsbordet i fuld nakose og i 4,5 time “støvsugede” lægerne min vene, fik skabt hul igennem og fik også lagt en stent op i blodåren. Det er en lille metalring, som hjælper med at holde åren åben, men som heldigvis ikke sætter gang i security i lufthavnene (min største bekymring, hehe)
Lægerne mente, at blodproppen muligvis var opstået i forbindelse med vores rejse hjem fra Costa Rica hen over nytåret, som du kan læse i vores “Året der gik 2024“.
Men det betød at vi blev “grounded” for et par måneder længere end jeg måske havde ønsket.
Tempoet blev sat helt ned og 2025 begyndte med en påmindelse om, at helbredet altid kommer først.
Selvom vi havde fået besked på ikke at rejse et godt stykke ind i året der gik 2025, havde rejselysten bestemt ikke lagt sig!
Så vi tog turen til Herning og Danmarks største rejsemesse – Ferie for Alle. Og man kan godt sige at det var et boost, der var meget velkomment.
Her blev vi selvfølgelig mindet om, hvorfor vi bare elsker det her univers.
Vi blev inspireret til et hav af eventyr, vi fik snakket med en masse spændende mennesker, mødte både nye og velkendte turoperatører og fik samlet nok inspiration til de næste mange mange rejser.
Vi sugede hele rejsestemningen til os – og al inspiration er blevet lagret, for der er godt nok mange destinationer vi gerne vil opleve.
Alt fra eksotiske ødestinationer, til spændende safaridestinationer og til fantastiske roadtrips + der er mange lande vi også gerne vil retur til.
Nogle gange så fungerer tingene i livet bare ikke – heller ikke selvom man synes man har gjort alt det rigtige.
Vores ældstedatter flyttede i sommeren 2024 til Viborg sammen med en veninde for at starte på Media College Denmark.
Men efter første del af uddannelsen blev færdiggjort, begyndte kampen for at finde en læreplads. En kamp, som desværre aldrig rigtig gav resultat fordi der var så ekstremt få pladser inden for dette fag.
Så lejligheden blev opsagt og hun flyttede hjem igen.
Heldigvis er hun meget målrettet og hun valgte at tage en modig beslutning. Hun valgte en helt ny retning og søgte ind på Erhvervsakademiet i Roskilde på en 2,5-årig uddannelse.
Heldigvis kom hun ind – og hun fik studiebolig i nærheden.
Det var fantastisk, som forældre at se hende gå fra at være helt nede i kulkælderen til nu at trives, elske sin lille studiebolig og føle glæde ved sin nye uddannelse.
Vi ved godt, at dette punkt er en smule mere politisk end resten…
Men da Trump igen rykkede ind i Det Hvide Hus i Washington og den ene hen-i-vejret-udtalelse efter den anden ramte medierne, traf vi en beslutning. En beslutning der har ramt vores rejseliv.
For vi har ganske enkelt ikke lyst til at støtte eller sætte vores fødder i USA i den periode.
Det er selvfølgelig ærgerligt, specielt når der er destinationer, som er nemmere at komme til via en mellemlanding i USA. Men sådan er det bare…
Forhåbentlig er det kun for en periode og verden er heldigvis stor og der er mange lækre destinationer derude vi kan opleve imens.
De seneste par år har vi fået skrabet en ret imponerende samling af nevøer og niecer sammen.
Og i starten af 2025 kom der endnu én til, da Kenneths søster fødte en skøn lille dreng.
Det betyder, at vi nu i alt har 13 nevøer og niecer.
En stor flok med mange personligheder og de små skønne mennesker minder os om, at minderne også bliver formet hjemme i Danmark hos familien.
Imens jeg lå indlagt på Rigshospitalet med blodproppen og syntes, at hele verden bare var lidt dum, tikkede der en mail ind.
Mailen kom fra Harzen Turistbureau, som gerne ville indlede en dialog om et muligt samarbejde og promovering af Harzen. Timingen kunne næsten ikke have været mere symbolsk.
Det blev et lille, men vigtigt lysglimt. Og en påmindelse om, at selv når tingene føles sat på pause, så stopper verden ikke helt.
At nogen havde opdaget RejseKompasset og rakte ud, betød mere, end jeg lige havde regnet med på det givne tidspunkt.
At samarbejdet så ikke lige blev til noget i år, betyder ikke så meget. Vi har haft en god dialog og jeg er helt sikker på, at det nok skal blive aktuelt på et andet tidspunkt.
Vi oplevede også at blive eksklusivt inviteret til et Jordan Roadshow.
I selve mailen lød det virkelig spændende og vi fik en fin introduktion til Jordan.
Jordan er et land vi faktisk allerede har haft oppe at vende flere gange og gerne vil opleve.
Vi havde faktisk en idé om at kigge forbi Jordan her sidst på året. Men da der kom uroligheder nede omkring Gaza, lagde vi planerne om.
Men selvom vi blev eksklusivt inviteret, så kan man godt føle sig uvelkommen – det gjorde vi en smule til det arrangement.
For nogle rejsebloggere er en samarbejdsside noget af det første, der bliver lavet – ofte fordi det er her, man tydeligst kan vise den kommercielle del af sit arbejde.
For os tog det alligevel fire år.
Ikke fordi vi ikke ville samarbejde, men fordi RejseKompasset først og fremmest skulle bygges på erfaringer, indhold og tillid.
For dig som læser har siden måske ikke den store betydning. Men for potentielle samarbejdspartnere giver den et indblik i, hvem der læser med og hvad RejseKompasset står for. Og hvis vi har samme målgruppe, så kan vi muligvis være et godt match til et samarbejde.
Men du er naturligvis velkommen til at tage et kig: Samarbejde med RejseKompasset
Efter at have stillet spørgsmålet “Hvornår må jeg rejse?” til adskillige læger – uden at få et konkret svar, tog jeg til sidst selv en beslutning.
Og det betød at vi tog på vores første rejse i Året der gik 2025 til Island.
I næsten en måned rejste vi rundt og fik oplevet næsten alt hvad Island kunne tilbyde.
Først tog vi base i Reykjavik og fik oplevet verdens nordligste hovedstad helt i dybden. Derefter tog vi ud på et fantastisk kør-selv eventyr, hvor vi først oplevede Den Gyldne Cirkel og derefter et Ring Road-eventyr, som tog os hele vejen rundt på Island.
Island er kendt for at være en smule dyrt. Derfor valgte vi at booke en bil, hvor det var muligt at slå et telt op på taget.
Det var første gang, vi prøvede den løsning. Normalt er jeg ikke den store camping-type, men vi har da tidligere kørt rundt i autocamper og det var super hyggeligt.
Men hvad vi ikke lige havde regnet med, var hvor koldt det bliver i sådan et telt… på Island… også i foråret.
Hvilket betød at da vi kom halvvejs rundt om øen måtte vi til at ændre planer og booke ophold, da jeg havde fået tilraget mig en slem lungebetændelse.
Så det, der egentlig skulle have været en måde at spare lidt på, endte med at gøre Islandsturen markant dyrere end planlagt.
Selvom sygdom flyttede ind hos mig på vores rejse, så fik vi alligevel fantastiske oplevelser.
Vi har virkelig en svaghed for vandfald, så du kan nok forestille dig, at Island var et sandt paradis for os!
På vores tur rundt om øen fik vi besøgt over 25 vandfald. Og det var lige fra de kendte vandfald som Gullfoss og Kirkjufellfoss til de mindre kendte som Svödufoss og Gljufrabui.
En af de allerstørste oplevelser på Island var, at vi for første gang så vilde spækhuggere.
For mig var det ekstra stort. Det har længe været en drøm at opleve de majestætiske dyr i deres naturlige omgivelser.
Det er svært at forklare følelsen, når man står face-to-face med dem og ser dem glide hurtigt gennem vandet.
Jeg synes bare de er helt fantastiske og i min fascination over de hvaler vi så har jeg også skrevet denne: Hvalsafari på Island – Hvor, hvornår og hvilke hvaler du kan regne med at se
Næste store drøm er at komme til Norge og svømme med dem. Måske noget, der skulle skrives på vores to-do-liste til 2026.
Også i år var det tid til at opgradere lidt på udstyrsfronten – at skifte ud og købe “nyt”.
Jeg havde virkelig brug for en ny – og markant større computer, som kunne følge med alle mine mange åbne faner, skriveborde, grafikprogrammer og projekter.
For ja… jeg har det med at have gang i mange ting på én gang.
Og vi havde længe også snakket om at investere i et nyt objektiv til kameraet.
Og det fik vi i år. Men vi går meget ind for genbrug og derfor er begge dele købt på second-hand-sider.
Hvis du selv er på udkig, så kan vi anbefale refurbed.dk og mpb.com til kameraer og objektiver.
Vi havde længe gået og snakket om at starte en engelsk rejseblog.
RejseKompasset er udelukkende på dansk og det betyder naturligt, at vi primært når danske – og i nogen grad skandinaviske læsere.
Men vi havde lyst til at række længere ud og nå et internationalt publikum.
Både fordi det kunne være fedt med en større læserskare – og naturligvis også ramme et større indtjeningspotentiale – sådan er det vel for alle “businesses” der ønsker at vokse.
Den blev lanceret i sommers, så den er stadig meget ny.
Vi kører stadig RejseKompasset videre mod danske og skandinaviske læsere.
Og så fanger den engelske forhåbentlig resten af verden 🙂
Hvis du er nysgerrig, så kan du tage et kig på den engelske blog her: twogoexplore.com
De seneste par år har Kenneth haft en fast og hyggelig tradition med sin søn – og det var ikke anderledes i år – andet end de valgte at tage søster med.
Hver sommer tager de en forlænget weekend til Sverige, hvor fokus er på vandring, natur og det helt simple liv.
De sover i telt eller shelter – og nogle år har de også lejet en kano derovre.
Turene har tidligere ført dem forbi både Hallandsleden, Kullen og områderne omkring Åsnen i det sydøstlige Sverige.
I år gik turen til Söderåsen som blev travet igennem på kryds og tværs.
Vi tilbragte sommeren og sensommeren hjemme, men så var det også tid til at komme afsted igen.
Denne gang valgte vi at rejse til Thailand.
Kenneth havde aldrig været der, så selvfølgelig skulle vi en tur dertil.
Jeg vil gerne dele en følelse, jeg havde da vi havde booket vores billetter til Thailand, for jeg havde det meget ambivalent…
Jeg følte mig flov… og jeg følte næsten jeg kunne se skuffelsen i folk ansigter når de spurgte hvor vi skulle til… sådan en slags “Nåh, skal I bare til Thailand” efterfulgt med “Det bliver også skønt med noget sol og varme”.
Rigtig mange tager til Thailand hvert år og mange tager ned og ligger på en solseng ved poolen i 14 dage. Så vi skulle forklare at vi ikke rejser efter sol og varme – vi rejser efter eventyr.
Så jeg fik vendt tanken i mit hovedet til at der er også rigtig mange som ikke har besøgt Thailand – endnu, så nu skal vi vise dem det eventyrlige Thailand.
Jeg booker stort set altid vores ophold og planlægger vores ruter hjemmefra.
I min ivrighed på at vise et andet Thailand, gik jeg all-in på autentiske ophold, at vi gik i fodspor på historien og søgte aktivt ud i nationalparkerne efter lækkert dyreliv.
Og det var præcis så fedt, som jeg havde håbet!
Vi gik helt i dybden med historien ved Dødens Jernbane. Gik på museum, kørte med toget på hele strækningen og mærkede stilheden ved Hellfire Pass.
I nationalparkerne fordybede vi os også. Vi tilbragte flere nætter i tre forskellige nationalparker med gibboner svingende over os og fik oplevet vilde elefanter!
Jeg tør godt sige, at vi oplevede et Thailand, som mange desværre ikke ser. Og vi forelskede os fuldstændig i den thailandske natur.
Vi glæder os til at dele alle vores oplevelser!
På vores rejse til Thailand i året der gik 2025, skulle vi selvfølgelig også opleve nogle af de paradisøer som Thailand er kendt for.
Øerne Koh Mook og Koh Kradan var fantastiske på hver sin måde.
Koh Mook var autentisk med en lille by, hvor fiskemænd sad og udfiltrede deres net fra morgenens fisketur og børn løb og legede i de støvede gader.
Koh Kradan var noget helt andet. Et rendyrket strandparadis med krystalklart vand og fantastiske snorkeloplevelser direkte fra stranden.
Men de smukkeste paradisstrande oplevede vi ved Similan øerne. Wow, hvidt sand, turkis vand og snorkling i absolut verdensklasse.
Der er ingen resorts på øerne og de er helt lukket halvdelen af året for at beskytte det marine område. Og det kan mærkes. Naturen får lov at “blomstre”.
Vi er kæmpe naturfans og forsøger altid at dykke lige lidt ekstra dybt ned i jungler og nationalparker på alle vores rejser.
Og det gjorde vi også i Thailand.
Efter vores tur på søen i Khao Sok Nationalpark tjekkede vi ind i vores junglehytte og derfra tog vi dybere ind i nationalparken.
Her fandt vi dyr, som de færreste forbinder med Thailand…
Vi fandt nemlig store flotte taranteller, smukke farverige slanger og store selvlysende skorpioner.
Det blev en rejse der bestemt også overraskede os selv. Det var fedt!
Efter vores samarbejde med Isla Chiquita på vores Costa Rica-rejse i 2024, fik vi lidt “blod på tanden” omkring flere samarbejder.
Så i sensommeren begyndte jeg aktivt at tage kontakt til forskellige PR- og marketingbureauer i Danmark.
Der var særligt ét bureau, som viste stor interesse og fortalte om en kommende kampagne for Experience Oman. Det lød spændende og over efteråret fulgte flere samtaler og en del mails frem og tilbage.
Vi snakkede om indhold, forventninger og muligheder. Og en dag, tikkede mailen ind:
Oman vil gerne tage imod jer.
Kun fem dage efter vi landede hjemme fra Thailand, gik turen igen mod lufthavnen.
Hele rejsen var sammensat af Omans Turistråd, vi havde ingenting at sige, andet at vi skulle informere om hvilken type rejser vi skriver om på rejsebloggen. Så det selvfølgelig gav mening og programmet blev lagt i samme ånd.
Det blev en intens rejse på bare fem dage, hvor vi oplevede rigtig meget. Faktisk så meget, at vores guide flere gange nævnte, at det normalt er noget, man ville fordele over mindst en uge.
Så tempoet var højt og til tider en smule presset, men vi fik til gengæld et virkelig godt indblik i Oman.
Fra Muscat, landets hovedstad, videre til den gamle hovedstad Nizwa og det kulturelle Oman, og derfra ud i naturen.
Først med besøg i ørkenen og senere til de smukke wadier, som landet er kendt for.
Overalt mødte vi en imødekommenhed og gæstfrihed, der gjorde stort indtryk.
Oman er uden tvivl et land, vi varmt vil anbefale.
Ørkenen i Oman var i sig selv en stor oplevelse.
Vi har oplevet ørkenen flere steder både i Dubai og Marokko, men der er alligevel noget helt særligt ved at træde ud i et sandhav, hvor stilheden næsten larmer.
Desværre blev vores ophold i ørkenen et af de kortere ophold – hvor vi måske godt kunne have sunket ned en dag ekstra.
Men et af højdepunkterne var, at jeg for første gang kom op at ride på en kamel.
Okay… teknisk set var det vel en dromedar, for den havde kun én pukkel. Men af en eller anden grund lyder det bare sejere at sige, at man har redet på en kamel.
Hehe, den her skal lige med… for jeg synes jeg har kæmpet lidt mere med Instagram dette år end andre år.
Som rejseblogger ligger det lidt i “jobbeskrivelsen”, at man også har en Instagram-profil.
Men jeg har simpelthen ikke knækket koden til, hvordan jeg får folk til at like, gemme og engagere sig i mine opslag, så algoritmen tænker at RejseKompasset er det sejeste.
Så jeg har holdt nogle lange (skønne) pauser fra mediet, men har også siddet og banket mig selv oven i hovedet over hvorfor jeg ikke kan skrive lige så godt eller lave lige så gode opslag som andre bloggere.
Min konklusion er blevet, at jeg må sørge for at tjene så mange penge, at jeg kan uddelegere den del af forretningen til nogen der kan finde ud af det.
Men indtil da, vil det gøre mig stjerneglad hvis du vil følge os, like og kommentere hvis du kan relatere ➜ RejseKompasset på Instagram
Når jeg ser tilbage på 2025, er det svært at opsummere året i én sætning.
Det var ikke et let år.
Det var heller ikke et år med færre oplevelser… Men det var et år, hvor helbred, familie og digitale omstændigheder flere gange fik sat tempoet for rejselivet.
Vi blev tvunget til at justere planer. Til at lytte mere til kroppen. Til at acceptere, at ikke alt kan styres – selvom det er hårdt, når man er super struktureret og ønsker at planlægge alt.
Når vi kigger mod 2026, håber vi på et år med mere balance, større indtjeningspotentiale og forhåbentlig flere oplevelser.
…og her må vi ærligt indrømme, at det mål ikke blev nået.
I marts i år blev Googles AI for alvor rullet ud og det kunne vi bestemt godt mærke.
Vi startede året med omkring 5.000 læsere om måneden, men efter AI begyndte at fylde mere i søgeresultaterne, gik tallene den forkerte vej.
I løbet af sommeren mistede vi omkring halvdelen af vores besøgende. Normalt plejer vi at vokse, stille og roligt.. men i 2025 gik udviklingen i den modsatte retning.
Så det er med trist hjerte at vi må konstatere at vi ikke nåede målet for året der gik 2025…
Men det skal ikke slå os ud!
Vi stopper ikke med at skrive. Og vi stopper ikke med at rejse.
Så vi håber at vi i 2026 får en lille smule medvind.
Og med disse tanker og tilbageblik på året der gik 2025 ønsker vi dig, vores familie og venner et rigtig godt nytår.
Vi håber, at dit 2026 bliver fyldt med gode minder og skønne oplevelser.
Pas på dig selv derude.
Læs også vores tanker og tilbageblik fra de forgangne år:
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Dette år har været lidt af en hvirvelvind, det startede helt som det skulle, men endte ikke helt som vi havde forventet. 2021 blev simpelthen året, der er gået alt

Vi har her samlet en liste over spændende rejsegave ideer til globetrotteren i dit liv! Fra super praktisk rejseudstyr til smukke gaver til hjemmet. Denne lille guide er fyldt med

Disse “Året der gik” er nu blevet en tradition her på RejseKompasset. Dette er den fjerde udgave og jeg tror Kenneth og jeg er enige om, at det er et

Sidste år fik vi sammensat en Året der gik for 2021, så tænkte derfor at det kunne være hyggeligt at fortsætte og lave en opsummering af 2022 også. Desværre er
| Cookie | Varighed | Beskrivelse |
|---|---|---|
| cookielawinfo-checkbox-analytics | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Analytics". |
| cookielawinfo-checkbox-functional | 11 months | The cookie is set by GDPR cookie consent to record the user consent for the cookies in the category "Functional". |
| cookielawinfo-checkbox-necessary | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookies is used to store the user consent for the cookies in the category "Necessary". |
| cookielawinfo-checkbox-others | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Other. |
| cookielawinfo-checkbox-performance | 11 months | This cookie is set by GDPR Cookie Consent plugin. The cookie is used to store the user consent for the cookies in the category "Performance". |
| viewed_cookie_policy | 11 months | The cookie is set by the GDPR Cookie Consent plugin and is used to store whether or not user has consented to the use of cookies. It does not store any personal data. |